manikæisme

Mani stiftede de første manikæiske menigheder bestående af "udvalgte" og "hørere", missionerede i Perserriget og Indien og sendte missionærer ind i Romerriget, men mødte til slut modstand fra de zarathustriske præster og døde i fængsel (se biografien om Mani). Der blev indledt en forfølgelse af Manis tilhængere, der imidlertid forstod hans død som en frelsesbegivenhed og indstiftede Bema-festen til minde. Sisinnios, en af Manis disciple, blev bevægelsens leder og slog sig ned i Babylon. Manikæernes mission fortsatte i mange århundreder mod vest og øst; overalt søgte de at oversætte deres litteratur til stadigt nye sprog og at gengive deres grundlæggende mytologi med udtryk og navne fra de traditionelle religioner.

I Romerriget konkurrerede manikæerne med de kristne menigheder i forlængelse af Manis krav på at være Jesu Kristi apostel. Det var også derfor, at den unge Augustin af Hippo år 373 sluttede sig til manikæismen. Senere skulle han blive manikæismens største modstander, men manikæerne blev også bekæmpet af mange andre kristne biskopper og forfattere (se manikæisk litteratur). Manikæerne blev også forfulgt af de romerske kejsere, først Diokletian med et bevaret edikt fra 302, senere af de kristne kejsere.

I de europæiske dele af det tidligere Romerrige uddøde manikæismen sandsynligvis i 600-tallet, men den satte sig måske spor i den europæiske middelalder hos bogomiler, katharer og albigensere. Trods forfølgelser fortsatte manikæismen i lang tid med at eksistere i Perserriget og senere i kalifatet, hvor den først forsvandt i løbet af det 1000-1100-tallet.

Hovedsædet måtte til sidst flyttes fra Babylon til Samarkand, idet manikæerne mod øst fulgte Silkevejen ind i Centralasien og Kina. 762-840 var manikæismen statsreligion hos de tyrkiske uighurer i Centralasien. I Kina blev manikæismen ikke anerkendt som ægte buddhisme og også forfulgt, men den bed sig fast i Sydkina, hvor den fortsatte sin eksistens helt til begyndelsen af 1600-tallet, hvor den endelig assimileredes eller opløstes i buddhisme og folkereligion.

Manikæismens gnostiske karakter viser sig i den grundlæggende forestilling om, at sjælen er fængslet i et fremmed legeme, men kan forløses ved hjælp af en åbenbaret kosmologisk viden (gnosis) om, hvordan den blev bragt i denne tilstand. Den udmærker sig dog ved en radikal dualisme, der hævder to lige oprindelige principper, som ikke kan udledes fra hinanden: Lys og mørke, godt og ondt, der begge opfattes stofligt eller kvasi-materielt af manikæerne, skønt de kun bruger betegnelsen "materie" om mørket.

Den åbenbarede viden havde form af en lang fortælling eller myte, som forskningslitteraturen ofte kalder et system, men næppe med rette, da detaljerne altid varierer fra version til version. Typisk drejer myten sig imidlertid i grove træk om de to riger, lysets og mørkets, der kun i en enkelt retning grænsede op til hinanden. I mørkets rige herskede der en vedvarende borgerkrig og tumult mellem de dæmoniske kræfter, og i deres stadige bevægelse nåede de engang op i nærheden af det sted, hvor deres rige grænser op til lysriget, de fik øje på det skønne og lykkelige lys og blev straks grebet af et sådant begær efter at besidde det, at de indstillede deres indre kampe og forenedes under en enkelt leder.

I lysverdenen herskede imidlertid Lysfaderen eller Storhedens Fader, der kunne forudse, at mørket ville gå til angreb og kom det i forkøbet ved at kalde en emanation ud af sig selv, Urmennesket og dets fem sønner (dvs. æter, lys, vind, vand og ild), som drog ud til kamp mod mørkets rige, hvor de led et tilsyneladende fatalt nederlag. Urmennesket og de fem sønner kom i mørkets, materiens, vold; lys og mørke, det guddommelige og det djævelske, blandedes.

En række nye guddommelige emanationer fra Storhedens Fader tog imidlertid kampen op mod mørket; i første omgang koncentreredes indsatsen om at befri Urmennesket, og derfor måtte de fem sønner, som er sjælen, foreløbig efterlades i det mørke, som de var blevet blandet med. En af emanationerne, Den Levende Ånd, brugte imidlertid blandingen af lys og mørke til at skabe universet som en sindrig "lysbefrielsesmaskine", der i den grad skræmte mørkets magter, at de som modtræk skabte mennesket i det håb, at de derved kunne hindre, at sjælen blev befriet fra materien. Storhedens Fader sendte imidlertid Jesus, der åbenbarede hele sammenhængen for det første menneskepar, som dermed kunne begynde at tage kampen op mod mørket.

Gennem historien er der kommet udsendinge fra lysets verden til menneskene, og Mani er den sidste. Gennem den manikæiske kirke fortsætter derfor befrielsen af lyset, og til sidst vil universet bryde sammen, og lys og mørke skilt, som de var det i begyndelsen. Her kommer dog et særligt træk: Visse sjæle har syndet så meget, at de ikke mere kan skilles fra mørket og derfor må straffes evigt sammen med det. Til slut vil mørket derfor som straf blive sluttet sammen i en kugle (kaldet bōlos), med de fortabte sjæle udenpå som en slags skal.

Manikæerne forestillede sig, at den fængslede sjæl var spaltet i enkeltsjæle, der ikke kun var fængslet i mennesket, men i hele universet. Således pintes sjælene i træer, jord, vand osv. Etikken drejede sig derfor ikke kun om medmenneskelige forhold, men om ikke at såre sjælene i naturen, som man gjorde, når man høstede, spiste, badede og så fremdeles. Samtidig kunne de manikæiske udvalgte gennem et dagligt helligt måltid befri de sjæle, der var fængslet i fødevarerne, og gennem bøn og salmer sende dem videre til lysriget. Dette måltid identificerede manikæerne med den kristne nadver. De udvalgte skulle leve i streng askese, afholde sig fra enhver seksuel aktivitet, ikke bade, drikke vin eller spise dyrekød, ikke høste eller plukke føden, og heller ikke blive vrede eller udøve vold.

De laverestående hørere erhvervede sig skyld, fordi de ikke overholdt disse regler, men de erhvervede sig samtidig fortjeneste ved at passe de udvalgte og bringe dem føden som almisser. Gennem sjælevandring kunne hørerne selv blive udvalgte og dermed opnå frelse.

Modstanderne hævdede, at manikæernes kvasi-materielle forståelse af menneskesjælen implicerede en streng determinisme uden etisk ansvar, men sådan opfattede manikæerne det ikke selv. Tværtimod kredsede de om skyld og bod, som de særligt knyttede til den årlige Bemafest, der samtidig var en mindefest for Mani.

Vigtigst i deres kult var desuden faste, bøn og salmesang. De smukke og inderlige hymner i den koptisk-manikæiske Salmebog (se manikæisk litteratur) er således et vidnesbyrd om manikæernes billeddannende og religiøst grebne stil.

Et hovedtema i forskningshistorien har drejet sig om manikæismens karakter og religionshistoriske baggrund. Den oprindelige opfattelse var, at manikæismen var et kristent kætteri. Senere antog man inden for den religionshistoriske skole, at manikæismen udsprang af den iranske religionshistorie, og at tilknytningen til kristendommen var sekundær og rent taktisk. Fundet af Kölner Mani Codex viste imidlertid, at de kristne indslag hørte til manikæismen fra begyndelsen. Alligevel er der ikke opnået nogen konsensus om, hvilke religiøse traditioner der har være afgørende for udformningen af manikæismen.

• Mani (stifter af manikæismen)
• manikæisk litteratur
• Acta Archelai