Hushang Ebtehâj

Hushang Ebtehâj var en iransk digter, der skrev poesi i såvel klassisk, traditionel stil som i moderne urimet stil uden de klassiske versmetres fastlagte rim- og rytmemønstre.

Ebtehâj kom til verden i en lille provinsby, Rasht, for senere at flytte til hovedstaden Teheran. Her ernærede han sig med almindeligt kontorarbejde ved siden af sin digtergerning. I årtiet før revolutionen i 1978-1979 havde digteren også radioprogrammer om traditionel iransk musik i statsradiofonien. Året efter revolutionen tilbragte Ebtehâj et år i fængsel for sine skrifter, og i 1987 rejste han ud af landet og bosatte sig i Køln i Tyskland.

Hushang Ebtehâj har udgivet et dusin digtsamlinger fra den første i 1946, ”De første sange” (Nokhostin naghme-hâ) og i årtierne herefter. De sidste to blev forfattet uden for Iran, ligesom hans kommenterede udgave og læsning af Hâfez (Hâfez be say’-e Sâye, ”Hâfez, ved Sâye”, 1994).

Ebtehâjs digte følger både den klassiske, persiske poesis versformer – først og fremmest ghazalen – og den modernistiske poesis urimede former, der ofte også er uden et fast rim- og versmønster (se Nimâ Yushij). Hans digte er især i de tidlige digtsamlinger ikke upåvirkede af politisk kritik, men i størstedelen af digtene ser man ind i poetens indre, hvor de store følelser er på spil. Digteren kan dog også være kort og kontant på nogle få linjer, hvor øjebliksbilleder af en forbigående men ægte følelse beskrives. Et eksempel er firlinjers digtet ”Følelse”:

Min seng

Er en tom muslingeskal af ensomhed

Og du er perlen

Der hænger om en andens hals

Hushang Ebtehâj er nok mest elsket for sine ghazaler, hvoraf en del er sat til musik og sunget af kendte iranske sangere. Nogle af Ebtehâjs digte er oversat til engelsk, de fleste i USA.