Lillian Hellman, 1905-1984, amerikansk forfatter af moralske og melodramatiske skuespil om Sydstatsfamiliers grådighed og indre opløsning. Mest udbredt er The Little Foxes (1939, da. De smaa Ræve, 1947), som blev verdenskendt med Bette Davis i William Wylers filmversion fra 1941 og flere gange er blevet genopført; også i operaversion ved Marc Blitzstein (Regina, 1949). Inden da havde hun haft stor succes med skuespillet The Children's Hour (1934, da. Sladder, 1953), der viser de vidtrækkende konsekvenser, da en skolepige beskylder to lærerinder for lesbianisme. Lillian Hellman udgav tre selvbiografiske bøger, An Unfinished Woman (1969), Pentimento (1973) og Scoundrel Time (1976); den sidste fortæller om samlivet med Dashiel Hammett og er et opgør med amerikansk sindelagskontrol efter 2. Verdenskrig (se mccarthyisme) og opportunisme blandt samtidige mediefolk og intellektuelle.