Faktaboks

Moniru Ravânipur
Født
25. juli 1952

Moniru Ravânipur er en af de prosaforfattere, der efter den iranske, islamiske revolution i Iran i 1979 for alvor satte de kvindelige forfattere på det iranske, litterære landkort.

Ravânipur blev født i en lille landsby, Jofreh, nær Bushehr ved Den Persiske Golf. Her voksede hun op i 1950erne blandt fattige fiskere i et meget traditionelt miljø. Senere fik hun en god uddannelse afsluttende med en bachelorgrad i psykologi fra Shiraz Universitet. Efter endt uddannelse rejste Ravânipur til Teheran og forfulgte en karriere som dramaturg og forfatter. Hun brød igennem med novellesamlingen Kanizu (Kanizu, 1988) og Ahl-e Gharq ("Folkene fra Gharq", 1990). Siden 2010 har Ravânipur boet og skrevet i USA, og fra debuten i 1988 frem til 2021 har hun udgivet adskillige novellesamlinger og romaner.

Ravânipurs værker er portrætter af og fortællinger om undertrykte folk. Hun skriver i mange tilfælde om iranere, der er placeret langt fra storbyerne, samt om kvinder, især piger og unge kvinder, der lider en hård skæbne i et mandsdomineret, iransk samfund. Stilen er mest realistisk, der dog afbrydes af poetiske passager og indslag af magisk realisme, hvor den magiske realisme ofte både er et udtryk for landbefolkningens overtro og for den fremmedhed, som den "moderne" byboer har over for den samme overtroiske forestillingsverden.

En del af Moniru Ravânipurs værker er oversat til vestlige sprog, især til engelsk, og på dansk findes der to oversatte noveller af hendes: "Den lange nat" (Shab-e boland, 1988), Syv Persiske Fortællinger, af Claus V. Pedersen og Mostafa Afshar Parsa, Rasaneh Forlag, 1995, pp. 129-140 og "Menow" (Menow, 1993), Ørkenrosen – Og andre noveller fra Mellemøsten, red. Claus V. Pedersen, Museum Tusculanums Forlag, 2003, pp. 198-203.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig