The Beat Generation

The Beat Generation var en gruppe yngre, fortrinsvis jævnaldrende, amerikanske digtere og prosaister, som blev offentligt kendt i 1950'erne. Herhjemme blev de introduceret i bl.a. tidsskriftet Vindrosen. Betegnelsen refererer især til Allen Ginsberg (Howl, 1956), Jack Kerouac (On the Road, 1957) og William S. Burroughs (Naked Lunch, 1959).

Beatforfatterne var en del af et omfattende dissident- og forfattermiljø i USA efter 2. Verdenskrig, omfattende bl.a. Kenneth Rexroth (1905-1982), Kenneth Patchen (1911-1972) og Henry Miller, og med sympatier for politisk anarkisme, pacifisme og ikke-vestlige religioner, især zenbuddhisme.

Andre karakteristika var antiborgerlige idéer om seksuel frihed og kammeratskab, inspireret af den til USA emigrerede psykoanalytiker Wilhelm Reich. Præsident Eisenhowers USA diagnosticeredes som et sygt, totalitært og kærlighedsløst mareridt i nøgletekster som Howl og The White Negro (af Norman Mailer, 1957).

Howl iscenesatte forfatterpersonen som anklagende offer for et sjælløst, konformistisk samfund med inspiration fra Arthur Rimbaud, William Blake og Dostojevskij. Den deraf afledte kunstnermytologi blev yderligere næret ved de samtidige helte Dylan Thomas og Charlie Parkers desperate livsførelse, kunst og død.

En ungdomsgeneration og -kultur spejlede sig i beatdigterne, som fik afgørende betydning for opgøret med den akademiske modernisme repræsenteret af T.S. Eliot og Lionel Trilling.

Rocktrubadurer som Bob Dylan er utænkelige uden dem. De pegede frem mod 1980'ernes gade-rappere, men knyttede også forbindelse tilbage til Emerson, Henry David Thoreau og Walter Whitmans idéer om digterens visionære rolle i samfundet.

Beat som livsstil kan filmisk opleves i Marlon Brandos tidlige roller og som sentimental erindring i Paul Mazurskys Next Stop, Greenwich Village (1976).