Mahmud Dowlatâbâdi

Mahmud Dowlatâbâdi er en iransk prosaforfatter, og han anses af mange kritikere for at have været den den førerende iranske romanforfatter siden 1970erne.

Dowlatâbâdi er en selvlært forfatter. Han kom til hovedstaden Teheran i 20-års-alderen og ernærede sig i begyndelsen som løsarbejder og skuespiller. Han debuterede med novellesamlingen Layehâ-ye biâbâni ("Ørkenlag", 1969) og har senere, helt frem til 2018, udgivet en lang række romaner og noveller. Mahmud Dowlatâbâdi er en af de meget få iranske forfatter, der har kunnet leve af sit forfatterskab.

De to centrale værker i Dowlatâbâdis litterære produktion er mammut-romanen i fem bind Kelidar ("Kelidar", 1978-1983) og Jâ-ye khâli-ye Soluch ("Tomrummet efter Soluch", 1979). Både "Kelidar", der også er navnet på et bjerg og en landsby i det nordøstlige Iran, forfatterens fødeegn, og "Tomrummet efter Soluch" foregår blandt fattige bønder og nomader i to perioder: De svære år efter den sidste verdenskrig og i 1960erne, hvor de forholdsvis mislykkede landbrugsreformer introduceret af den iranske shah slog igennem. Helt overordnet set handler de to romaner om, hvorledes landbefolkningen efterhånden må opgive en gammel kultur og levevis, der fungerede – men efterlod de fleste bønder og nomader med et liv på et eksistensminimum – samt overtage en ny levevis og kultur, der især i sidstnævnte roman viste sig at være dødfødt fra starten og resulterede i masseindvandring til byerne.

Mahmud Dowlatâbâdis romaner er oversat til flere vestlige sprog, og Jâ-ye khâli-ye Soluch er oversat til norsk af Nina Zandjani som Den tomme plassen efter Soluch, Solum forlag, Oslo, 2008.