Nimâ Yushij

Nimâ Yushij var den iranske digter, der lagde grunden til en hel ny, modernistisk poesi i Iran, en poesi der brød med fortidens poetiske sprog, hvad angår både form og indhold.

Nimâ Yushij var den ældste søn i en relativt velstående familie fra den lille by Yush i det nordlige Iran tæt på Det Kaspiske Hav. Han voksede op omgivet af en vild og uspoleret natur, hvilket kom til at præge hans poesi. I tolvårsalderen blev han sendt til den franske, katolske skole St. Louis i Teheran for at få den skolegang, han ikke kunne få i Yush. Efter endt uddannelse fandt Nimâ Yushij beskæftigelse i statsadministrationen og virkede som lærer i mange år, og det var først i en sen alder, at han kunne leve af sin digtervirksomhed. Det var Nimâs kone, ’Aliye Meftâh (gift 1926), der som lærer og skolebestyrer hovedsageligt forsørgede familien. Nimâ Yushij publicerede sine først digte i begyndelsen af 1920'erne, men vandt først anerkendelse tyve år senere. Hans digtes radikale forskellighed fra traditionel persisk poesi skabte både modstand og fjendtlighed på det litterære parnas, hvilket betød, at Nimâ Yushij måtte leve forholdsvis isoleret fra det litterære miljø indtil 1940'erne. Herefter blev Nimâ efterhånden anderkendt som faderen til ”den nye poesi” i Iran, she’r-e now, også kendt som she’r-e nimâ’i (”Nimâsk poesi”), og han har haft stor indflydelse på en række senere iranske digtere, heriblandt Ahmad Shâmlu, Akhavân-e Sâles, Forugh Farrokhzâd, Sohrâb Sepehri og Nâder Nâderpur.

Fra begyndelsen af den klassiske persiske poesi med Rudaki i 900-tallet og frem til begyndelsen af 1900-tallet var digtningen præget af faste rim- og rytmemønstre og udviklede et næsten lige så fast system af symboler og metaforer. Hertil kom, at den klassiske digtning oftest var upersonlig, dvs. handlede ikke om digterjeget, og gengivelsen af naturen var abstrakt og stiliseret. Alt dette blev der lavet om på i Nimâ Yushijs digtning, omend man genfinder den klassiske persiske poesis rim- og rytmemønstre i dele af Nimâs digterværk.

Nimâ Yushijs første digte er ”Fortællingen om det blege ansigt” (Qesse-ye rang-paride), ”Legende” (Afsâne) og ”Oh nat” (Ây shab) forfattet i 1921-1922 og publiceret året efter. I disse fastholder digteren klassisk poesis metre og rim, men gør digtene dybt personlige og anvender momentvis konkrete metaforer fra naturen til at spejle et individs, digterjegets, følelser og tilstand. I løbet af sit senere digterværk bevæger Nimâ sig længere væk fra den klassiske poesi formsprog og ”opfinder” sit eget.

Nimâ Yushij bliver også karakteriseret som digter, hvis digte afspejler kritik af sociale og politiske forhold – måske især fordi hans digte i 1940'erne udkom i det iranske kommunistpartis tidsskrifter. Det kan dog være svært at afgøre, om Nimâs såkaldt politiske digte afspejler en politisk situation eller digterjegets egen situation. Et eksempel er et digt fra begyndelsen af 1950'erne, hvor Iran er i konflikt med omverdenen og i splid med sig selv over nationaliseringen af olien. Er det denne situation, digtet referer til, eller er det digterjegets? Eller begge? Digtet hedder ”Mit hus er overskyet”, og dets første og sidste linjer lyder, som følger:

”Mit hus er overskyet

Og sammen med det er hele Jorden overskyet

Ned fra bjergpasset hvirvler

en modløs, trøstesløs og beruset vind

Hele verden er gjort modløs af den.

Oh fløjtespiller, du som fløjtens lyd har ledt bort fra alfarvej, hvor er du?

…

Og ad stier baner fløjtespilleren sig vej, spillende på sin fløjte,

I denne overskyede verden.”

Nimâ Yushij har også skrevet kortfortællinger, der overordnet set er en kritik af sociale, religiøse og politiske forhold med en didaktisk overtone.

Mange af Nimâ Yushijs digte er oversat til verdens større og mindre sprog. To digte af ham, ”Mit ståhjerte”, (Del-e fulâdam, 1953) og ”O mennesker” (Ây âdamhâ, 1941), findes oversat til dansk af Erik Stinus i Iran Grund Information 4, Moderne Digtning, Dansk Flygtningehjælp/Det Iranske Kulturcenter, 1992, ss. 19-22.