bystyre

Bystyre, kommunalt selvstyre, der under inspiration fra antikken udviklede sig i Italien i 1000- og 1100-t.; herfra bredte systemet sig i højmiddelalderen til hele Europa. De efterhånden mere og mere selvstændige bystyrer eller bykommuner, hvis såvel retslige som økonomiske og administrative friheder oftest var baseret på et af fyrsten eller landsherren udstedt privilegiebrev, fik afgørende betydning for Europas kulturelle blomstring i middelalderen og renæssancen. I reglen havde kun handelsaristokratiet adgang til bystyret, der bestod af en udøvende magt, af en rådsforsamling og af en eller flere juridiske myndigheder.

I Danmark skete en tilsvarende udvikling, da egentlige danske byer, købstæder, begyndte at dukke op fra 1100-t. De var via byfogeden underlagt kongemagten, men udviklede fra 1200-t. og frem et betydeligt selvstyre, hvis ledende organ var byrådet, som bestod af borgmester og rådmænd, der alene rekrutteredes blandt købmændene. Både statsmagtens indflydelse og det almindelige borgerskabs, bl.a. håndværkernes, svandt ind. Fra 1500-t. og frem blev byrådet klemt nedenfra af de øvrige borgere, der efterhånden fik oprettet egentlige borgerforsamlinger, som kunne kontrollere rådets økonomiske dispositioner, og ovenfra, idet konge og statsmagt mere og mere greb ind i byrådsvalgene og byernes hele styre. Med enevældens indførelse blev bystyrerne ved forordning af 1682 endelig helt underlagt statsmagtens kontrol. I 1700-t. og især i 1800-t. rejste sig igen kravet om decentralisering, og i 1837 udstedtes da den købstadslov, der åbnede for det nu kendte kommunale selvstyre. Byernes domstole var bytinget og i konkurrence hermed rådstueretten.