Nâser-e Khosrow

Nâser-e Khosrow var en iransk poet og prosaforfatter, hvis rejseberetning, Safar-nâme, fra anden halvdel af 1000-tallet er et tidligt hovedværk i Irans prosa-litteraturhistorie.

Nâser-e Khosrow var fra en velhavende, jordbesiddende familie i Qobâdhiyân i det nuværende Tadsjikistan. Han fik uddannelse og var ansat i administrationen i flere fyrstehuse, sidst i Merv i det nuværende Turkmenistan. I 1042 forlod han Merv og begav sig ud på en syv-årig rejse, der førte ham til bl.a. Jerusalem, til Mekka på pilgrimsrejse og til Cairo, hvor de ismailitiske Fatimider herskede. Det var enten her, at Nâser-e Khosrow blev omvendt fra sunni-islam til den ismailitiske udgave af shia-islam, eller også var han allerede omvendt før sin rejse, der blev en dannelsesrejse.

Forfatterens Safar-nâme bærer præg af ismailitiske synspunkter, men er ellers en nærmere beskrivelse af steder, begivenheder og samfund, alt sammen fortolket og vurderet af Nâser-e Khosrow. Herved bliver rejseberetningen også en vigtig kilde til forståelsen af 1000-tallets kultur og samfund i Mellemøsten og Nordafrika.

Nâser-e Khosrows rejsebeskrivelse er holdt i et ligefremt og for tiden ret tilgængeligt sprog, også for en nutidig iraner. Som den første rejsebeskrivelse har Safar-nâme dannet skole for de mange rejsebeskrivelser, der er udkommet siden og især fra år 1800 og frem – hvoraf en del ligesom Nâser-e Khosrows værk kan ses som en dannelsesfortælling, hvor forfatterens intellektuelle dannelse og modning fremgår.

Andre værker fra digterens hånd, prosa og poesi, med etisk, didaktisk og filosofisk indhold foreligger, dog sandsynligvis renset for ismailitiske træk af eftertidens kopister.

Nâser-e Khosrows Safar-nâme er oversat til engelsk som Nasir-i Khusraw's Book of Travels: Safarnamah, Bibliotheca Iranica, 2001 (paperback)