Taarnet. Titelbladet til de første seks numre af Taarnet (1893) skyldes maleren Mogens Ballin. Redaktøren, Johannes Jørgensen, hentede tårnsymbolet dels hos J.-K. Huysmans, som han skrev et essay om, og i hvis roman Là-Bas (1891) hovedpersonerne fører samtaler om kunst og religion i et klokketårn, dels fra tårnværelset i sin lejlighed på hjørnet af H.C. Ørsteds Vej og Kastanievej på Frederiksberg.

.

Taarnet, illustreret månedsskrift for kunst og litteratur, udgivet og redigeret af Johannes Jørgensen med otte numre 1893-94.

Taarnet var organ for en ung generation med tilknytning til symbolismen, udformet som manifest af redaktøren, i polemik mod naturalisten Edvard Brandes. Tidsskriftet var især franskorienteret, med oversættelser af bl.a. Charles Baudelaire og Stéphane Mallarmé, men også med interesse for fjerne landes og tiders digtning.

Danske bidragydere var bl.a. Sophus Claussen, Viggo Stuckenberg, Thor Lange, Sophus Michaëlis og malerne Mogens Ballin, Ludvig Find, Svend Hammershøi og Jan Verkade.

Med Johannes Jørgensens erklærede tro på en metafysik og overgang til katolicismen splittedes kredsen. Fotografisk optryk af Taarnet udkom 1981.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig