Diokletian

Diokletian var romersk kejser i årene 284 til 305. Diokletian tjente sig op fra soldat til kommandant for livvagten og blev efter kejser Numerians død udråbt til kejser i Nikomedia. Efter at have besejret kejser Carinus i 285 anerkendtes han som rigets enekejser. Han tog imidlertid samme år vennen Maximianus til medregent, fra det følgende år som ligeberettiget kejser (augustus); dog beholdt Diokletian selv den ledende stilling, hvilket blev udtrykt ved, at de to stillede sig under beskyttelse af hhv. Jupiter og Hercules. Diokletian overlod Maximianus den vestlige rigsdel og opholdt sig selv i den østlige. Fra 293 havde de Constantius 1. og Galerius som medregenter (cæsarer), og dette firemandsstyre, tetrarki, sikrede kejserdømmets stabilitet i hele Diokletians regeringstid. Ved sin og Maximianus' abdikation i 305 sørgede Diokletian for, at tetrarkiet kunne fortsætte, idet de to cæsarer rykkede op som augusti, og to nye cæsarer, Maximinus Daia og Flavius Severus, udråbtes.

Under Diokletian gennemførtes en række reformer. Provinsernes antal øgedes ved deling af de større til ca. 100, som atter samledes i 12 dioceser. Også hæren og centraladministrationen voksede stærkt. Som grundlag for de rekvisitioner i naturalier, der nu var statens vigtigste indtægt, gennemførtes en matrikulering af hele riget, dels det dyrkede land (iugatio), dels arbejdskraften (capitatio). Mindre held havde Diokletian med en møntreform, og det blev i 301 nødvendigt at udstede et maksimalprisedikt, som dog ikke kunne standse den voldsomme inflation. I 303 genoptog Diokletian efter en lang toleranceperiode en restriktiv politik over for kristendommen i den sidste store forfølgelse; dog blev de strengeste forholdsregler kun håndhævet i den østlige rigsdel.