Faktaboks

Amir Hassan Cheheltan
Født
1956, Teheran, Iran
Amir Hassan Cheheltan
Amir Hassan Cheheltan fotograferet ved litteraturfestivalen Lit.Cologne i Køln, den 16. marts 2016.
Amir Hassan Cheheltan
Af /AP/Ritzau Scanpix.

Amir Hassan Cheheltan er en iransk roman- og novelleforfatter med international gennemslagskraft. Han har også skrevet kritiske artikler om sociale og politiske forhold i Iran og om Irans forhold til Vesten, bl.a. i Frankfurter Allgemeine Zeitung.

Amir Hasan Cheheltan blev født i 1956 i Teheran, hvor han voksede op og tog en uddannelse som elektroingeniør, som blev afsluttet i England.

Cheheltan debuterede i 1976 med novellesamlingen Sighe ('Midlertidigt ægteskab'), men mest kendte er hans mange romaner, der hovedsagelig er historiske, kulturelle og psykologiske portrætter af det samtidige Iran og iranerne. Et genkommende tema er brydningen mellem tradition og modernisering, hvor den autokratiske stat og religion spiller en rolle.

Cheheltans hovedværk er romantrilogien om Teheran i nyere tid. Kun den første roman Tehrân, shahr-e bi-âsemân ('Teheran, by uden himmel', 2001) er blevet tilladt udgivet i Iran af censuren, hvorfor de næste to udkom første gang på tysk, Teheran – Revolutionsstrasse ('Teheran – Revolutionsgaden', 2009) og Amerikaner töten in Teheran – Ein Roman über den Hass in sechs Episoden ('Drab på amerikanere i Teheran – En roman om had i seks episoder', 2011).

Teheran, by uden himmel følger en fattig dreng fra landet, Karâmat. Navnet kan betyde både ’storsind’ og ’mirakel’. Han stikker af hjemmefra og tager til Teheran, hvor han i begyndelsen klarer sig ved at sælge sin krop og senere kommer til at indgå som hårdtslående bølle og drabsmand i storbyens mafia. Romanen følger på ét niveau Karâmat gennem hans liv i byens kriminelle miljø og underklassen generelt, en underklasse der har bånd til både overklassen og forlystelseslivet. På et andet niveau følger romanen også Karâmat gennem skelsættende begivenheder i Irans historie, de allieredes besættelse af Iran i 1941 (det er en engelsk soldat, Karâmat sælger sin krop til – eller bliver voldtaget af – i romanens begyndelse), nationaliseringen af olien og det amerikansk ledede kup mod Mosaddeq i 1953, Mohammad Rezâ Shahs storhedsdrømme og hastige, overfladiske sekularisering af Iran i 1960'erne og 1970'erne og endelig den iranske, islamiske revolution i 1979. Det lykkes Karâmat at flyde ovenpå i hele denne periode ved at være kynisk og opportunistisk – han følger altid med sejrherren. Men han ender med at blive skudt og dræbt af en marxistisk dissidentgruppe efter revolutionen, hvor han har virket som fængselsinspektør i et af Den Islamiske Republik Irans fængsler for politiske fanger.

Cheheltan har flere gange frygtet for sit liv i Iran, hvorfor han i kortere perioder har levet uden for Iran. Mange af hans bøger er oversat til en bred vifte af andre sprog.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig