Sohrâb Sepehri

Sohrâb Sepehri var en iransk digter og maler, der udgav sine værker i perioden 1950 til 1980. Han havde sit helt eget poetiske sprog med et for tiden atypisk indhold og et lavmælt, civilisationskritisk budskab.

Sepehri tilbragte meget af sit liv i en mindre by, Kâshân, på kanten af ørkenen i tæt kontakt med naturen og et almindeligt levet, praktisk liv. Dette lokale og nære islæt kom til at præge hans digtning, der dog også var inspireret af både vestlig og østlig, især japansk og kinesisk, poesi, som han også har oversat til persisk.

Sohrâb Sepehri blev i samtiden stærkt kritiseret for ikke at have en politisk eller kritisk holdning til det iranske samfund, som det var idealet for mange af de førende forfattere og intellektuelle. Men Sepehri var kritisk, men snarere over for samfundets materialisme og hvad han nok så som en både iransk og global civilisations mangel på såvel åndelighed som sammenhængskraft med naturen og det enkle, levede liv. Denne kritik formidler Sepehri kun indirekte. Hans digte er holdt i et hverdagsagtigt sprog, i korte og oftest urimede linjer, hvor metaforerne oftest er hentet fra naturens verden, men er sat sammen på overraskende måder, således at de konkrete billeder fra naturen bliver tegn på en bagvedliggende anden verden, hvor der er en – måske glemt eller tabt – sammenhængskraft og nærhed, som mennesket trods alt kan opleve eller sanse. Dette budskab kan ses som en form for religiøsitet, en panteisme, men for Sepehri er det nok nærmere en personlig åndelighed, en personlig bestræbelse på at komme i nær kontakt med naturen og et simpelt levet liv uden civilisationens tingsliggørelse af alt – fra den omkringliggende natur til de indre følelser. I denne individuelle bestræbelse griber digteren tilbage i tid til iransk sufisme og peger frem mod det moderne menneskes forsøg på at forstå sig selv og sin plads i en verden, der har fjernet sig fra den tætte sameksistens med naturen.

Sepehris digtning har inspireret og er i tæt familie med Irans første internationalt kendte filminstruktør, ’Abbâs Kiârostami, der i en del af sine film også søger at portrættere et andet liv og en anden virkelighed end den tingsliggjorte og kynisk politiserede verden. Kiârostâmis prisvendende film, Hvor er min vens hus (Khâne-ye dust kojâst?, 1987) har lånt sin titel fra et digt af Sohrâb Sepehri, der har titlen Neshâni, der kan betyde både ”adresse” og ”tegn”. I digtet spørger en rytter en forbipasserende om vej således: ”Hvor er vennens hus?”. Svaret lyder som følger fra den forbipasserende, ”der har lys på læberne”, her i en stærkt forkortet version, men med de vigtigste og for digteren typisk overraskende metaforer på plads:

Henne ved træet dér

Er der en havesti grønnere end Guds drøm

Og i haven kærlighed så blå som alvorens fjer

…

I den flydende nærhed af rum hører du en raslen

Du ser et barn

Der er klatret op i en høj fyr for at løfte fugleunger op fra lysets rede

Og ham spørger du

Hvor er vennens hus?

To digte af Sepehri, "Fra vand videre frem" og "Nu farvernes herkomst" findes oversat til dansk af poeten Erik Stinus i Iran – Grund Information 4, Moderne Digtning, Dansk Flygtningehjælp/Det iranske Kulturcenter, 1992, ss. 30-31.