Vælgerforeningen for Nordslesvig, dansk politisk organisation, stiftet 1888 på initiativ af H.P. Hanssen. Foreningen virkede som paraplyorganisation for de sønderjyske politikere og opstillede kandidater til land- og Rigsdag. I 1909 oprettedes et arbejdersekretariat. Vælgerforeningen var kampplads for de stridende danske retninger, især op til Genforeningen i 1920. Trods modstand fra Dannevirke- og Flensborgbevægelsen kunne H.P. Hanssens fløj med hjælp fra arbejdergruppen fastholde et flertal for Aabenraaresolutionen fra 1918, der blev retningsgivende for grænsedragningen. Foreningen blev opløst i 1921.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.