Ejderen, Eider, længste flod i den tyske delstat Slesvig-Holsten; 188 km. Ejderen udspringer i bakkedragene Bornhöved syd for Kiel og udmunder i Nordsøen ved Tönning, hvor den danner en 5 km bred tragtmunding.

Faktaboks

Etymologi
Navnet kendes i 800-t. som Egidorae fluminis, muligvis oldsaksisk navn, sammensat af Egi 'den skrækindjagende', tidligere navn på floden, og dor 'dør, port', her i betydningen 'munding'.

Nær Rendsburg indgår en del af floden i Kielerkanalen, og i Rendsburg dæmmes den op til en flodhavn. I 1973 opførtes et 4,8 km langt dæmningsanlæg, Eider-Sperrwerk, med en 200 m bred sluse og skibssluse i den yderste del af tragtmundingen.

Ejderen blev Danmarks første geografisk fastlagte rigsgrænse ved den fred, som kong Hemming 1. sluttede med Karl den Store i 811.

Den danske konges valg i 1400-t. til greve og senere hertug af Holsten bragte begge sider af Ejderen under dansk herredømme, men Holsten forblev tysk rigslen frem til 1806 og fra 1815 medlem af Det Tyske Forbund. Ejderen blev et centralt element i den politiske kamp om Danmarks grænse fra 1840'erne.

Se også Ejderpolitik.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig