J.P. Jacobsen læser en novelle højt;. Gyldendal. Begrænset anvendelse

impressionisme - litteratur

Artikelstart

Impressionistisk stil i litteraturen — især den fortællende litteratur og især ca. 1870-1900 — er en række kunstgreb, der skal fremme illusionen om direkte, umiddelbar livsafbildning. Et af disse er at trænge den ordnende, forklarende og fordømmende "autoritative fortæller" tilbage og i stedet at skrive i scener. "Showing" er stærkere end "telling", mente man med den engelsk-amerikanske forfatter Henry James, og Herman Bang roste i 1890 den norske forfatter Jonas Lie for det samme: "De aldrig fortæller noget om noget. De viser os alt".

Endvidere kunne man beskrive ting og begivenheder, således som de sås og opfattedes af en fiktionsperson i situationen. Et eksempel er regnvejret i begyndelsen af J.P. Jacobsens novelle "Mogens" (1872). Ved at lægge synsvinklen hos eller tæt på en oplevende person udvikledes en fænomenologisk, evt. flimrende og "ulogisk" stil i stedet for en analytisk.

I én retning betød dette en ny suggestiv, sanserig og stemningsrig måde at repræsentere omverdenen på, hvad der også gav sig udtryk i periodens små prosalyriske genrer, fx hos Johannes Jørgensen, og i en side af tidens filosofi og psykologi (Ludvig Feilberg). Den litterære impressionisme kan næsten drukne en fortælling i sanseimpressioner.

I en delvis anden retning betød impressionisme en udvikling af måder at gengive personbevidsthed og tanker og følelser på: Indre monolog dyrkedes, og stream-of-consciousness (bevidsthedsstrøm) blev opfundet af franske og tyske forfattere omkring 1890.

I denne henseende peger den litterære impressionisme til dels i samme retning som tendenser i samtidens psykologi hos Henri Bergson og Sigmund Freud. Den litterære impressionisme har været et væsentligt ferment også i 1900-t.s roman og novelle.

I litteraturkritikken taler man om impressionisme, når kritikeren — gerne bevidst — afviser teoretiske forståelses- og begrebsapparater og i stedet søger at møde digterværket med sin "umiddelbare" fantasi, indføling og associationsdygtighed (inkl. litterære associationer).

Resultater varierer fra det rent subjektive dilettanteri til en dybtloddende og inspireret digtning over digtning. Fremtrædende repræsentanter i fransk kritik var Jules Lemaître og Anatole France omkring 1890, i Sverige Oscar Levertin, i Danmark Paul V. Rubow i hans senere fase fra omkring 1940. Denne type kritik er almindelig i dagbladskritik.

Læs videre om impressionistisk musik.

Læs også om impressionisme generelt.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig