Francis Bret Harte, 1836-1902, amerikansk novelleforfatter. Han var blandt de westernforfattere, der samtidig med Mark Twain opfandt "det vilde vesten". Spillefugle, prostituerede og drukkenbolte ofrer sig for et ungt, uskyldigt par i en af de få noveller, "The Outcasts of Poker Flat" (1869), der har overlevet i hans forfatterskab, som victorianerne elskede. Flere af disse typer kørte videre i Hollywood-westerns, fx John Fords Diligencen (1939). På dansk udkom han sidste gang i M'liss: En idyl fra Red Mountain (1964), men forrige århundrede satte anderledes pris på ham: Fortællinger og Skildringer i seks bind (1873-79).