Bahrâm Sâdeqi

Bahrâm Sâdeqi var en iransk modernistisk prosaforfatter og poet, mest kendt som fornyer af novellegenren og forbillede for en lidt senere tids iranske prosaforfattere.

Sâdeqi, der var uddannet læge, publicerede noveller i tidsskrifter op gennem 1950erne og 1960erne. De fleste af forfatterens noveller er publiceret sammen med en enkelt mindre roman eller novella i Sangar va qomqomehā-ye khāli (”Skyttegraven og de tomme feltflasker”, Teheran, 1970), hvoraf en del er oversat til engelsk som Malakut and Other Stories by Bahram Sadeqi (2011).

Bahrâm Sâdeqis værk er befolket med identitetsløse personer, der kun er karakteriseret ved det, de tænker, siger og gør. Ofte er de kafkaske personligheder, der er fanget i en verden, som de ikke forstår, en verden og et samfund der fremstår truende og meningsløs. Truslen og meningsløsheden forstærkes af, at Sâdeqi ofte lader sin fortællinger foregå i en mareridtsagtig drømmeverden, hvor den genkendelige verden og en overnaturlig verden ikke kan skelnes fra hinanden.

Sâdeqi eksperimenterede med forskellige fortælletekniker, hvor den alvidende tredjeperson-fortæller måtte vige for flere fortællerstemmer, eksempelvis personerne i en novelle. På denne måde åbnede han for et varierende antal fortællesynsvinkler, der af og til gengiver indbyrdes modstridende billeder af de fortalte begivenheder. Herved efterlades der også et større rum for læseren til fortolkning.

Overordnet set er Bahrâm Sâdeqis værk præget af sortsyn og nihilisme. Verden – og måske mere konkret det iranske samfund i et autokratisk system under den sidste shah (1941-1979) – er meningsløs, præget af frygt og undertrykkelse, og døden kan ses som en befrielse.

En enkelt af Sâdeqis noveller, ”Lænker”, er oversat til dansk i Syv Persiske Fortællinger (1994).