Onkel Toms Hytte

Onkel Toms Hytte, Uncle Tom's Cabin, titel på roman fra 1853 af Harriet Beecher Stowe om den gode, enfoldige slave Tom, der efter mange trængsler ender hos en ondsindet plantageejer, der lader ham slå ihjel.

På grund af romanens store udbredelse blev udtrykkene uncle Tom og afledningen tomming med tiden skældsord i den afroamerikanske selvforståelse.

Udtrykkene blev i årtier betegnelser for de roller som servilt bukkende sorte tjener i hvide husholdninger eller opvarter i togenes spisevogne i amerikanske film, som mandlige sorte skuespillere med et langt større potentiale blev fastlåst i.

En uncle Tom var ufarlig og aseksuel; således kunne den berømte sorte stepdanser Bill "Bojangles" Anderson (1878-1949) i en række film i 1930'erne "danne par" med den hvide barnestjerne Shirley Temple, uden at det hvide gennemsnitspublikum tog anstød.

Udtrykket blev også, især i 1950'erne, brugt om Louis Armstrong, når han lavede øjne og grinede bredt, mens han optrådte for et hvidt publikum. Billie Holiday kommenterede engang kritikken af Armstrong med ordene: "Of course Pops toms, but he toms from the heart."

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig