Jalâl Âl-e Ahmad

Jalâl Âl-e Ahmad var en iransk forfatter, som i sin eftertid har haft stor indflydelse både litterært og politisk. Den litterære tradition i Irans moderne litteratur i form og indhold, som vi også ser hos forfatterne digterne Jamâlzade, Hedâyat og 'Alavi, går harmonisk sammen i Âl-e Ahmads forfatterskab.

Hans litterære ry begyndte i 1945 med novellen Ziyârat ('valfart/pilgrimsrejse'), der som de følgende noveller bl.a. angriber overtro, stivnet religiøsitet, gamle fordomme og bylivets sociale og økonomiske skævheder.

Âl-e Ahmads romaner er enten realistiske eller allegoriske værker, der er stærkt kritiske over for den daværende politiske og sociale orden under den anden Pahlavi-shah. Âl-e Ahmad anså shahen og den civilisation, som shahen ville skabe, som et knæfald for vestlig imperialisme og den vestlige materialistiske kultur. Han skrev også et stærkt antivestligt programskrift, Gharbzadegi (1962, oversat til engelsk som Weststruckness og Plagued by the West), der var med til at give ham en position som 1960'ernes ledende antishah og antivestlige intellektuelle. Gharbzadegi er en kritik af Vesten på to fronter. For det første er det en kritik af Vestens økonomiske og politisk udbytning af Østen. Dernæst er det en kritik af den "maskinitis" – nok et lån fra de franske eksistentialister, han også oversatte – som de vestlige lande påfører Østen, en tilbedelse af teknologi og materielle ting, som truer med at fratage østerlændingene deres oprindelige kultur, som Âl-e Ahmad anser for at være væsensforskellig fra, som han siger, Vestens inhumane, fremmedgjorte og materialistiske kultur. Gharbzadegi giver ingen løsninger på, hvorledes man fx i Iran skal standse Europas og USAs kulturimperialisme, udover at man i Østen selv må gøre sig til herre over maskiner og teknologi, så afhængigheden af Vesten kan forsvinde.

Nogle kritikere har i Gharbzadegi set en forløber for ideologien bag den iranske, islamiske revolution i 1978-79, men dette er meget svært at få øje på, hvis man læser hans samlede værker. Hans kone, Simin Dâneshvar, der også var en betydningsfuld forfatter, har udtalt, at hendes afdøde mand aldrig ville have billiget udkommet af revolutionen.

Mod slutningen af sit liv skrev han novellesamlingen Panj Dâstan (udgivet posthumt i 1969, "Fem fortællinger"). Heri opblødes hans uforsonlige holdning til det traditionelle iranske samfund og de vestlige ideologier, hvorfra han hentede sin intellektuelle inspiration. I nogle af disse noveller, der er tydeligt selvbiografiske, søger forfatteren at finde sig selv og iraneren i mødet og konfrontationen mellem et traditionelt, religiøst samfund, kollektivet, og et ungt, nysgerrigt og frihedssøgende individ, der ligner et protræt af Jalâl Âl-e Ahmad som stor dreng. Denne søgen efter identitet, hvor fortælleren både er deltager i og tilskuer til det levede liv i Iran, kan spores gennem hele forfatterens værk; fra hans første novelle nævnt ovenfor, over den eksistentialistiske novelle Jâ-pâ ("Fodspor", 1952), til et par af novellerne fra "Fem fortællinger" og hans ligeledes posthumt udgivne selvbiografiske tekst, Sangi bar guri ("En sten på en grav", 1981).

Âl-e Ahmad skrev også om iransk folklore og oversatte europæisk litteratur, bl.a. eksistentialisterne Jean-Paul Sartre og Albert Camus. Hans værker er oversat til bl.a. engelsk og tysk og en enkelt novelle til dansk: Festhøjtideligheden (1969, på dansk i Syv persiske fortællinger, 1994).