Cæsar fungerede som navn og titel på romerske kejsere.

Cæsar var oprindelig et cognomen (tilnavn) i den juliske slægt, og kejser Augustus overtog det fra sin adoptivfar Gajus Julius Cæsar. Senere kejsere i samme familiedynasti tog ligeledes naturligt Cæsars navn. Kejserne efter det Julisk-Claudiske dynasti, altså fra Galba og fremefter, tog dog navnet Caesar som en form for titel for at forbinde sig til Augustus og hans dynasti.

Cæsar blev også brugt som en titel, der udpegede kejserens efterfølger, og både Titus og Domitian, for eksempel, blev givet denne titel af deres fader, kejser Vespasian. I slutningen af 200-tallet opstod det tetrarkiske system, hvor der var to seniorkejsere, der havde titlen Augustus, og to juniorkejsere, der havde titlen Caesar.

Fra ordet cæsar stammer ordene for "kejser" på mange nutidige sprog, for eksempel det danske kejser, det tyske Kaiser og det russiske tsar.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig