Tennessee Williams

Tennessee Williams var en amerikansk dramatiker. Selvom Williams også skrev digte, noveller og en enkelt roman, The Roman Spring of Mrs. Stone (1950, da. Mrs. Stones romerske forår, 1951), er det som dramatiker, han har indskrevet sig i den moderne litteratur på linje med Eugene O'Neill og Arthur Miller.

Tre af hans skuespil er blevet klassikere i det internationale teaterrepertoire, nemlig gennembrudsstykket The Glass Menagerie (1944, dansk Glasmenageriet, 1948), A Streetcar Named Desire (1947, dansk Omstigning til paradis, 1949) og Cat on a Hot Tin Roof (1955, dansk Kat på et varmt bliktag, 1956).

Det dramatiske stof er typisk et betændt sydstatsmiljø, hvor Williams især identificerer sig med de eksistentielt fremmedgjorte og marginaliserede eksistenser, ikke mindst de mere eller mindre neurotiske og psykotiske kvinder som fx Blanche i A Streetcar Named Desire, der i en social og mental deroute ender på sindssygehospital.

At der er en klar sammenhæng mellem Williams' dramatik og hans eget eksistentielle psykodrama, specielt problemet med hans homoseksuelle identitet, bekræftes af hans åbenhjertige selvbiografi, Memoirs (1975).

I sin teaterkunst forener den tidlige Williams på unik vis realisme i figurtegning og dialog med ekspressionistisk brug af symboler, sproglige som scenisk konkrete (fx enhjørningen i Glasmenageriet), musik og farver, fx Blanches hvide åndsaristokrati, markeret i hendes navn og klædedragt samt den klassiske arkitekturs hvide søjler, i modsætning til New Orleans' mørke kropsdemokrati og jazz. Denne teatralske syntese går desværre tabt i de senere skuespil.

Marlon Brando fik sit store gennembrud på scenen i rollen som Stanley Kowalski i A Streetcar Named Desire instrueret af Elia Kazan, der også var instruktør på filmatiseringen af stykket i 1951. En filmatisering, der blev belønnet med fire Oscars, bl.a. til Vivien Leigh for rollen som Blanche DuBois. Cat on a Hot Tin Roof blev filmatiseret 1958 af Richard Brooks med Elizabeth Taylor og Paul Newman i hovedrollerne.