Aserbajdsjans historie

Tidlig historie

Menneskets tilstedeværelse i det område, der i dag udgøres af Aserbajdsjan, kan spores tilbage til palæolitisk tid. Fra 600-tallet f.v.t. var området en del af Medien og kom fra 500-tallet f.v.t. under achaimenidernes herredømme. I 300-tallet f.v.t. erobredes Persien og dermed den nuværende iranske del af området af Alexander den Store. Omtrent på dette tidspunkt nævnes i græske kilder under navnet Atropatene en egentlig statsdannelse i området syd for grænsefloden Araks.

Omkring begyndelsen af vor tidsregning optrådte en ny statsdannelse i det nuværende Aserbajdsjan ved navn Albania med hovedbyen Kabala; se Kaukasisk Albanien. I begyndelsen af 300-tallet erstattedes den traditionelle ilddyrkelse med kristendommen, der blev gjort til statsreligion (den armenske kirke). Albania var imidlertid til stadighed truet af naboen i syd — fra 200-tallet Sasanidedynastiet i Persien — og af tyrkisktalende nomadestammer fra nord. Området blev endvidere inddraget i de stadige krige mellem Rom og Byzans. Albaniaperioden, der strækker sig indtil 700-tallet, repræsenterer en betydelig økonomisk udvikling med stærk armensk kulturel påvirkning; i begyndelsen af 600-tallet udvikledes et eget alfabet.

Den tyrkiske dominans

Portræt af Shah Ismail I. Malet af den italienske kunstner Cristofano dell'Altissimo (1525-1605).

Cristofano dell'Altissimo.

Licens: Materialet er fri af ophavsret

Fra begyndelsen af 700-tallet blev Aserbajdsjan erobret og islamiseret af araberne og lagt ind under kalifatet, men allerede fra midten af 800-tallet opstod en række feudale småstater. Fra midten af 1000-tallet blev det østlige Kaukasien invaderet af tyrkiske seldsjukker. Fra 1100-tallet kan en betydelig udvikling iagttages inden for økonomi (især i byerhvervene), videnskab og litteratur; landet havde en betydelig eksport af bl.a. silke, uld, olie og keramik.

Efterhånden blev tyrkisk dagligsprog, mens arabisk og persisk (farsi) fortsat var litteratursprog. Fra 1230'erne til 1360'erne var det østlige Kaukasien og det nordlige Iran under mongolerne, hvilket betød et økonomisk og kulturelt tilbageslag. Mongolerne afløstes i slutningen af 1300-tallet af Timur Lenks herredømme.

Fra 1400-tallet blev byen Shirvan centrum for en betydelig silkeproduktion og havde omfattende internationale forbindelser, bl.a. til Moskva. I politisk henseende var Aserbajdsjan og hele Østkaukasien i 1500- og 1600-tallet under det tyrkisk-iranske Safavidedynasti, grundlagt af den fromme Ismail 1. (1502-1524). Under ham blev den shiitiske retning af islam gjort til statsreligion, men store befolkningsgrupper fastholdt dog sunniislam. I løbet af 1600-tallet blev hele Kaukasien kastebold i krigene mellem Iran og Tyrkiet; fra begyndelsen af 1700-tallet blandede Rusland sig.

Den russiske dominans

I 1723 erobrede Rusland Baku, men den russiske tilstedeværelse blev i denne omgang kortvarig. I anden halvdel af 1700-tallet registreredes i området nord for Araksfloden ca. 15 små statsdannelser præget af feudale forhold mellem gejstlige og verdslige godsejere på den ene side og bønder på den anden. I de første årtier af 1800-tallet afstod Iran området nord for Araks til Rusland, først ved Gulistanfreden i 1813 (bl.a. Baku) og senere ved Turkmantjajfreden i 1828 (bl.a. Nakhitjevan). Dermed var grænserne for nutidens opdeling af Aserbajdsjan mellem Rusland og Iran lagt.

I slutningen af 1800-tallet oplevede den russiske del en betydelig kapitalistisk udvikling, primært omkring oliebyen Baku og ikke mindst efter, at byen i 1883 ved jernbane blev forbundet med Tbilisi. Baku blev ligeledes centrum for den socialdemokratiske bevægelse i Rusland og fik generelt et meget kosmopolitisk præg. Omkring 1890 medførte en national vækkelse blandt de intellektuelle, at der etableredes et aserbajdsjansk-tyrkisk skriftsprog. Dermed defineredes de andre (som fx armeniere og kurdere) som fremmede.

Sovjetrepublikken

Aserbajdsjans arbejderbevægelse var aktiv i alle de russiske revolutioner. Den 31. oktober 1917 proklameredes Sovjetmagten i Baku, men den blev snart anfægtet, dels af andre interne politiske kræfter, dels pga. udenlandsk indblanding. Fra september 1918 til april 1920 regeredes Aserbajdsjan således af en koalition under ledelse af det nationalt orienterede parti Musavat ('lighed'), til dels støttet af tyrkiske og engelske invasionsstyrker. I april 1920 drog Den Røde Hær ind i Baku og genetablerede Sovjetmagten. Aserbajdsjan blev i 1922 en del af Sovjetunionen, indtil 1936 indirekte, dvs. som en del af Den Transkaukasiske Socialistiske Sovjetiske Føderation (sammen med Georgien og Armenien). Mellem 1936 og 1991 var Aserbajdsjan en unionsrepublik inden for Sovjetunionen.

I Sovjetperioden mistede hovedstaden Baku sin betydning som internationalt oliecentrum. På den anden side oplevedes i denne periode en betydelig økonomisk og kulturel udvikling. Aserbajdsjan blev fx foregangsland i 1920'ernes sprogopbygning i Sovjetunionen, ikke mindst i den proces, hvor det arabiske alfabet erstattedes af det latinske og senere af det kyrilliske. Under Stalin og Khrusjtjov gennemførte de aserbajdsjanske kommunister en hårdhændet nationalitetspolitik mod de ikke-tyrkiske mindretal, hvis sprog konsekvent blev undertrykt i undervisning og generelt i kulturlivet. Parlamentsvalgene i 1990, der var led i perestrojkaprocessen, gav kommunistisk flertal.

Republikken Aserbajdsjan

Aserbajdsjan erklærede sig som uafhængig stat den 30. august 1991. Ved det direkte parlamentsvalg i september 1991 valgtes den hidtidige partichef Ayaz Mutalibov til parlamentsformand. Han blev imidlertid styrtet allerede i marts 1992, hvorefter oppositionen (Aserbajdsjans Folkefront) fik valgt sin kandidat Abulfaz Elchibey i juni 1992. Ved et oprør blandt de væbnede styrker med udgangspunkt i provinsbyen Gyandzha blev denne fordrevet i forsommeren 1993. Funktionen som fungerende statschef blev derefter overtaget af Heydar Aliyev, tidligere medlem af kommunistpartiets Politbureau i Moskva og førstepartisekretær i Aserbajdsjan. Senere samme år blev Aliyev valgt til præsident af et overvældende flertal af befolkningen.

Den første Nagorno-Karabakh-krig

I perioden fra 1988 til 1994 var Aserbajdsjan indblandet i en blodig konflikt med Armenien om enklaven Nagorno-Karabakh. I 1990’erne begyndte området at være kontrolleret af armeniere med støtte fra Armenien og Rusland. Desuden blev nærliggende Aserbajdsjanske områder også besat i samme periode, da Nagorno-Karabakh ikke havde en fælles grænse med Armenien. Det resulterede i, at aserbajdsjanerne blev fordrevet fra deres hjem. Sammenlagt var ca. 20 % af Aserbajdsjan besat af armensk styrker. Konflikten fandt en foreløbig løsning med en våbenhvile i 1994. I 1992 blev Minsk Gruppen nedsat af OSCE for at forhandle fred mellem Armenien og Aserbajdsjan. Nagorno-Karabakh har internationalt været anset og anerkendt (de jure) som en del af Aserbajdsjan, men har (de facto) virket som en armensk eksklave med en selvudråbt republik.

En ny forfatning blev indført i 1995 efter en folkeafstemning, der ligesom parlamentsvalget samme år ikke levede op til demokratiske standarder. Valget blev vundet af præsidentens Nye Aserbajdsjanske Parti. Forfatningen giver vide beføjelser til præsidentembedet og har i praksis resulteret i præsidentvælde. Ved det ordinære præsidentvalg i 1998 blev Heydar Aliyev genvalgt, men hans regeringstid skabte ikke større politisk stabilitet. Oppositionen havde trange kår, og statsapparatet var genstand for tre mislykkede kupforsøg i henholdsvist 1994, 1995 og 1996. Armenske offensiver i 1993-1994 i krigen om Nagorno-Karabakh tvang Aliyev til at indgå en våbenhvile, der stadig overvåges af OSCE. Fredsforhandlingerne er imidlertid stagneret, og omkring en femtedel af Aserbajdsjans territorium er stadig besat af Armenien, ligesom Aserbajdsjans økonomiske blokade af Armenien opretholdes.

Ilham Aliyevs præsidentperiode fra 2003

Ilham Aliyev og Vladimir Putin i 2018.

Aserbajdsjans Præsidentielle Presse- og Informationskontor.

Licens:

Ved parlamentsvalget i 2000 vandt præsidentens parti, men omstændighederne omkring valget fremkaldte kraftig kritik fra oppositionen og OSCE. I 2003 udnævnte en sygdomssvækket Heydar Aliyev sin søn Ilham Aliyev til premierminister og udpegede ham som præsidentkandidat for det regerende Nye Aserbajdsjanske Parti. Ilham Aliyev blev valgt i oktober, og i december døde Heydar Aliyev.

Ilham Aliyev har siden konsolideret sin magt, og oppositionen har svært ved at komme til orde. Det Nye Aserbajdsjanske Parti, som Aliyev blev formand for i 2005, vandt samme år parlamentsvalget, der blev stærkt kritiseret af OSCE og Europarådet og fremkaldte protestdemonstrationer. Siden våbenhvilen med Armenien, der blev støttet af Rusland, er Aserbajdsjans forhold til sin nordlige nabo blevet gradvis bedre, ikke mindst med Vladimir Putins tiltræden som præsident i år 2000 og iværksættelsen af terrorbekæmpelsen efter 11. september 2001. Aserbajdsjan har også gode relationer til Tyrkiet, der deltager i den økonomiske blokade af Armenien. Anlæggelsen af olieledningen fra Baku til Ceyhan har yderligere knyttet de to lande sammen. Derimod er forholdet til Iran blevet noget anspændt, bl.a. på grund af uenigheden om delingen af Det Kaspiske Hav mellem kyststaterne. For USA udgør Aserbajdsjan et springbræt til antiterroroperationerne i Irak og Afghanistan. I 2004 blev Aserbajdjsan omfattet af EU's naboskabspolitik, og i 2008 åbnede EU en permanent mission i Baku.

Efter konflikten mellem Georgien og Rusland i august 2008 er det blevet sværere for Aserbajdsjan at balancere mellem Rusland og Vesten. Foreløbig har landet søgt at styrke sine forbindelser med Vesten på det sikkerheds- og energipolitiske område uden at svække de militære og økonomiske forbindelser til Rusland. Imidlertid er Vesten stærkt interesseret i nye olie- og gasprojekter med aserbajdsjansk deltagelse, mens Rusland gerne ser en udbygning af de energimæssige forbindelser med Aserbajdsjan.

I oktober 2008 vandt præsident Ilham Aliyev præsidentvalget med 87 % af de afgivne stemmer. Til valget opstillede syv kandidater, og valgdeltagelsen var på 75 %. OSCE's valgobservatører udtalte, at valget ikke levede op til internationale standarder. Det samme gjaldt folkeafstemningen i marts 2009, hvor Aliyev med overvældende flertal fik hjemmel til at sidde mere end to perioder a fem år, hvilket reelt betyder på livstid.

Den anden Nagorno-Karabakh-krig

Fejring i Baku efter den aserbajdsjanske hærs indmarch i byen Shusha i 2020.

Aykhan Zayedzadeh.

Licens: CC BY SA 4.0

Ilham Aliyevs tale til nationen under krigen i 2020.

Aserbajdsjans Præsidentielle Presse- og Informationskontor.

Licens:

På trods af den autoritære regeringsform lykkedes det Ilham Aliyev i højere grad at åbne Aserbajdsjan for omverdenen, hvilket har gavnet landets økonomi. I takt med den økonomiske udvikling begyndte Aserbajdsjan at opruste militært. Aserbajdsjan havde håbet på at få internationalt medhold i Nagorno-Karabakh-konflikten gennem OSCE-Minsk-gruppen, som blev nedsat en måned efter den første Nagorno-Karabakh-krig i 1992, men parterne blev aldrig enige om en løsning. I forbindelse med den økonomiske vækst og militære oprustning begyndte Aliyev i 2010'erne at true med at løse problemet gennem militær magt. Sammenstød og skudvekslinger fandt stadig oftere sted mellem Aserbajdsjan og armenske styrker omkring Nagorno-Karabakh. Situationen eskalerede i 2020, hvor der opstod militære kampe, som udviklede sig til en krig.

Landet indledte en militær operation med støtte fra Tyrkiet, og krigen varede lidt over en måned. Aserbajdsjan fik kontrol over områder omkring Nagorno-Karabakh, som havde været besat af armenske styrker siden begyndelsen af 1990’erne. Rusland mæglede en våbenhvile, der tvang Armenien til at acceptere en tilbagetrækning fra de aserbajdsjanske områder samt oprette en korridor i Zangezur i det østlige Armenien mellem Aserbajdsjan og den aserbajdsjanske eksklave Nakhitjevan. Ifølge aftalen skal Aserbajdsjan også sikre en korridor mellem Latjin og Nagorno-Karabakh, så området fortsat kan beholde forbindelsen til Armenien.

Aserbajdsjans militæroffensiv i 2023

Efter våbenhvileaftalen i 2020 fik Aserbajdsjan samme år i december kontrol over byen Latjin og Latjin-korridoren, som var livsnødvendig for Nagorno-Karabakh for at få forsyninger gennem Armenien. I december 2021 begyndte Aserbajdsjan at skærpe kontrollerne ved Lachin-korridoren og dermed udføre en blokade.

Den 9. september 2023 blev et præsidentvalg afholdt i Nagorno-Karabakh, som Aserbajdsjan fordømte og ikke anerkendte. Den 19. september 2023 indledte Aserbajdsjan en offensiv i Nagorno-Karabakh, som landet har kaldt for ’antiterror-operation’. Aserbajdsjan krævede, at Nagorno-Karabakhs styrker overgav sig, nedlagde deres våben og sikrede tilbagetrækning af enhver formation af Armeniens militær fra området samt opløsning af den lokale administration. Aserbajdsjan igangsatte et bombardement af Nagorno-Karabakhs militærpositioner og artilleri. 24 timer efter blev en våbenhvile forhandlet på plads med russisk mellemkomst, hvor de armenske styrker i Nagorno-Karabakh i praksis overgav sig. Nagorno-Karabakh har den 28. september meddelt, at den selvudråbte republik, som hidtil havde kaldt sig for ’Republikken Artsakh’, ville opløse sig selv den 1. januar 2024. På under to uger flygtede over 100.000 armeniere, dvs. næsten hele Nagorno-Karabakhs armenske befolkning, til selve Armenien.