Artikelstart
Gejdar Alijev, 10.5.1923-12.12.2003, sovjetisk og aserbajdsjansk politiker, Aserbajdsjans præsident 1993-2003. Alijev var uddannet pædagog og historiker, men havde siden 1944 forskellige administrative og politiske funktioner, bl.a. i den aserbajdsjanske sikkerhedstjeneste, hvis chef han var 1967-69. I perioden 1969-88 var han førstesekretær for Aserbajdsjans kommunistparti og dermed reelt magthaver i landet. I perioden 1971-89 var han medlem af USSRs kommunistiske partis centralkomité, 1976-82 kandidatmedlem af politbureauet og dernæst fuldt medlem af dette organ indtil 1987. Alijev forlod Det Kommunistiske Parti i 1991 efter Mikhail Gorbatjovs opgør med Brezjnev-tiden. 1991-93 var han formand for parlamentet i Nakhitjevan, hvorfra han stammede, og dermed den reelle leder af denne autonome republik i Aserbajdsjan. I 1993 fik han et bemærkelsesværdigt politisk comeback, da han i juni 1993 blev valgt til formand for Aserbajdsjans Øverste Sovjet og i oktober samme år med et overvældende stemmetal blev folkevalgt som republikkens præsident. I 1998 blev han genvalgt som præsident ved et valg, som blev stærkt kritiseret af internationale observatører. I 2003 blev han alvorligt svækket af sygdom og udpegede sin søn, Ilham Alijev, til premierminister og kandidat ved præsidentvalget samme år. Sønnen blev valgt, og snart efter døde Gejdar Alijev.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.