iransk litteratur

Iran. Lodindskrift med Dareios 1.s navn: II Karsha (en vægtenhed). Jeg Dareios (Darayavaush), storkongen, Vishtaspas søn, en achaimenide.

.

Artikelstart

I lighed med Irans øvrige kultur kan også litteraturhistorien inddeles i en førislamisk og en islamisk periode.

Førislamisk litteratur

Litteraturen før islam var næsten helt og holdent persisk af den enkle grund, at de altdominerende dynastier var persiske med de parthiske arsakider (ca. 150 f.v.t.-220 e.v.t.) som eneste undtagelse.

Af de to oldiranske sprog, der kendes inden for det nuværende Irans område, medisk og oldpersisk, er medisk svagt overleveret; det findes kun i nogle egennavne og i oldpersiske, assyriske og græske tekster.

Derimod er oldpersisk rigt repræsenteret med achaimenidekongernes kileindskrifter (overleveret fra ca. 540 til ca. 325 f.v.t.). Vigtig er især Dareios 1.s Bisotun-indskrift, der malende fortæller, hvordan han i løbet af ét år bragte orden i sit kaotiske imperium, ikke blot skildret med tørre tal, men også med en hel del livsvisdom og et delvist udfoldet verdenssyn.

Fra den jødiske militærkoloni på Niløen Elefantine (400-tallet f.v.t.) kendes aramæiske oversættelser (på papyrus) af dele af Bisutunindskriften. Dareiosindskrifter kendes også fra steder i det gamle Iran som Persepolis, Susa og Hamadan.

Dareios' efterfølgere fulgte hans praksis: Artaxerxes 1., Dareios 2., Artaxerxes 2. og 3. samt Xerxes især med Daivaindskriften fra Persepolis mod de falske guder, daivaerne, og alt andet fordærvvoldende; takken for hjælp og velsignelse rettes til den gode gud i zarathustrismen Ahura Mazda, "som skabte mennesket, som skabte lyksaligheden for mennesket".

På arsakidernes sprog parthisk er intet litterært overleveret, kun nogle indskrifter og flere manikæiske tekster, især nogle vigtige hymnesamlinger, men alt sammen fra sasanidisk tid (ca. 224-630 e.v.t.). Dog var arsakidetiden ingenlunde uden digtning. Det skyldes den tids kulturbærer af rang, den omvandrende skjald, gosan. Den mundtlige tradition var i højsædet, fordi den betragtedes som langt mere sikker end den skriftlige. Dette gjaldt også for den præislamiske, zarathustriske religion, hvis tekster først blev nedskrevet sent, sikkert midt i sasanideperioden.

Dog blev noget bevaret fra arsakideperioden, men kun fordi det langt senere blev skrevet ned. Det gælder det erotisk dristige, atypiske episke digt Vis og Ramin om dronning Vis' forhold til Ramin, kongens broder; det blev bevaret og nedskrevet af den persiske digter Gorgâni i midten af 1000-tallet. Det samme gælder rangstridsdigtet Drakht asurik (Det babyloniske træ), der kun kendes i en sasanidisk redaktion; det gengiver ordstriden mellem en daddelpalme og en gedebuk, der søger at overgå hinanden i selvros.

Under sasaniderne derimod blev der skrevet på middelpersisk, men denne litteratur er næsten rent religiøs, zarathustrisk. Undtagelser er Bogen om Papaksønnen Ardashirs bedrifter, hvor sasanidedynastiets grundlægger og hans eventyrlige liv som "gudernes udvalgte" skildres, Skakbogen om skak- og takht-e nardspillets (backgammon) oprindelse og betydning, Iranrigets byer og nogle andre.

Den religiøse litteratur er dog helt dominerende, og her først og fremmest Denkart (Troens værk) med bl.a. en liste over hele tekstsamlingen Avestas indhold, Bundahishn, en kosmogoni og kosmologi, Menok-i Khrat (Visdommens ånds afgørelser) samt en række apokalyptiske tekster, bønner, bods- og lovprisningstekster.

Af helt afgørende betydning var imidlertid, at den originale Avesta blev skriftligt fikseret efter århundreders mundtlig overlevering. I denne forbindelse opfandt man avestaskriften med de 46 bogstaver, men kun dele af den oprindelige Avesta på 21 afsnit (nasker, "bundter") er bevaret.

Dog foreligger middelpersiske oversættelser af gathaerne, Yasna, nogle få yashter, Vendidad og Nirangistan. På sasanidetiden blev endvidere en omfattende samling af manikæiske tekster til.

Litteratur efter islamiseringen

I midten af 600-tallet havde muslimske, arabiske hære erobret det gamle iranske rige, og i løbet af nogle få århundreder blev det iranske land islamiseret; islam og arabisk sprog blev rammen om det kulturelle og sociale liv. Bl.a. som reaktion på dette opstod der omkring år 900 en bevægelse i Khorasan, som senere er blevet kaldt den persiske renæssance. Digtere og historikere, der skrev på persisk, blev favoriseret, persisk blev indført som administrationssprog og afstanden til kalifatet i Bagdad, magtens centrum, blev gjort tydelig. Med denne bevægelse fødtes den nypersiske litteratur, som har udviklet sig frem til i dag med en mærkbar kontinuitet.

Inden nærmere beskrivelse af den nypersiske litteratur skal det nævnes, at dennes litterære sfære rakte ud over den nuværende nationalstat Irans grænser. Et godt eksempel er den kendte sufidigter Rumi, som blev født i det nuværende Afghanistan, rejste ind over det nuværende Iran, bosatte sig i Konya i Tyrkiet, men digtede på persisk. Rumi betragtes således som hørende til litteraturhistorien i både Afghanistan, Iran og Tyrkiet. Persisk litteratur, især poesien, dannede i mange århundreder skole for litteraturen i hele Mellemøsten, Nordafrika, Sydøst- og Centralasien samt påvirkede i enkelte tilfælde europæiske digtere, eksempelvis Goethe.

Det skal også bemærkes, at der er blevet skrevet litteratur på andre sprog end persisk inden for Irans nuværende grænser – især i moderne tid (ca. år 1900 og frem) – fx på kurdisk, arabisk, azeri-tyrkisk og baluchi. Imidlertid vil nedenstående kun omhandle litteratur skrevet på Irans nationalsprog persisk.

Poesi (perioden 900 til omkring 1900)

Poesien har fra den nypersiske litteraturs begyndelse været genren, man skrev i, og først i 1900-tallet har prosaen for alvor vundet indpas. Generelt kan det siges om den nypersiske poesi, at den ikke er stramt komponeret, og at den stilistisk set er ornamenteret og prydet med mange retoriske figurer. Dens billedsprog og temaer fastholdes uændret i hele den klassiske digtnings periode, hvor det også er fastlagt, hvilke temaer der hører til hvilke af poesiens undergenrer.

Den nypersiske poesi kan i meget grove træk deles op i to perioder: Den klassiske, der strækker sig fra 900-tallet og op til omkring 2. Verdenskrig, og den moderne herfra og frem.

Den klassiske poesi fra 900-1400-tallet, der betragtes som persisk poesis guldalder og betyder utroligt meget i Iran selv i dag, var i begyndelsen ren hofdigtning præget af panegyrik, og stilen er ophøjet, strengt litterær og klar (kaldet Khorasani). Fra omkring år 1100 satte sufismen sit tydelige præg på digtningen, og den lyriske poesi trådte i centrum. Billedsproget blev mere dobbelttydigt, og stilen mere raffineret og kompliceret, men stadig relativt klar (kaldet Iraqi). Stilens kompleksitet udtrykker bl.a. en større variation i verdensbilledet og en øget raffinering i personfremstillingen, hvilket især kan iagttages hos digteren af fem smukke, episke romancer, Nezâmi. I kronologisk rækkefølge er de mest betydningsfulde digtere fra år 900 og til år 1500 Rudaki, Ferdowsi, Nezâmi, Rumi, Sa'di, 'Attâr, Hâfez og Jâmi.

Satire fylder også en hel del i klassisk persisk digtning, og denne genre har sin mest tydelige repræsentant i 'Obeyd-e Zâkâni.

Fra 1500-tallets begyndelse til ind i 1700-tallet fulgte en periode, hvor poesien overvejende var en bar gentagelse af tidligere perioders tanke- og billedverden rammet ind af ordmageri og et søgt billedsprog (den safavidiske eller indiske stil).

I midten af 1700-tallet brød digterne med safavidestilen, søgte tilbage til Khorasani- og Iraqistilen, og efter den konstitutionelle revolution (1905-1911) tilføjedes digtningen nye temaer som fx patriotisme, nationalisme samt politisk og social satire, ligesom også et mere dagligdags sprog indfandt sig.

Med Nima Yushidj i 1920'erne så den moderne poesi, she'r-e now, dagens lys. Denne retning, som brød radikalt med det traditionelle poetiske formsprog og indlod sig på ethvert emne, slog dog først for alvor igennem omkring anden verdenskrig (se nedenfor), hvor en af hovedfigurerne var digterinden Forough Farrokhzad.

Prosa (perioden 900 til omkring 1900)

I perioden år 900 til år 1900 fylder prosaen i persisk litteratur langt fra så meget som poesien. Dens opblomstring begynder først i begyndelsen af 1900-tallet.

Medregner man imidlertid de tidlige historiske værker fra 900- og 1000-tallet – der indeholder et vist element af fiktion – i litteraturhistorien, begynder prosalitteraturens udvikling nogenlunde samtidig med poesien. Repræsentanter for denne litteratur er historikerne Bal'ami, Gardizi og Beyhaqi. Fra samme periode stammer også den første rejsebeskrivelse forfattet i prosa af Nâser-e Khosrow.

Også nogle af de klassiske digtere nævnt ovenfor har skrevet prosa. En af disse er Sa'di i værkerne Bustân (1257) og Golestân (1258).

Uden for finlitteraturen findes der i den lange periode fra år 900 til år 1900 en del folkelige fortællinger, parabler og andre moralske fabler (hekâyât), hvoraf nogle er overleveret til nutiden i skriftlig form, mens sikkert mange kun er blevet genfortalt og overleveret mundtligt. Nogle af disse fortællinger er oversat til dansk af Jes P. Asmussen i Persiske eventyr og historier, Dafolo, 1987. Hertil kommer religiøs litteratur – i Iran især om de shiitiske imamer, og særligt om Imam Hoseyn – der indgår i den skriftlige prosalitteraturs historie.

Mod slutningen af 1800-tallet, efter trykpressens indførelse i Iran, finder man en del prosaværker i forskellige genrer, der hovedsageligt indeholder kritik af den despotiske iranske shah, islam og de religiøse ledere, nationalistiske ideer og opfordring til ændring af styreformen i en demokratisk retning. Samtidig kommer også de første persiske oversættelser af europæiske romaner, der indvarsler nye genrers ankomst til Iran: romanen, novellen, dramaet og en ny poesi.

Irans moderne litteratur (år 1900 til i dag)

Poesien, 1900-1979

Den klassiske poesis former og genrer fra fortiden levede videre ind i 1900-tallet, men allerede i begyndelsen af århundredet fik den et ekstra nyt, mere politisk indhold. Under den konstitutionelle revolution (1905-1911) kom poesien til at fylde en del i de mange aviser og tidsskrifter, der skød op i samtiden, og det var med kritik af både sociale, økonomiske og politiske forhold.

Det egentlige nybrud kom med ovennævnte Nimâ Yushij omkring 1920, hvor hans digte til det læsende publikums overraskelse – og en del gange til deres forfærdelse – fraveg den traditionelle poesis genrer, metre og rimskemaer. Hertil kom så, at Nimâ Yushijs digte både blev meget mere personlige, om digterjeget, en tidligere tiders poesi, og kunne være politiske. Denne nye poesi, she'r-e now, slog ikke igennem med det samme, sikkert pga. en stor modstand fra tidens konservative litterære parnas. I stedet for herskede frem til omkring 1940 "den klassiske stil", hvor en af denne traditions repræsentanter var Parvin E'tesâmi, den første førende kvindelige poet i 1900-tallet, som nok først blev helt anerkendt som sådan efter sin død i 1941.

Nimâ Yushij-traditionen, she'r-e now, blev om ikke den førende så en lige så stærk tradition fra 1940'erne og frem med digtere som Forugh Farrokhzâd, Ahmad Shâmlu, Mehdi Akhavân-e Sâles, Sohrâb Sepehri og Nâder Nâderpur.

Der er en tendens til at dele den moderne iranske poesi op i to retninger, den traditionelle – med faste rim, metre og genrer – og den nye mere politiske, subjektive retning uden et traditionelt formsprog. De to retninger løber dog af og til sammen hos de forskellige betydningsfulde digtere. Gode eksempler på dette er digterne Simin Behbahâni, Hushang Ebtehâj og Fereydun Moshiri.

Overordnet om poesien kan det siges, at den klassiske poesi fra år 900 til år 1500 – samt dennes formsprog – også i 1900-tallet har været meget betydningsfuld for og elsket af både litterater og lægfolk frem til i dag; og at "Den ny poesi", she'r-e now, er blevet en stærk tradition med sine tilhængere, nok især blandt litterater, men endnu ikke har fået samme kulturelle betydning for iranerne som fortidens poesi.

Romanen, 1900-1979

Romangenren lagde i begyndelsen af 1900-tallet ud med teknisk set svage historiske romaner – af og til med en nationalistisk tone. Forskellige forfattere søgte at finde en historisk identitet og en mønsterstat i både det præislamiske og islamiske Irans fortid. I samme periode og op til 2. Verdenskrig kom der socialrealistiske værker til om storbyens inferno, om kvinders kritisable situation i det iranske samfund, om administrativ, moralsk og politisk korruption, om despotisme og om det dekadente borgerskab. Disse romaner var teknisk set også svage med undtagelse af Sâdeq Hedâyats Den blinde ugle (1937, på dansk i 1989), der dog nok ikke kan betegnes som en egentlig roman, men snarere er en novellette eller to noveller, der spejler sig i hinanden. Den første teknisk stærke roman er Bozorg 'Alavis Cheshmhâyash fra 1952 (oversat til engelsk som Her Eyes, University Press of America, 1989). Romanen er på en og samme tid et psykologisk portræt af den kvindelige hovedperson, den kunstmaler hun forelsker sig i, og de trange politiske forhold under Rezâ Shâh Pahlavi (1925-1939).

Efter 2. Verdenskrig og frem til den iranske, islamiske revolution i 1979 blomstrede romangenren op, og såvel den realistiske, den naturalistiske, den psykologiserende som en bredere samfundsbeskrivende roman fandt fine udtryk. Den socialrealistiske, samfundskritiske roman dominerer i litteraturhistorien med navne som Sâdeq Chubak, Jalâl Âl-e Ahmad, der også skriver allegoriske romaner, Ahmad Mahmud, Gholâm Hoseyn Sâ'edi, Bahrâm Sâdeqi, Ebrâhim Golestân, Hushang Golshiri, Esmâ'il Fasih samt Mahmud Dowlatâbâdi. Inden for den genre findes også kollektivromanen repræsenteret ved 'Ali-Mohammad Afghâni og Simin Dâneshvar, hvor sidstnævnte er den førende kvindelige prosaist før 1979. Den nok mest humoristiske, satiriske (og samfundskritiske) roman er skrevet af Iraj Pezeshkzâd og handler om iranernes kærlighed til konspirationsteorier.

Ikke alle romaner fra perioden var socialrealistiske. Både den kvindelige forfatter Shahrnush Pârsipur og lige nævnte Gholâm Hoseyn Sâ'edi eksperimenterede med magisk realisme, og Pârsipur samt ovennævnte Chubak, Sâdeqi og Golshiri har alle eksperimenteret med formsproget, bl.a. med stream-of-consciousness-formen.

Novellen, 1900-1979

Novellegenren havde en god optakt i 1921/22 med Mohammad 'Ali Jamâlzâdes novellesamling med titel efter eventyrformlen Der var engang (Yeki bud-o yeki nabud), som med sin samfundskritiske realisme, kritik af religionen og de religiøse ledere, satire og sit ligefremme og mundrette sprog gjorde stort indtryk på samtiden og eftertidens forfattere. Hedâyat skiller sig særligt ud ved også at skrive kafkaske noveller, hvor individets fremmedgørelse over for det omgivende samfund er tydelig, og hvor "virkeligheden" har rod i menneskets bevidsthed og ikke i den ydre fysiske verden.

Bl.a. ovennævnte Sâdeq Hedâyat, Bozorg 'Alavi og Jalâl Âl-e Ahmad førte den realistiske og samfundskritiske novelle videre og tilførte den momenter af naturalisme, eksistentialisme og påvirkning af Freud. Efter disse forfattere fulgte fra 1940'erne og frem en lang række novellister, der slog ind på samme vej. Disse novelleforfattere er næsten identiske med romanforfatterne nævnt ovenfor, men to yderligere tendenser i tiden skal nævnes. Jalâl Âl-e Ahmad – mod slutningen af sit liv – og Hushang Golshiri skiller sig ud ved at skrive noveller, der ser religionen islam og dennes historie i Iran som et værdifuldt identitetsdannende, kulturbærende fundament, der nok kan være negativt udnyttet af både religiøse og verdslige ledere, men som også har en potentielt frigørende kraft i sig. Simin Dâneshvar er heller ikke fjern fra en lignende tolkning af islam og tradition, men har i sine noveller et særligt fokus på kvinders forhold i et Iran, der op gennem 1900-tallet befinder sig i en konflikt mellem moderniteten og traditionen. I Dâneshvars noveller – og romaner – kan man læse et budskab om kvindens frigørelse og ligestilling med manden, dog inden for traditionens ydre rammer.

Dramaet, 1900-1979

Det litterære drama efter europæisk forbillede introduceredes i sidste halvdel af 1800-tallet med oversættelser af Shakespeare og franske skuespilforfattere fra oplysningstiden, eksempelvis Moliere, og sidstnævntes oplysningsfilosofi og samfundskritik fik stor indflydelse på de tidligste iranske skuespil fra begyndelsen af 1900-tallet. To af disse, skrevet af Hasan Moqaddam, er oversat til dansk af Arthur Christensen i To iranske Komedier fra Kadjarernes Tid, København 1938, hvoraf den første satiriske komedie har meget til fælles med Holbergs Erasmus Montanus.

Efter en længere periode med svingende kvalitet tog genren et opsving i 1960'erne med Bahrâm Beyzâ'i og Gholam Hoseyn Sâ'edis moderne (absurde) dramaer, der især indeholder social og politisk kritik men også eksistentialistiske temaer.

Den litterære udvikling efter den iranske, islamiske revolution i 1979

Generelt om perioden

Den iranske, islamiske revolution i 1979 og den efterfølgende iransk-irakiske krig – krigen især for romangenren – kom til at spille en betydelig rolle for det litterære miljø i Iran, der nu kom til at hedde Den Islamiske Republik Iran.

Censuren under Pahlavi-shaherne havde været hård og særligt rettet mod politisk kritik i litteraturen, men i den nye islamiske republik blev den endnu hårdere, da alt, som censuren anså for at være uislamisk i de litterære værker, kunne blive censureret. Dette gjaldt både kritik af religionen og de religiøse ledere og erotiske eller amourøse emner. Hertil kom så, at det nye styre oprettede en egentlig statsstyret eller statssponseret forlagsvirksomhed, hvor forfattere med gode forbindelser til styret kunne og kan publicere, mens de såkaldte frie forfattere måtte og må publicere på det frie marked, hvor mangel på penge, undertiden også mangel på papir, samt den skrappe censur udgør store forhindringer for almindelig forfatter- og publikationsvirksomhed. De seneste årtiers mulighed for at publicere på nettet har ganske vist lettet de iranske forfatteres adgang til læserne, men også internettet er censureret i Iran.

Som konsekvens af ovenstående er en del iranske forfattere enten rejst i eksil eller publicerer på persisk – eller et andet sprog – i udlandet. Eksempler på nulevende forfattere i eksil er Moniru Ravânipur, Shahrnush Pârsipur, Amir Cheheltan og Shahriâr Mandanipur. En prominent nu afdød forfatter, Hushang Golshiri publicerede både i og uden for Iran efter 1979, og et af hans seneste, centrale værker, King of the Benighted, blev publiceret første gang i en engelsk oversættelse under pseudonym. Nogle af de ældre forfattere, der også skrev før 1979, har kunnet fortsætte deres forfattergerning efter 1979. Dette gælder fx Simin Dâneshvar, Simin Behbahâni, Mahmud Dowlatâbâdi og Fereydun Moshiri.

I forhold til perioden før 1979 har perioden efter 1979 set en stor stigning i kvindelige forfattere, der også er blevet oversat til flere udenlandske sprog. En af disse forfattere er Zoyâ Pirzâd. I det hele taget er der de sidste årtier oversat en hel del persisk litteratur til især vestlige sprog (se under ”kilder”), ligesom nogle iranske forfattere i eksil skriver om Iran eller iranere på både persisk og det sprog, der tales og skrives i eksilet. Gode eksempler herpå er Goli Taraqqi og ovennævnte Amir Cheheltan.

Poesi efter 1979

Det er svært at give et overblik over den iranske poesi efter revolutionen, da der udgives nye digte næsten hver dag, i antologier, tidsskrifter, aviser og på nettet, af tusindvis af digtere og digterspirer. Den enkleste og noget forsimplede måde at give et overblik på er at dele digterne op i de frie, af staten uafhængige digtere og de statssponserede.

De uafhængige digtere er for de flestes vedkommende af Nimâ-skolen og digter i frie, urimede vers. Dog findes der i denne gruppe også digtere, som følger den klassiske, persiske poesis bundne versform men med et nyt indhold, som man finder det hos den ældre foregangskvinde Simin Behbahâni. Inspiration udefra er der også kommet til Iran, og især den japanske haiku-digtning har vakt genklang blandt iranske digtere. Temaerne i digtningen er vidt forskellige, fra det nære liv, over politisk, social og kulturel kritik, inklusive kritik af kønsdiskrimination i samfundet og kritik af de mange ofre Iran-Irak-krigen bragte. Der findes også en naturromantisk strømning i den nyeste digtning, der af nogle kritikere ses som en form for eskapisme. Sohrâb Sepehri nævnes af og til som inspirationskilde til denne digtning.

De statsstøttede digtere følger oftest den klassiske, persiske poesis versformer; men også i denne gruppering findes der digtere, som anvender frie, urimede vers. Denne gruppe, som har staten som mæcen, bestræber sig på at give deres digte et moralsk og etisk didaktisk indhold i stil med de gamle mestre som fx Sa’di. Den øverste religiøse og politiske leder ’Ali Khâmene’i, selv en håbefuld digter, holder hvert år en digteraften med de digtere, der har udmærket sig på det område, som Khâmene’i har kaldt ”poesi i de revolutionære, islamiske måls tjeneste”. Ikke alle i denne gruppering er forblevet udelt begejstrede for at stå i revolutionens og statens tjeneste, hvilket den ellers i tidligere tid revolutionstro digter Tâhere Saffârzâde er et godt eksempel på.

Prosaen efter 1979, novelle, roman og drama

Især romanen – men også prosaen generelt – har i slutningen af det 20. og i begyndelsen af det 21. århundrede vundet frem blandt de iranske læsere på bekostning af den ellers fejrede storgenre poesien. Den socialrealistiske, samfundskritiske roman – så kritisk som censuren tillader – dominerer nok billedet af romaner fra Iran, men det er langt fra den eneste romantype, der skrives efter 1979. Der eksperimenteres med formen, hvor både stream-of-consciousness-teknik og magisk realisme optræder side om side med romaner i den realistiske fortællestil.

Mange temaer er på spil i romanen, men i perioden kan man med lidt forsigtighed nok nøjes med at identificere tre større temaer: krigen mod Irak, identitetshistorie samt kvindefrigørelse, hvor de to sidstnævnte temaer har en vis overlapning.

Romaner om Iran-Irak-krigen, 1980-1988, kan deles op i to grupper: de romaner, som hylder krigen og oftest er statssponserede, og de frie forfatteres romaner, som også stiller sig kritisk til både krig og styrets retorik omkring denne. Sidstnævnte gruppe består af såvel ældre, erfarne romanforfattere som Esmâ’il Fasih i Zemestân-e 62 (”Vinteren ’83”, 1985) og Ahmad Mahmud i Zamin-e sukhte (”Brændt jord”, 1982), som yngre forfattere, af hvilke kan nævnes Ahmad Dehqâns Safar be gerâ-ye 270 dareje (1996) og Habib Ahmadzâdes Shatranj bâ mâshin-e qiyâmat (1996). Sidstnævnte to, hvis forfattere begge deltog i krigen, er oversat til engelsk med gode forord af Poul Sprachman som Journey to Heading 270 og Chess with the Doomsday Machine. Krigen er også tydeligt tilstede i Hushang Golshiris King of the Benighted og i Shahriâr Mandanipurs ’Aqrab-keshi (2020, engelsk version med titlen Moon Brow, 2018), uden at disse er egentlige krigsromaner.

Romaner med temaet ”identitetshistorie”, forstået som værker omhandlende kortere eller længere tidsperioder i 1900-tallets Iran med det formål at tolke samtidens kultur og samfunds karakter, er repræsenteret i en del romaner. Mahmud Dowlatâbâdis mange romaner beskriver udviklingen i livet på landet og blandt nomader, Ghazâle Alizâdes roman Shabhâ-ye Tehrân (1999, oversat som The Nights of Tehran) handler om en livstræt og rådvild generation af iranere, der lader livet passere sig forbi, og Nâhid Tabâtabâ’is roman Âbi va surati (”Blå og lyserød”, 2004, de tre første kapitler oversat i Broen – litterære billeder fra Mellemøsten, 2006) følger fire generationer af iranske kvinder, der op gennem 1900-tallet vinder i styrke og betydning for så, i romanens slutning, at lide nederlag til revolutionen i 1979. Endelig skal nævnes Amir Cheheltans Tehrân, shahr-e bi-âsemân (2002, tysk udgave Teheran, Stadt ohne Himmel, 2012), der følger de politiske og sociale udviklinger i Teheran gennem det meste af 1900-tallet med en bandit og bølle, Karâmat, som hovedperson og prisme. Identitetshistorie-temaet overlapper med både kvindefrigørelses-temaet og den sociale kritik hos eksempelvis Fattâne Hâj Seyyed Javâdi og Moniru Ravânipur.

De mange kvindelige forfattere, der kom til efter 1979, har sat deres tydelige fingeraftryk på romanproduktionen. Simin Dâneshvar og Shahrnush Pârsipur skrev allerede før revolutionen om kvinder og kvindefrigørelse, og fortsatte med dette efter, hvor særligt Pârsipurs hybridroman Kvinder uden mænd (1989, dansk oversættelse 2019) står stærkt i billedet. Senere kom der flere til, og særligt i slutningen af sidste århundrede og i begyndelsen af det 21. har kvindelige romanforfattere vundet læsere og international opmærksomhed ved at skrive om kvindelivet. Her skal blot nævnes Zoyâ Pirzâds Cherâqhâ-râ man khâmush mikonam (2001, engelsk oversættelse 2012) og Parinush Sani’i, hvis roman om en kvindes liv og kamp for frigørelse i tiden lige før og efter revolutionen, Sahm-e man (”Min lod”, 2003), har fået stor betydning i iransk litteraturhistorie. Romanen er oversat til engelsk som The Book of Fate, 2013 og i en dansk version af den engelske.

Novelleforfatterne er stort set identiske med romanforfatterne, men novellen – eller snarere ”kortprosa-genren” – har udviklet sig hurtigere end romanen i perioden efter 1979. Shahrnush Pârsipur var den første til at udnytte den magiske realisme til fulde i nogle af sine noveller, hvor det magiske rum ofte bliver til et sted, hvor ting kan gøres og siges af kvinder uden for en mandsdomineret, virkelig verden. Shahriâr Mandanipur introducerede læserne til en subtilt fremstillet psykologisk virkelighed, hvor man skal følge godt med i novelleteksten for at forstå, hvad der foregår i og mellem teksternes personer – ligesom det jo ofte er tilfældet med psykologiske forhold i den almindeligt levede verden. Zoyâ Pirzâd var den første til at skrive meget korte tekster, der snarere er snapshots af liv og skæbner, end de er noveller. Temaet hos hende er ofte kvindeskæbner, skæbner der er dømt til et monotont hjemmeliv, og som ikke kan eller vil bryde ud af monotonien.

Især hos den yngste generation af forfattere ser man de seneste udviklinger inden for kortprosagenren, især båret frem af de mange litterære blogs og chatrooms, der findes i det store internetpublikum i Iran. Publikationer på nettet har promoveret den såkaldte flash fiction, ultrakorte tekster, øjebliksbilleder i prosa, der nok ikke lever så længe på nettet, men dog også er udgivet på papir. Regimestøttede publikationer med hyldest til den iransk-irakiske krigs helt og revolutionen har også benyttet sig af flash fiction-genren. Endelig skal det nævnes, at man hos de yngre novelleforfatteres værker ser en ny intertekstualitet, hvor referencerne ikke kun er til anden iransk litteratur, film, mm., men også, og især, er til omverdenens litterære hovedværker, storfilm, teater, etc. Den iranske novelle, kortprosagenren, er således til en vis grad blevet globaliseret.

Dramaet opført på teatre har haft meget vanskelige vilkår efter 1979. I perioden under krigen lå teatrene næsten stille, og fra 1990 frem har også dramaet måttet tilpasse sig censuren. Der er dog skrevet skuespil i perioden, især psykologiske dramaer, hvor konflikter mellem generationernes verdenssyn og ideologier er i centrum. Uden for Iran er der også skrevet skuespil, oftest til det politiske teater. Forfatteren Sâ’edi skrev før sin død (1985) i eksilet i Paris skuespil kritiske over for krigen mellem Iran og Irak samt det nye islamiske styre.

Kilder

  • Claus V. Pedersen, “Iran”, i Verdenslitteraturer – Introduktion til litteraturen uden for Europa, red. af Mads Rosendahl Thomsen, Tore Rye Andersen, Jakob Ladegaard, Aarhus Universitetsforlag, 2019, ss. 301-326
  • Ehsan Yarshater (red.), Persian Literature, Biblotheca Persica, New York, 1988
  • Fatemeh Shams, A Revolution in Rhyme – Poetic Co-option under the Islamic Republic, Oxford, 2021
  • J.T.P. de Bruijn (red.), General Introduction To Persian Literature, I.B. Tauris, 2009
  • Houra Yavari et al. "Fiction." In Encyclopedia Iranica, Vol. IX, edited by Ehsan Yarshater, Bibliotheca Persica, New York, 2000
  • Laetitia Nanquette, Iranian Literature After the Islamic Revolution – Production and Circulation in Iran and the World, Edinburgh University Press, 2021

Antologier med litteraturhistoriske forord

  • Ahmad Karimi-Hakkak, An Anthology of Modern Persian Poetry, Westview Press, 1978
  • Claus V. Pedersen (red.), Ørkenrosen – Og andre noveller fra Mellemøsten, Museum Tusculanums Forlag, 2003, ss. 173-238
  • Elli Dehnavi et al. (red.) Shades of Truth – Iranian Short Fiction of the Fifth Generation in Translation, Mazda Publishers, 2019
  • Heshmat Moayyad (red.), Stories from Iran – A Chicago Anthology 1921-1991, Mazda Publishers, 1992
  • Nahid Mozaffari & Ahmad Karimi-Hakkak (red.), Strange Times My Dear – The PEN Anthology of Contemporary Iranian Literature, Arcade, 2013
  • Shouleh Vatanabadi & Mohammad Mehdi Khorrami (red.), Another Sea, Another Shore – Persian Stories of Migration, Interlink Books, 2004

Eksterne links

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig