Ahasverus

Ahasverus, Jerusalems skomager, Den evige jøde, jøden, der ifølge sagnet blev dømt af Jesus til at vandre evigt på Jorden, fordi han nægtede Jesus hvile ved sit hus under vandringen til Golgata. Fra europæiske 1200-talskrøniker stammer de ældste kendte beretninger om Pontius Pilatus' dørvogter, Kartaphilus, der skal have slået Jesus (jf. Luk. 22,63-64; Joh. 18,22) og som straf blev idømt den skæbne at leve, indtil Jesus kommer igen (måske en misforståelse af Joh. 21,20-23).

Krønikerne og bibelstederne er blandt forudsætningerne for et i 1602 af pseudonymet Chrisostomus Dudulaeus Westphalus udgivet skrift, hvori den i 1591 afdøde Slesvigbiskop Paulus von Eitzen fortæller om sit møde med Ahasverus i Hamburg i 1542. Her gøres skikkelsen definitivt til jøde og skomager og får navnet Ahasverus. Det blev omkring 1600 i Tyskland brugt som fællesnavn for jøder, sikkert inspireret af de Ahasverusspil, som jøderne ved purimfesten opførte for at mindes, hvordan Ester standsede Hamans forsøg på at udrydde jøderne i Perserriget; Ahasverus er i Esters Bog i Det Gamle Testamente navnet på hendes mand, perserkongen Xerxes.

Formentlig har beretningen fra 1602 haft et lokalt antisemitisk sigte, legitimeret af, at det er Jesus selv, der har udtalt dommen over jøden. Von Eitzen havde studeret i Wittenberg hos Luther, der i 1543 havde udgivet sit skrift mod jøderne. Siden er udtrykket Den evige jøde blevet anvendt i antisemitisk propaganda, bl.a. af nazisterne.

Beretningen fra 1602 udkom på flere sprog og blev en folkebog. Den ældste kendte danske oversættelse er fra 1631 og var medvirkende til, at Ahasverus blev den kendte sagnfigur, som i Danmark hyppigt kaldes Jerusalems skomager eller Den evige jøde. Om ham er bl.a. fortalt, at han er på størrelse med en sort høne og mosbegroet af ælde; det siges, at man ikke må lade en plov stå ude juleaften, for hvis Ahasverus kommer og hviler sig på den, vil intet gro i dens fure. Der findes en skillingsvise om Ahasverus, som følger folkebogen.

Romantiske digtere som Ingemann, Hostrup og Paludan-Müller har digtet mere eller mindre alvorligt om den hjemløse Ahasverus, ligesom H.C. Andersen har brugt motivet i sit dramatiske digt Ahasverus fra 1847. I nyere tid har fx Pär Lagerkvist og Kaj Munk brugt Ahasverusskikkelsen som motiv.