Henry Wadsworth Longfellow, 1807-1882, amerikansk forfatter. Han studerede jura, medicin og teologi, før han efter tre europæiske studieophold blev professor i fremmedsprog ved Harvard University. Han skrev i mange genrer, men huskes især for sine lange fortællende digte om historiske emner og amerikanske legender, som fik en enestående folkelig gennemslagskraft. The Song of Hiawatha (1855, da. 1860) blev på et halvt år trykt i 30.000 eksemplarer, mens The Courtship of Miles Standish (1858) solgte 15.000 eksemplarer på én dag. Longfellow gendigtede en lang række klassikere, bl.a. Dantes Divina Commedia. Tænkeren og essayisten læses stort set ikke længere, men nationalromantikeren Longfellow huskes for fortællingen "Paul Revere's Ride" (1863), og Hiawatha er et nationalklenodie.
Henry Wadsworth Longfellow
Faktaboks
Henry Wadsworth Longfellow
- Født
- 1807
- Død
- 1882

Henry Wadsworth Longfellow var optaget af at etablere en amerikansk mytologi. Hans lange fortællende digt om Hiawatha nåede langt ud over kontinentets grænser. Fotografi fra ca. 1880.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.