kommunalreformen

Efter kommunalreformen voksede de kommunale opgaver betragteligt. Bl.a. blev psykiatriske hospitaler, særforsorg og gymnasieskoler udlagt fra staten til amtskommunerne. Kommunerne fik vækst i deres traditionelle opgaver, fx inden for daginstitutionsområdet, og fik nye opgaver, bl.a. vedrørende miljø og erhvervsfremme. Endvidere foregik der en udvikling af opgaverne på det specialiserede sociale område, hvor både kommuner og amtskommuner var involverede.

Kommunalreformen fra 1970 medførte over årene en ændret finansiering af de kommunale opgaver. Ændringerne hang netop ofte sammen med de nye eller ændrede opgaver til kommunerne og desuden et ønske om mindre direkte statslig involvering.

Ved en række af disse såkaldte opgave- og byrdereformer blev de statslige refusionsordninger, som var øremærkede bestemte typer af kommunale udgifter, efterhånden afløst af generelle statslige tilskud. Det var de såkaldte bloktilskud, der skulle fordeles uafhængigt af det faktiske aktivitetsniveau. Bevægelsen fra refusioner til generelle tilskud blev samtidig ledsaget af en udbygning af det kommunale tilskuds- og udligningssystem, herunder ikke mindst ved reformen af dette system i 1984.

Kommunal udligning og ændringer heri har således været en væsentlig forudsætning for kommunernes håndtering af nye og ændrede opgaver.

For det første kunne en kommune næppe fungere effektivt med færre end 5.000-6.000 indbyggere, hvilket ansås for tilstrækkeligt som grundlag for egen skole og alderdomshjem. Amterne skulle være på 250.000-300.000 indbyggere for at kunne bære et fuldt udbygget centralsygehus.

For det andet var det et problem, at de fleste købstæder i realiteten sørgede for service, infrastruktur og arbejdspladser for de omliggende sognekommuner, uden at sognekommunerne betalte for det; beboerne var i "skattely". En delvis løsning på dette blev at lægge de kommuner sammen, som udgjorde et geografisk sammenhængende byområde.

For det tredje ophævede man købstædernes særlige status; tidligere havde såvel købstæder som amter sygehuse og i et vist omfang gymnasier, men fremover skulle begge opgaver løses af amtskommunerne. Alle de nye kommuner blev underlagt statsamters tilsyn, mens de gamle købstæder havde været underlagt tilsyn fra Indenrigsministeriet.

Indtil midten af 1980'erne løstes disse problemer oftest ved at udbygge servicen i skole-, børne- og ældreinstitutioner og i sundhedsvæsenet, samtidig med at en omfattende organisation til social bistand mv. og efterhånden også til aktivering af arbejdsløse blev opbygget.

De nye "storkommuners" rådhusorganisation blev udbygget til at administrere det store apparat i en stærk, men funktionelt opsplittet og bureaukratisk enhedsorganisation efter samme mønster i alle kommuner. Desuden voksede den statslige regulering af den kommunale service stærkt.

I 1980'erne begyndte man i kommunerne at eksperimentere med andre organisationsformer, først på det sociale område, dernæst under de såkaldte frikommuneforsøg i perioden 1985-1993 på stort set alle områder. Disse forsøg ledte i visse tilfælde frem til lovændringer i retning af færre statslige forskrifter for kommunale løsninger og til demokratisering af skoler og børne- og ældreinstitutioner i form af brugerbestyrelser og rådgivende organer. Desuden begyndte nogle kommuner at udlicitere stadig flere opgaver til private virksomheder.

For politikernes vedkommende søgte man at modvirke en stærk specialisering ved at lægge udvalg sammen, og samtidig blev antallet af enkeltsager i udvalgene forsøgt reduceret for at få politikerne til at koncentrere sig om de overordnede linjer i kommunalpolitikken.

Institutionsstyret kunne betyde, at kommunens fagforvaltninger mistede en række funktioner, specielt af kontrollerende art; i stedet skulle de styrke den overordnede styring og planlægning i kommunen. Det medførte nye og mere specialiserede krav til forvaltningspersonalets faglige kvalifikationer.

Endelig oplevede en del af kommunerne en befolkningsafvandring, typisk de mindste kommuner, der ofte lå i de områder, der i forvejen var forholdsvis tyndest befolkede.

Svaret på denne udvikling på forskellige områder blev i en vis forstand den store kommunale og regionale reform efter årtusindskiftet, Strukturreformen fra 2007.