sufisme

Sufisme er en islamisk mystik, der opstod i 700-tallet som en asketisk reaktion mod umayyadekaliffernes tiltagende verdslighed. Med udgangspunkt i Koranens bud om at søge Gud gennem bøn, meditation og almisse udviklede askesen sig snart til en egentlig mystik, til dels under indflydelse af kristne eneboeres fromhed.

Faktaboks

etymologi:
Ordet sufisme kommer af arabisk sūf 'uld', sigtende til de første tilhængeres fattige dragt, og -isme.

Den kvindelige sufi Rabia al-Adawiyya al-Qaysiyya (d. 801) fra Basra betonede den rene, uselviske gudskærlighed uden tanke på løn eller straf og anslog dermed en grundtone i sufismen. I 800-tallet fremstod en række store sufimestre, som med dyb psykologisk og teologisk indsigt formede sufismen som en vej, der gennem flere stadier førte til enhed med Gud: omvendelse, askese, total tillid til Gud, tilfredshed, taknemmelighed, kærlighed og endelig som sidste stadium erkendelse.

Undervejs oplevede sufien glimt af Guds åndelige gaver kulminerende i forsvinden i enhed med Gud og forbliven, dvs. sufiens tilbagevenden til nøgternhed, men gennemglødet af enhedsoplevelsen. Al-Hallaj fra Persien udtrykte dristigt sin oplevelse med ordene "Jeg er Sandheden" (dvs. Gud), men blev anklaget for blasfemi og henrettet i 922. I 900- og 1000-tallet fremkom håndbøger i sufisme, som tjente til at gøre den acceptabel i ortodokse teologiske kredse.

Nyplatonsk påvirkning kan spores i Ibn Arabis (1165-1240) enhedsmetafysik og i al-Suhrawardis (d. 1191) tanker om sjælens rejse mod det rene lys. Begge fik stor indflydelse i senere sufisme. Især i Iran virkede sufismens følsomhed og erfaring af enhed mellem Gud og det skabte som en inspiration for en rig digtekunst.

Sufismen overleveredes fra mester til elev i et flerårigt discipelforhold, og der dannede sig skoler, som fra 1100-tallet udviklede sig til ordener, åndelige og sociale netværk, hierarkisk opbyggede og med hver deres traditioner og liturgi; især dhikr blev et væsentligt ritual. Med tiden optog de mange elementer fra tidligere religioner, herunder helgendyrkelse. De store sufimestre mentes at have del i guddommelig velsignelse (baraka) og dermed kraft til at gøre undere.

Valfarter til deres grave på deres dødsdag blev en del af folkelig islam, selvom konservative teologer fordømte dem. I moderne tid har staterne i den islamiske del af verden søgt at begrænse og kontrollere sufiordenernes indflydelse, men de har stadig tag i befolkningen.

I løbet af 1990'erne er sufismen gledet ind som en del af den euro-amerikanske religiøse subkultur. Dog ikke i sin sædvanlige former, men i varianter uden binding til bestemte mestre eller etniske grupper. I Skandinavien har flere kunstnere ladet sig inspirere af sufistiske traditioner.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig