Sønderjylland var fra tidlig middelalder og frem til ca. 1200-1300-tallet den almindelige betegnelse for området mellem Kongeåen og Ejderen. Herefter og indtil ca. 1920 blev navnet brugt synonymt med Slesvig. I dag bruges navnet Sønderjylland mest kun som betegnelse for området mellem Kongeåen og den nuværende grænse til Tyskland. Historisk er dette ganske vist misvisende, foreninger som Historisk Samfund for Sønderjylland eller Synnejysk Forening dækker således området både nord og syd for grænsen.
Sønderjylland
Sønderjylland. Flytningen af den dansk-tyske grænse på grundlag af folkeafstemningerne i 1920 er en vigtig begivenhed i Sønderjyllands historie og et eksempel på en fredeligt gennemført grænseændring. Her ses den gamle grænse ved Frederikshøj mellem Christiansfeld og Kolding. Skiltet med påskriften Sønderjylland vunden det er Kampens Maal henviser til afstemning og genforening i 1920. Th. ses en dansk grænsegendarm, tv. en dansk tolder. Fotografi fra 1920.
Historie
De ældste kilder skelner ikke mellem Sønder- og Nørrejylland, men ca. 1200 udskiltes de tre sydligste jyske sysler, Isted, Ellum og Barved, som et særligt hertugdømme til forsørgelse af kongernes yngre brødre, og samtidig omtaler Saxo befolkningen som "de søndre jyder".
Hertugens officielle titel var endnu i første halvdel af 1300-tallet oftest hertug af Jylland, men undertiden forekom betegnelsen hertug af Sønderjylland. Under hertugerne af Abels slægt, 1232-1375, opnåede hertugdømmet Sønderjylland med støtte fra greverne af Holsten stadig større selvstændighed i forhold til kongeriget Danmark, ligesom den holstenske indflydelse voksede på bekostning af kongemagtens.
Området mellem Ejderen og Dannevirke kom fra anden halvdel af 1200-tallet i de holstenske grevers besiddelse, og indvandring af holstensk adel begyndte. 1386-1459 var holstenske grever hertuger af Sønderjylland.
Valget af kong Christian 1. til hertug af Slesvig og greve af Holsten i 1460 knyttede vel nok i de følgende 400 år begge lande til det danske monarki, men cementerede også deres samhørighed og selvstændighed. De talrige delinger af Slesvig og Holsten mellem forskellige grene af kongeslægten fra 1490 og de følgende samlinger indtil 1773 ændrede intet herved.
Sprogligt betød den holstenske dominans, at Slesvig fra 1300-tallet blev hertugdømmets officielle navn, mens Sønderjylland trængtes i baggrunden, og rets- og administrationssproget blev efterhånden tysk overalt i Sønderjylland. Kirke- og skolesproget blev tysk i samtlige købstæder og på landet op til en linje nord om Flensborg og syd om Tønder. Det tyske folkesprogs fremgang foregik langsommere, men accelererede i 1800-tallet, navnlig i Angel.
Da en national dansk bevægelse opstod i 1830'erne, blev standsningen af det danske sprogs retræte og ligestillingen mellem sprogene i det offentlige liv de vigtigste mål. Navnet Sønderjylland med dets fremhævelse af landsdelens historiske samhørighed med Nørrejylland og dermed Danmark kom nu atter i brug. Flertallet fastholdt dog i de følgende årtier navnet Slesvig, fordi det udtrykte landsdelens økonomiske og sociale forspring i forhold til Nørrejylland og dens relative frihed i forhold til den enevældige statsmagt. Slesvigernes regionale selvstændighedsfølelse måtte både danskheden og slesvig-holstenismen forholde sig til.
1. Slesvigske Krig (1848-1851, se de slesvigske krige) polariserede befolkningen i en dansk- og en tysksindet del med en sindelagsgrænse syd om Flensborg og nord om Tønder. Trods den danske sejr tillod stormagterne Rusland, Preussen og Østrig ikke en fælles forfatning for Danmark og Slesvig. Hertugdømmet beholdt sin selvstændighed og sit officielle navn, men blev nu statsretligt adskilt fra Holsten.
Efter afståelsen til Preussen og Østrig i 1864 vandt navnet Sønderjylland frem. I kongeriget blev det dominerende fra 1870'erne, i landsdelen selv fra 1880'erne under den skærpede fortyskning og de dansksindedes reaktion herimod. Navnet kom nu til at udtrykke den forstærkede tilknytning til de danske folkelige bevægelser. Preussiske domstoles forbud mod navnet i 1895 øgede dets popularitet.
Efter Slesvigs deling i 1920 (se Genforeningen) fik den del, der kom til Danmark, officielt navnet De Sønderjyske Landsdele. Det blev dog snart almindeligt at bruge navnet Sønderjylland om den danske del og Sydslesvig om den tyske; i 1970 døbtes det nye storamt således Sønderjyllands Amt (nedlagt 2007, se Region Syddanmark). Denne navnebrug udtrykker områdets fulde integration i Danmark både administrativt, økonomisk og politisk.
Endvidere ligger der i nutidens brug af navnet Sønderjylland en opgivelse af de nationale mindretals krav om en grænserevision, således som det først fremsattes af det tyske mindretal i mellemkrigstiden og siden af det danske mindretal i de første år efter 2. Verdenskrig.
Den danske bevægelse i Sønderjylland
Den danske bevægelse var en folkelig bevægelse, der fra 1830'erne arbejdede for danske interesser i Sønderjylland. Bevægelsen havde fra begyndelsen som mål at forbedre det danske sprogs stilling i hertugdømmet Slesvig. Kravet blev i 1832 fremsat af Christian Paulsen og søgtes derpå realiseret af især Christian Flor, der havde P.C. Koch og Laurids Skau som talerør.
Fra 1838 udkom avisen Dannevirke, der fungerede som de dansksindedes organ. Peter Hiort Lorenzen drejede i 1840'erne bevægelsen i en mere politisk retning, og i 1848 havde målsætningen om en fælles forfatning for Danmark og Slesvig bred folkelig støtte i Nordslesvig med Flensborg og omegn.
Efter 1864 blev en deling af Slesvig efter folkeafstemningsprincippet målet for de danske slesvigere med H.A. Krüger som talsmand. Det var et krav, der fra 1866 var statsretligt legitimeret i Pragerfredens Paragraf 5. Fra 1880'erne var H.P. Hanssen foregangsmand i en gennemgribende reorganisering og nyorientering af danskheden med forbillede i Danmarks folkelige bevægelser, mens Jens Jessen fastholdt en traditionel linje. Med grænsedragningen i 1920 opnåede den danske bevægelse sit mål og koncentrerede derefter sit virke om at fastholde den nye grænse og arbejde for danskheden i Sydslesvig.
Nationale foreninger
De nationale foreninger med relation til Sønderjylland omfatter de dansk- og tysksindede organisationer i Slesvig og de kongerigske støtteforeninger for danskheden i Slesvig.
Den nationale organisering i Slesvig
I Slesvig begyndte den nationale organisering kort efter 1840. Med undtagelse af Flensborg blev byernes borgerforeninger vigtige støttepunkter for den slesvig-holstenske agitation. På dansk side stiftedes i 1843 Den Slesvigske Forening (1), der syd for Kongeåen fik knap 500 medlemmer. 1845 fik den sit modstykke i Den Slesvig-holstenske Patriotiske Forening.
I kølvandet på den nationale mobilisering under 1. Slesvigske Krig dannedes danske borgerforeninger i Aabenraa (Frederiksklubben) og i Haderslev (Harmonien), der samarbejdede med Den Slesvigske Forening (2), som blev oprettet i 1849 med tyngdepunkt i og omkring Flensborg. Endnu kunne de enkelte nationale foreningers medlemstal dog tælles i hundreder, og i tiden mellem de slesvigske krige (1850-1864) svandt interessen for dem stærkt ind.
Slesvigs indlemmelse i Tyskland efter 1864 skabte på ny behov for organisering af de dansksindede. Bortset fra lokale danske foreninger som Enigheden og Ydun i Flensborg var det dog først med fortyskningspolitikkens skærpelse fra ca. 1880, at massemobiliseringen i de nationale foreninger kom i gang. I 1880 oprettedes Foreningen til det Danske Sprogs Bevarelse i Nordslesvig, snart kaldet Sprogforeningen. Dens hovedopgave blev at genoptage og udbygge arbejdet med lokale bogsamlinger.
I 1888 organiseredes danskheden politisk i Vælgerforeningen for Nordslesvig, mens Den Nordslesvigske Skoleforening fra 1892 (nu Sønderjysk Skoleforening) ydede bistand til unges ophold på efterskoler, højskoler og landbrugsskoler i Danmark. Kampen om jorden førte i 1913 til etableringen af foreningen Landeværnet. Ved siden af disse landsdelsdækkende foreninger, hvis medlemstal i 1914 skulle tælles i adskillige tusinder, skabtes et tæt net af lokale foredragsforeninger, ungdomsforeninger og selskabelige foreninger med nationale formål.
En tilsvarende organisering fandt samtidig sted på tysk side. Her blev krigerforeningerne og især Deutscher Verein für das nördliche Schleswig hovedhjørnesten (oprettet 1890), mens Verein für deutsche Friedensarbeit in der Nordmark (oprettet 1909) kun fik ringe tilslutning til sin forsonlige kurs. Op til afstemningen i 1920 blev den danske agitation i 2. zone organiseret af Mellemslesvigsk Udvalg med hjemsted i Flensborg.
Den nye grænsedragning i 1920 skabte mindretal nord og syd for grænsen, som begge straks organiserede sig i nationale foreninger. De danske sydslesvigere samlede sig i Den Slesvigske Forening (3), i Dansk Skoleforening for Sydslesvig og i De Sydslesvigske Ungdomsforeninger. De tyske nordslesvigere oprettede Schleswigscher Wählerverein, Deutscher Schulverein og Deutscher Jugendbund.
Slesvig-holstenske nazisters kampagne i 1933 mod 1920-grænsedragningen førte straks til to danske foreningsdannelser: Danske Samfund, som tilstræbte en total organisering af alle dansksindede i grænseområdet, fra 1940 i hele Nordslesvig, og Det Unge Grænseværn, der især arbejdede for at aktivere den sønderjyske og øvrige danske ungdom i grænsekampen. Senere i 1930'erne fulgte Arbejderbevægelsens Sønderjydske Landsforening og Dansksindede Sønderjyske Krigsdeltagere 1914-1918.
Efter 1945 blev de nationale mindretals foreninger reorganiseret. I Nordslesvig opløstes de nazistiske mindretalsorganisationer, og i stedet oprettedes i 1945 Bund deutscher Nordschleswiger. I Sydslesvig blev den stærkt øgede tilslutning opfanget i Sydslesvigsk Forening (1946) og Sydslesvigsk Vælgerforening (1948).
For de nationale foreninger i grænselandet har den dansk-tyske afspænding fra 1950'erne betydet vigende folkelig interesse, og flere af dem er nedlagt eller omdannet til fonde.
Kongerigske støtteforeninger
Til støtte for det begyndende danske kulturarbejde i Slesvig dannede sønderjyder i København i 1839 Selskabet for Dansk Læsnings Udbredelse i Slesvig, der indsamlede bøger og oprettede sognebogsamlinger. Dette arbejde fortsatte efter Treårskrigen.
Efter Slesvigs afståelse i 1864 blev der straks oprettet flere sønderjyske foreninger i kongeriget, særlig i København, fx foreningen Dannebrog i 1865. Også her kom gennembruddet dog først i 1880'erne med Sønderjysk Forening (1879), Sønderjydsk Samfund (1884) og Sønderjydsk Centralforening (1887).
Flere af de sønderjyske foreninger samlede fortrinsvis højre- eller venstrefolk. For Venstres studerende dannedes således Studentersamfundets Sønderjydske Samfund (kaldet 4 S), og for de konservatives studerende To Løver. Fra sidst i 1880'erne blev der tillige stiftet et stort antal lokale sønderjyske foreninger uden for hovedstaden, som i 1888 samledes i De Samvirkende Sønderjydske Foreninger. Under grænsestriden 1918-1920 samledes tilhængerne af en dansk-tysk grænse syd for Flensborg i Flensborgbevægelsen. De kredse, der ønskede grænsen lagt endnu sydligere, stiftede Dannevirkebevægelsen. Begge bevægelser var løst organiseret.
Efter Genforeningen i 1920 samlede støttearbejdet i Danmark sig om Sydslesvig, fra 1920/21 med Grænseforeningen som paraplyorganisation. Grænseforeningen er stadig (2022) virksom. Endvidere opstod grænsepolitisk mere yderligtgående foreninger som Slesvig-Ligaen (oprettet 1920) og Sydslesvigsk Udvalg (oprettet 1945), hvis betydning nu er ringe.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.