Edward Estlin Cummings, 1894-1962, amerikansk forfatter, benævnt e.e. cummings. Født i Massachusetts, uddannet på Harvard. Cummings meldte sig i 1917 til Norton-Harjes Ambulancekorps og gjorde tjeneste i Europa. Han blev imidlertid interneret af de franske myndigheder, da han skrev kritiske breve hjem. Efter tre måneder i lejren La Férte-Macé skrev han romanen The Enormous Room (1922) om sine absurde krigsoplevelser. Digtsamlinger som Tulips and Chimneys (1923) og is 5 (1926) etablerede hans unikke lyriske stil. Med sine formalistiske eksperimenter og besnærende enkle digte blev Cummings både billedstormer og traditionsskaber; han forkastede de klassiske modeller og dyrkede en klar, konkret øjeblikkelighed. Standardudgaven er Complete Poems 1904-1962.