Johannes Jørgensen

Faktaboks

Johannes Jørgensen

Jens Johannes Jørgensen

Født
6. november 1866, Svendborg
Død
29. maj 1956, Svendborg

Johannes Jørgensen kritiserede i sin programartikel om symbolismen (1893) det moderne Europas fortvivlede Pilgrimstog mod det fuldkomne Samfunds forjættede Land. Selv havde han både metafysiske og jordiske rejsemål. Her ses den 76-årige forfatter siddende på sin rejsekiste i Dalum Kloster ved Odense umiddelbart før en rejse til Vadstena i 1943.

.

Taarnet. Titelbladet til de første seks numre af Taarnet (1893) skyldes maleren Mogens Ballin. Redaktøren, Johannes Jørgensen, hentede tårnsymbolet dels hos J.-K. Huysmans, som han skrev et essay om, og i hvis roman Là-Bas (1891) hovedpersonerne fører samtaler om kunst og religion i et klokketårn, dels fra tårnværelset i sin lejlighed på hjørnet af H.C. Ørsteds Vej og Kastanievej på Frederiksberg.

.

Artikelstart

Johannes Jørgensen var en dansk forfatter. Johannes Jørgensen drog som knap 16-årig fra fødebyen Svendborg alene til København for at blive student og læse videre, men opgav i 1888 studierne og levede resten af livet som rejsende journalist og fri forfatter, næsten altid med en skrøbelig økonomi. Han boede i Assisi i Italien 1915-1953 med undtagelse af ophold i Sverige og Danmark 1939-1946. Han boede i sit barndomshjem i Svendborg 1953-1956.

Fra ganske ung var Johannes Jørgensen en jernflittig læser, hvis indre og ydre oplevelser tog farve af hans læsning. Han var samtidig en utrættelig dagbogsskriver, der ved sin død efterlod sig ca. 1100 små hæfter med minutiøse (og monotone) iagttagelser af sig selv og af naturen.

I selvbiografien Mit Livs Legende (bd. 1-6, 1916-19; bd. 7, 1928; 2. fork. udg. 1-2, 1949) angiver Johannes Jørgensen sine medfødte grundtræk: længsel efter det svundne, trang til erkendelse af sandhed og forkærlighed for oprør og normbrud. Faust og Ahasverus er hans foretrukne kulturtyper, indtil han smager sødmen ved at underkaste sig en absolut autoritet og erkender, at han ikke duer til andet end at være kristen.

Første del af forfatterskabet bearbejder især tre momenter: flytningen til storbyen, det givende, men til sidst forliste venskab med ægteparret Stuckenberg og omvendelsen til katolicisme i 1896. Han begyndte som lyriker med samlingerne Vers (1887), Stemninger (1892) og Bekendelse (1894). Et hovedtema her er menneskets splittelse mellem kønsdrift og higen efter Gud og evigheden.

Victoriansk seksualangst danner baggrunden for fem små nutidsromaner (1888-94), hvor svage og uerfarne ynglinge møder hovedstadens fordærvede kvindekøn. Deres pinligt selvhudflettende bekendelser er ikke sjældent hentet ordret fra dagbøgerne. Romanerne savner episk linje og plastiske skikkelser; vennerne Sophus Claussen og Viggo Stuckenberg indlægges med replikker direkte plukket af samtaler og privatbreve. Styrken ligger i gengivelsen af hovedfigurernes sjælestemninger og naturindtryk.

Nogle månenatskapitler i Sommer (1892) slår fra registrerende realisme over i en symbolisme, som lader naturen blive ét med iagttagerens drømme — udtryk for både en fremmedhedsfølelse og en hjemvé, en indespærring i sansernes fængsel og en befrielse.

Er Johannes Jørgensens lyrik tit senromantisk og traditionel i tonen, står hans tidlige prosa, med et væld af præcist sansede detaljer uden centralperspektiv, på højde med tidens kunstneriske impressionisme og videnskabelige interesse for underbevidste og dulgte kræfter i sjælen. Et symbolistisk program bygget på en forvisning om, at verden bag tingenes tilsyneladende ligegyldighed er dyb og meningsfyldt, offentliggjorde Johannes Jørgensen i sit tidsskrift Taarnet (1893-94).

En ukærlig pamflet mod Stuckenberg, Livsløgn og Livssandhed (1896), kasserede Det Moderne Gennembruds individuelle lykkebegreb, hvortil Essays (1906) sluttede sig med påvisning af en litterær tendens i modsat retning af Georg Brandes' hovedstrømninger.

I sine sidste 50 leveår var Johannes Jørgensen berømt i hele den katolske kulturkreds. Katolicismen lærte den rigt begavede, men karaktersvage, altid påvirkelige og stemningsbevægede forfatter at bøje sig, at adlyde og at holde fast. Han gav sig til at skrive historisk og monumentalt om store katolikker, bl.a. i hovedværkerne Frans af Assisi (1907), Katerina af Siena (1915) og Birgitta af Vadstena (1941-43), der oversattes til adskillige sprog. De fik poetisk glød ved antydende paralleller til hans eget liv og ved de lyrisk indfølende landskabsbeskrivelser.

Selvom Johannes Jørgensen også udsendte rejsebøger og kønne digtsamlinger, var nyere dansk litteratur ham totalt fremmed. Han havde digterisk taget vejen fra Baudelaire, Edgar Allan Poe, J.P. Jacobsen og Holger Drachmann tilbage til middelalderens åndelige sang og folkevisen.

Katolicismen var for Johannes Jørgensen en viljesakt: ikke romantisk-germansk måneskin, men latinsk lys, ikke en æstetisk kuriositet, men en upoetisk virkelighed. En lignelse af ham fra 1898 priser de tunge modne druer fra det tålmodigt tjenende ægte vintræ, som den spraglede vildvin selvrådigt og oprørsk vokser sig bort fra — "dens golde Skønhed lærer Mennesket, at den, der river sig løs fra Vinstokken, ikke bærer nogen Frugt". Se også Johannes Jørgensens Hus og Johannes Jørgensen Selskabet.

Kommentarer (4)

skrev Ove Klausen

I artiklen linje 5 ff. står der, at Johannes Jørgensen boede fast i Assisi fra 1915 til 1939, og i sit barndomshjem fra 1953.
Nu står der godtnok, at han boede fast i Assisi i de nævnte år, og det er rigtigt, men han boede der også fra 1946 til 1953. I årene fra 1939 til 1941 boede han i Vadstena i Sverige, han boede i Gribskov i Danmark fra 1941 til 1942, i 1942 i Dalum og igen i Sverige 1942 til 1946 (Kilde: Johannes Jørgensen: Mit Livs Legende bind IV. Det Danske Sprog og Litteraturselskab. 2019).
Jeg vil derfor foreslå en anden formulering, så der ikke bliver et hul i kronologien fra 1939 til 1953, og så man ikke får det indtryk, at han ikke boede i Assisi efter 1939: "Han boede i Assisi i Italien 1915-1946 med undtagelse af ophold i Sverige og Danmark 1939-1946.

Midt i artiklen kaldes "Livsløgn og Livssandhed" en ukærlig pamflet mod Stuckenberg. Jeg synes ikke, det hører sig til i en leksikonartikel at bedømme en bog moralsk ved at kalde den ukærlig. I øvrigt er det rigtigt, at Johannes Jørgensen i bogen henviser til en oplevelse hos Ingeborg og Viggo Stuckenberg og citerer Ingeborg Stuckenberg - men uden at nævne det i bogen; det fremgår af hans erindringer. Så hvis bogen er vendt mod nogen, er det vel Ingeborg Stuckenberg. Men jeg synes ikke, man kan snævre bogen ind til at være skrevet mod en enkelt person, men bør nøjes med at skrive, at bogen kasserer Det Moderne Gennembruds lykkebegreb. For bogen er et opgør med et livssyn, ikke med en enkelt person.

svarede Jørgen Nørby Jensen

Mange tak for dine kommentarer. Vi har nu ændret oplysningerne om Johannes Jørgensens bosteder. Den anden kommentar vil vi lade en kommende fagansvarlig for dansk litteratur tage sig af.

skrev Ove Klausen

PS: Oplysningerne om Johannes Jørgensens bosteder 1939 til 1946 står side 464 ff. i nævnte kilde.

svarede Ove Klausen

Tak for hurtig respons. Og undskyld en skrivefejl. Men der skulle have stået, at han boede i Assisi 1915-1953 dog afbrudt af ... og det skal vel også med, at han bor i Svendborg i sit barndomshjem 1953-1956z

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig