ærkebiskop

Artikelstart

Ærkebiskop, i oldkirken fra 300-t. indehaver af et betydeligt bispesæde, fx Rom, Alexandria eller Antiochia; senere brugtes benævnelserne eksarch (statholder) og patriark. Fra 500-t. og særlig fra 700-t. forekommer ærkebiskopper i østkirken med samme rang som metropolitter; titlen har også været brugt som ærestitel. I Danmark havde ærkebispedømmet hjemme i Lund fra 1103 indtil Reformationen i 1536. I middelalderen fandtes tilsvarende ærkesæder fra 1152 i Trondheim og fra 1164 i Uppsala.

Faktaboks

Etymologi
1. led i ordet ærkebiskop kommer via oldengelsk ærce- fra latin og græsk archi-, beslægtet med archein 'begynde, styre, lede'.

I den protestantiske verden er ærkebispetitlen undertiden bevaret som betegnelsen for biskoppen over et land eller en region, fx ærkebiskopperne over den svenske og den finske evangelisk-lutherske kirke i hhv. Uppsala og Turku; i Danmark er den ikke brugt (bortset fra en kort periode i 1600-t., da Hans Svane var titulær ærkebiskop). Desuden har den ortodokse kirke i Finland en ærkebiskop, ærkebiskoppen af Karelens Stift og hele Finland, med sæde i Kuipio. Ærkebiskoppen af Canterbury er åndeligt overhoved for den anglikanske kirke.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig