Faktaboks

Arthur Miller
Født
17. oktober 1915
Død
10. februar 2005

Arthur Miller var gift med Marilyn Monroe 1956-61. Her ses de under et besøg i London 1958. Miller skrev manuskriptet til hendes sidste film, De frigjorte (1961).

.

Arthur Miller, 17.10.1915-10.2.2005, amerikansk dramatiker og dramateoretiker. Arthur Miller, der er stærkt præget af Henrik Ibsen i form og temaer, beskæftiger sig med betingelserne for menneskelig værdighed i den moderne verden, hvor traumatiserende skyldfølelse, fremmedgjorthed og kunstig facadeopretholdelse synes fundamentale og destruktive livsvilkår.

Et yndet handlingsmotiv er generationskonflikter, som det ses tydeligt i hans første successtykke, All My Sons (1947, filmatiseret 1948), om en krigsveterans afsløring af faderens tvivlsomme bidrag til krigsindustrien.

Arthur Millers bedst kendte drama er Death of a Salesman (1949, da. En sælgers død, 1949, filmatiseret 1952 og 1985), der viser Willy Lomans vej til selvmord, fordi han er ude af stand til at forene sine drømme med realiteternes verden.

The Crucible (1953, da. Heksejagt, 1954, filmatiseret 1957 og 1996) udspilles under heksejagterne i 1600-t.'s New England, men er en besk kommentar til McCarthy-tidens udrensningsprocesser i samtidens USA, som Arthur Miller, selv offer, gjorde sit for at trodse.

Med After the Fall (1964, da. Efter Syndefaldet, 1964), om ægteskabet med Marilyn Monroe, og The Price (1968) indvarsles et mere optimistisk syn på muligheden for at leve med eksistentielle traumer.

Arthur Millers pinefulde diagnosticering af det moderne menneskes sårbarhed har langt ud over de skrå brædder haft betydning for efterkrigstidens selvforståelse.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig