Stationsby, center for handel, håndværk og servicevirksomhed i landdistrikterne. Mange opstod i perioden 1850-1940 (især 1880-1920) i forbindelse med udbygningen af jernbanenettet, men byer med lignende historie og funktioner kan også findes ved fx vigtige vejkryds.

Behovet for stationsbyer var skabt af den stigende produktion og købekraft i landbruget, og etableringen lettedes, da næringsfriheden uden for købstæderne blev styrket fra 1862. Under andelsbevægelsens vækst udvidedes behovet for vareomsætning yderligere, og stationsbyerne blev centre for fjerntransport. Se også central place teori.

Stationsbyerne rummer ofte en række karakteristiske og tidstypiske bebyggelsestræk: stationen, hotel, andelsmejeri, butikker og institutioner som missionshus eller forsamlingshus. Hver tid har sine karakteristiske bebyggelsestræk; fx fra århundredskiftet huse i flere etager med arkitektoniske udsmykninger i schweizerstil og senere i århundredet indflydelse fra Bedre Byggeskik.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig