købstad

Kerteminde
Farvergården var tidligere købmandsgård i købstaden Kerteminde, og fra 1935 har gården været museum.
Af .

Artikelstart

Købstad er en by med særlige næringsrettigheder og en vis grad af administrativt selvstyre, oprindelig givet af kongen eller landsherren som privilegium, i nyere tid meddelt ved lov. Privilegierne gav indtil 1857 købstæderne i Danmark eneret på at drive handel, håndværk og anden "borgerlig næring", idet dog visse befolkningsgrupper på landet havde ret til at udøve bestemte former for købstadsnæring, mens omvendt landbrug og fiskeri også var vigtige næringsgrene i mange købstæder.

Ældste privilegium fra ca. 1200

Det ældste danske købstadsprivilegium er Slesvig stadsret fra ca. 1200. Gennem de følgende 300 år fik ca. 100, overvejende kystbyer i det daværende Danmark, købstadsprivilegier, og den købstadsstruktur, der således opstod middelalderen igennem, undergik kun små forandringer i 1600- og 1700-tallet, hvor blot fire nye byer fik privilegier. I 1800- og 1900-tallet fik yderligere ti byer købstadsprivilegier, mens en mistede sit, nemlig Slangerup i 1809.

De danske købstæder stagnerede fra midten af 1600-tallet til slutningen af 1700-tallet pga. lavkonjunkturer for landbruget og konkurrence fra den stærkt voksende hovedstad, der var privilegeret af en merkantilistisk handels- og toldpolitik. Endnu i 1801 havde næsten halvdelen af landets købstæder færre end 1000 indbyggere; uden for København var Odense størst med 5782 beboere. I 1800-tallet havde byerne til gengæld kraftig vækst, idet dog udviklingen var betydeligst i de større byer, der bedre end de øvrige formåede at udnytte industrialiseringen; i 1911 havde Aarhus ca. 61.000 indbyggere, Odense 42.000, og købstædernes samlede andel af landets befolkning var nu 20 % mod 12 % 60 år tidligere.

Skønt mange stationsbyer og forstæder i 1900-tallet var blevet større end de mindre købstæder, var købstædernes samlede andel af landets befolkning, stadig bortset fra København, vokset til 31 % umiddelbart før kommunalreformen i 1970. 55 købstæder havde på dette tidspunkt under 20.000 indbyggere, 17 havde 20.000-40.000, og 6 havde over 40.000; heraf var Aarhus og Odense de største med hhv. 110.000 og 103.000 indbyggere.

Købstadens styre

De danske middelalder- og renæssancekøbstæder blev styret af et råd, der som oftest bestod af to borgmestre og nogle rådmænd. I middelalderen var rådet selvsupplerende, men i 1500-tallet begyndte de centrale myndigheder og lensmændene at blande sig i udpegelsen af nye medlemmer; i 1619 blev opgaven overdraget til lensmændene, og fra 1660 stod kongen for alle udnævnelser. I 1682 blev antallet af borgmestre og rådmænd skåret ned, og mange steder blev fra da af alle magistratssager varetaget af en byfoged, der tillige var dommer og politimester.

Indtil slutningen af 1600-tallet blev embederne fortrinsvis varetaget af købmænd; herefter begyndte skrivere og fra midten af 1700-tallet jurister at gøre sig gældende. På det tidspunkt kom købstæderne også under effektivt tilsyn af centrale og regionale myndigheder, ligesom de fik et stående udvalg af "eligerede" borgere, der bl.a. skulle bistå magistraten med at udarbejde kommunale budgetter.

I 1837 blev udvalgene erstattet af borgerrepræsentationer, der fik til opgave at behandle alle købstadssager i samarbejde med magistraterne, og i 1868 blev disse afløst af byråd. Valgloven af 1908 betød en demokratisering af valgretten, hvilket førte til, at byrådene i langt højere grad blev politiske organer. I 1919 ophørte købstæderne med at være selvstændige politi- og retskredse, og ved kommunalreformen i 1970 blev købstadskommunerne slået sammen med de omkringliggende landkommuner, hvorved købstadsbegrebet bortfaldt i Danmark.

Købstæder i andre lande

Også England og Tyskland havde stor købstadsdannelse i middelalderen, mens Norge og Sverige med Finland kun blev svagt urbaniseret i denne periode. Fra 1580 til 1680 grundlagde den svenske statsmagt imidlertid hele 45 købstæder, overvejende i perifere dele af riget. I Norge blev antallet af købstæder øget fra 7 til 34 mellem 1640 og 1850. De fleste af de nye norske købstæder havde tidligere haft begrænsede handelsrettigheder (ladestedsret) og var næsten alle kystbyer, der var opstået med den voksende træeksport til Vesteuropa.

Købstadslovgivning

En købstad udgjorde oprindeligt et særligt retsområde med egen lovgivning, som bestod af en birkeret, en stadsret samt vedtægter.

Birkeretten, hvoraf de ældste i Danmark er fra 1100-tallet, gav indbyggerne i et birk, dvs. et retsområde med en by, ret til at have egen domstol og ret til ikke at blive stævnet for en domstol uden for birket.

Stadsretten, hvoraf de ældste er fra 1200-tallet, fx Slesvig ca. 1200-1243, Tønder 1243, København 1254 og 1294 og Ribe 1269, blev givet af byherren, som oftest kongen, men det kunne også være ærkebispen eller en abbed eller abbedisse. Stadsretten regulerede de aktiviteter, der foregik inden for bygrænsen og var særegne for købstaden, dvs. handel og håndværk. Den indeholdt også bestemmelser vedrørende skatter, afgifter og tjenesteydelser til byen og byherren og regler vedrørende domstolenes jurisdiktion og procesgang samt særregler for arv af fast ejendom i byen. Lovgivning vedrørende arv og ejendom i øvrigt samt forbrydelse og straf fandtes i landskabslovene.

Vedtægterne, hvoraf de ældste er fra 1300-tallet, blev udstedt af byrådet og indeholdt regler for torve- og markedshandel, mål og vægt og for fremstilling af varer, især fødevarer som brød og øl.

Lovgivningen gjaldt kun for den enkelte købstad, men var som oftest kopieret efter lovgivningen i en større by i retsområdet; fx blev Slesvigs ældste stadsret anvendt i flere sønder- og nørrejyske byer i 1200- og 1300-tallet. Omfanget af lovgivning for den enkelte købstad afhang af dens behov for retlig regulering. En købstad kunne løbende supplere sin lovgivning ved at bede byherren om en eller flere tillægsregler til stadsretten eller ved selv at udfærdige vedtægter. I senmiddelalderen og i reformationstiden dannede Københavns omfattende stadsret af 1443 forlæg for andre byers stadsretter, mens Christian 2.s forsøg på i 1522 at gennemføre en fælles stadsret for hele riget, som man havde det i Norge fra 1276 og i Sverige fra 1350, mislykkedes. Først med Christian 5.s Danske Lov af 1683 blev der indført samme retsregler for alle købstæder, dog ikke som en særlig købstadslovgivning, men som en del af landets almene lovgivning.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig