Molière står som en af verdenslitteraturens største komediedigtere, der løftede genrens realisme til et nyt, forbilledligt niveau. Som gældsplaget leder af en omrejsende teatertrup og senere som mål for kirkelige kredses nidkære anslag mod hans værker var hans eget livsløb mindre lystigt. Han blev dog forlystelsesarrangør hos Ludvig 14. Maleri fra 1660 af Charles Lebrun. Pusjkin-museet i Moskva.

.

Molière, egl. Jean-Baptiste Poquelin Molière, 15.1.1622 (dåb)-17.2.1673, fransk komediedigter. Molières skuespil er fransk komediedigtnings fornemste adkomst til verdenslitteraturen.

Hans værk spænder fra gøgl og rene fjællebodsløjer til eksistentiel digtning om menneskets forhold til dets omverden.

Udgangspunktet er den unge Molières hang til de skrå brædder frem for det jurastudium, faderen ønskede for ham. Som skuespiller turnerede han med familien Béjarts trup, hvis førende spiller nok var Madeleine Béjart.

Efter store økonomiske problemer, der en overgang bragte ham i gældsfængsel, dannede Molière sammen med bl.a. Béjart-familien truppen l'Illustre Théâtre, som han turnerede med i den franske provins i årene 1645-58.

Repertoiret var farcer af ældre fransk tradition, men også de italienske maskekomedier gav inspiration og blev håndfast udnyttet, ligesom Molière selv begyndte sin produktion af stykker med enkelte farcer og små komedier. Samtidig optrådte han, med mindre held, i tragediegenren, især Pierre Corneilles skuespil.

Det store gennembrud kom i 1659, da truppen i Paris fik lov til at spille for de kongelige. Her opførte Molière sin satiriske komedie Les précieuses ridicules (da. De ziirlige Damer, 1786).

Han vandt kongens gunst, og trods kraftig modstand fra flere sider, ikke mindst kirkelig, skrev han i det følgende tiår en perlerække af uovertrufne komedier, især L'École des femmes (1662, da. Fruentimmerskolen, 1724) om kvindens lod i ægteskabet og om kærlighedens og ungdommens sejr over mandsvældet; Tartuffe (1664, fuldført i 1669, da. 1724), der med sin skildring af religiøst hykleri vakte de gejstliges stærke vrede; Dom Juan (1665, da. 1778) om fritænkeren og forføreren; og endelig Le Misanthrope (1666, da. 1749), som med høj humor og ironi viser dilemmaet for den, der på samme tid elsker sandheden og en yndig kvinde med lidt andre idealer.

Udvalgte værker

  • L'étourdi, ou Les contre-temps (1653, Fusentast eller Den som fordærver god Leeg, 1723)
  • Les précieuses ridicules (1659, De latterlig peene Jomfruer, 1786, senere De ziirlige Damer)
  • L'École des maris (1661, Mændenes Skole, 1783)
  • L'École des femmes (1662, Fruentimmerets Skole, 1724, senere Fruentimmerskolen)
  • Tartuffe, ou L'imposteur (1664, Tartuffe eller Den Skinhellige, 1724)
  • Dom Juan, ou le Festin de pierre (1665, Don Juan eller den Ugudelige, 1778, senere Dom Juan)
  • La Princesse d'Elide (1665)
  • Le Médecin malgré lui (1666, Doktoren mod sin Villie, 1842)
  • Le Misanthrope (1666, Misantropen, 1749)
  • Amphitryon (1668, da. 1724)
  • L'avare (1668, Comoedie om Gamle Jens Gnier eller Pengepuger, 1724, senere Den Gerrige)
  • Le Bourgeois gentilhomme (1670, Comoedie om den høy-adelige Borger-Mand, 1725, senere Den adelsgale Borger)
  • Les Fourberies de Scapin (1671, Scapins Skalkestykker, 1787)
  • Les Femmes savantes (1672, De lærde Damer, 1863)
  • Le malade imaginaire (1673, Den indbildt Syge, 1747)

Kampen mod de kirkelige kredse skal ses på baggrund af stærke religiøse brydninger i Frankrig 1600-t. igennem.

Med titelrollen i Tartuffe udleverer Molière frygtløst den religiøse hykler og magtmennesket i én og samme person. Det blev ham aldrig tilgivet, i særdeleshed da Molière fremturede året efter med Dom Juan, hvis trosbekendelse lyder, "at to og to er fire".

Inspirationen til sin voldsomme produktion, der var nødvendiggjort af materielle problemer for truppen, fandt Molière bl.a. i den italienske komedietradition og i franske middelalderlige farcer og fortællinger.

Men også klassiske forlæg som Plautus og Terents blev brugt. Her kan nævnes L'avare (1668, da. Den Gerrige, 1724), der i øvrigt blev opført ved åbningsforestillingen, da teatret i Lille Grønnegade i København lagde ud i 1722.

Ud over farcerne og de "store" komedier skrev og spillede Molière inden for flere forskellige genrer: ballet-komedier (fx Le Bourgeois gentilhomme, 1670, da. Den adelsgale Borger, 1725), galante komedier (La Princesse d'Elide, 1665) eller den beåndede gudekomedie Amphitryon (1668, da. 1724).

Livskraften i Molières teater udgår dels fra en ægte komik af folkelig inspiration, dels fra et sikkert dramatisk greb hos en forfatter, der selv kendte skuespillerens metier, og endelig, i de største af værkerne, fra en karakteranalyse, der når dybt ned i menneskesindet, både dets lystige og dets mere foruroligende sider.

Der er i adskillige personers næsten maniske fastholden ved deres idéer et element af ren galskab, ligesom den manipulation, som fx en Tartuffe kan øve over det meste af en familie, fortsat kan både undre og ængste.

Adskilligt er skrevet om Molières ulykkelige ægteskab med den noget yngre Armande Béjart, og man har ensidigt set de talrige hanrejfremstillinger i farcer og komedier som udslag heraf. Lidet overbevisende. Det forekommer mere interessant at sammenholde hele produktionens behandling af problemerne imellem de to køn.

Fra Fruentimmerskolens billede af den unge Agnès' vågnende kærlighed, da hun har mødt den rette, via dybtgående refleksioner over kærlighedens væsen (La Princesse d'Elide og Amphitryon) til Dom Juans forførerskikkelse og Misantropens på forhånd fejlslagne kærlighed arbejder Molière med sider af kærlighedens og ægteskabets væsen og med kvindens ret til kærlighed.

Gennemspilningen af disse temaer når langt ud over, hvad Molières egen biografi kunne give anledning til. Her har hans komediedigtning sit højdepunkt i psykologisk indsigt, menneskelig modenhed og dyb humor. Ligeledes fornemmes her hans frigjorte natursyn, formodentlig inspireret af bl.a. Pierre Gassendi.

Molière i Danmark

Molières sceniske skæbne har i Danmark været tæt knyttet til Ludvig Holbergs komedieproduktion og skabelsen af en dansk skueplads i 1720'erne. Holbergs positive syn på Molière har ikke været uden betydning for den franske komediedigters solide plads i det hjemlige repertoire.

Og op gennem 1900-tallet har fx Poul Reumert som indehaver af de betydeligste mandlige hovedroller givet Molière stor vægt i dansk teater, ligesom de vigtigste komedier adskillige gange er blevet nyoversat.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig