Kalifatet s geografiske udstrækning ca. 750 (øverst) og i slutningen af 900-t. (nederst). Abbasiderne sikrede sig kontrollen over kalifatet i 750. I 900-t. etableredes to modkalifater, det umayyadiske kalifat i Córdoba og det fatimidiske kalifat med centrum i Cairo.

.

Kalifatet, det politiske system, der blev skabt efter profeten Muhammeds død i Medina i 632. Muhammed var som profet den faktiske leder af det islamiske samfund, der blev skabt ved muslimernes udvandring fra Mekka til Medina i 622. Med Muhammeds død var åbenbaringen bragt til ende, men det nye islamiske samfund havde behov for en formel leder, som fik betegnelsen kalif.

Abu Bakr og de tre følgende kaliffer blev betegnet som khalifa rasul Allah 'stedfortrædere for Guds sendebud', mens de senere umayyadiske og abbasidiske kaliffer blev betegnet som khalifa Allah 'Guds stedfortrædere'. Den første kalif, Abu Bakr, blev valgt af muslimerne i Medina og siden anerkendt af det øvrige muslimske samfund som den legitime leder. Den anden kalif, Umar 1. ibn al-Khattab, blev udpeget af Abu Bakr kort før dennes død.

Umar udnævnte kort før sin død i 644 et råd, hvis opgave skulle være at udpege den næste kalif. Rådet udpegede Uthman ibn Affan. Han blev i 656 myrdet i Medina, hvorefter befolkningen dér hyldede Muhammeds fætter, Ali ibn Abi Talib, som ny kalif. Hyldningens legitimitet blev betvivlet af Muawiyah ibn Abi Sufyan, der som beslægtet med Uthman krævede drabsmændene retsforfulgt. Resultatet blev en årelang konflikt mellem Ali og Muawiyah, som i 657 var tæt på at udvikle sig til en militær konfrontation ved Siffin i det nordlige Syrien. Parterne enedes i stedet om at nedsætte en opmandskommission. Ali blev i 661 myrdet af sine modstandere i Kufa, hvorefter Muawiyah, der grundlagde det umayyadiske dynasti, kunne lade sig hylde som kalif.

Umayyaderne

Umayyaderne ledede kalifatet indtil 750 med hovedstad i Damaskus. Alle umayyadiske kaliffer var i familie med hinanden, og oftest efterfulgte søn far. Formelt blev de fortsat hyldet af repræsentanter for ledende grupper i det muslimske samfund, men den valgsituation, der karakteriserede hyldningen af de fire første retledte kaliffer, gentog sig aldrig siden. Ved et familieråd afholdt i 684 overgik posten som kalif til Marwan 1., der kom fra en anden del af den umayyadiske slægt end Muawiyah. Også under marwaniderne var det normalt den siddende kalif, der udpegede sin efterfølger.

I flere tilfælde indledte sønner, der blev forbigået, oprør mod den nye kalif. Også andre personer udfordrede under umayyaderne den siddende kalif. Eksempelvis lod Abdallah ibn al-Zubayr sig i 681 hylde til kalif i Mekka, men hans modkalifat blev derefter nedkæmpet af umayyaderne.

Abbasiderne

I 750 sikrede den abbasidiske slægt sig den politiske kontrol over kalifatet fra Harran og flyttede i 762 til Baghdad. Forud var gået en intensiv propaganda, hvorunder de abbasidiske fortalere søgte at drage politisk fordel dels af kritik fra nykonverterede til islam, dels af forskellige shiagrupperingers kritik af umayyadernes ret til at lede kalifatet.

Det tidlige kalifat var politisk domineret af de arabiske muslimer, der høstede alle økonomiske fordele af den gigantiske geografiske ekspansion, der karakteriserede det umayyadiske kalifat. De arabiske muslimer havde således monopol på alle ledende stillinger i den kalifale administration, og kun de fik i det tidlige kalifat udbetalt pensioner fra kalifatet. Det medførte stærk kritik fra de mange ikke-arabere, der konverterede til islam. De gjorde gældende, at de som muslimer burde have samme rettigheder som de arabiske muslimer.

På samme måde var de umayyadiske kaliffer som nævnt genstand for kritik fra forskellige shiagrupperinger, der fastholdt, at det umayyadiske kalifat savnede legitimitet. Efter deres vurdering burde ledelsen af det islamiske samfund være i hænderne på en efterkommer af profetens fætter Ali ibn Abi Talib og hans hustru, Fatima, der var datter af Muhammed. Den abbasidiske propaganda forsøgte på den baggrund at lancere sig selv som et alternativ til det umayyadiske kalifat. Ved henvisning til, at de var ahl al-bayt 'husets folk' (en betegnelse fra Koranen, sura 33,33) og dermed i familie med profeten gennem al-Abbas, en af profeten Muhammeds onkler, lancerede de på den ene side et legitimt krav på kalifatet, som var tæt sammenfaldende med de forestillinger, der var udviklet i shia-islam, og på den anden side gav denne abbasidiske propaganda løfte til konvertitterne om, at de som muslimer skulle sidestilles med de arabiske muslimer. Efter årtiers propaganda begyndte abbasiderne i 747 et militært opgør med umayyaderne, der i 750 definitivt blev afgjort til abbasidernes fordel.

Den abbasidiske slægt havde kontrol over kalifatet frem til mongolernes erobring af Baghdad i 1258. Alle kaliffer kom fra den abbasidiske familie, og igen efterfulgte søn ofte far. Der er dog eksempler på, at en regerende kalif kunne udpege en anden end en af sine sønner, ligesom en siddende kalif kunne udpege to nominelle efterfølgere, ofte med det resultat, at den følgende kalif lancerede kampagner for at sikre en af sine egne sønner som sin efterfølger. Det førte også under abbasiderne til hyppige konflikter om magten.

Under det abbasidiske kalifat tog den klassiske islamiske civilisation endelig form. Lærde teologer og retskyndige formulerede den islamiske teologi og den islamiske ret, filosoffer formulerede en islamisk filosofi, og ved lærdomscentre rundt om i det geografisk vidtstrakte kalifat blev Koranen og profetens sunna gjort til genstand for intense studier.

Flere abbasidiske kaliffer fik betydning for formuleringen af dele af den islamiske civilisation, men i almindelighed var der enighed om, at kaliffens primære opgave var at være den øverste ansvarlige for administrationen og som sådan garanten for, at det islamiske retssystem blev lagt til grund for dagligdagen i det område, kaliffen havde politisk kontrol over. Formelt skete dette ved en uddelegering af den politiske magt til andre. Fra abbasidernes magtovertagelse blev den daglige leder af det omfattende kalifale bureaukrati, vesiren, derfor en meget central person.

Det abbasidiske kalifat blev i hele sin periode præget af, at lokale slægter i kalifatets mange provinser sikrede sig en betydelig grad af autonomi mod formelt fortsat at godkende den abbasidiske kalif, der oftest residerede i Baghdad, som den formelle magthaver.

Fra midten af 900-t. kom en række militære emirer til at dominere politisk, og fra midten af 1000-t. kom de første af en række sultaner til at sidde inde med den udøvende magt, selvom også de opretholdt kaliffen som symbolsk leder. Enkelte af de senere abbasidiske kaliffer evnede i perioder at synliggøre sig, men generelt var de fra midten af 900-t. kun herskere af navn.

Córdoba og Cairo

Da den abbasidiske familie i 750 fratog umayyaderne magten, lykkedes det et umayyadisk familiemedlem at flygte til Spanien, der i 711 var blev erobret af kalifatet. En efterkommer af ham, Abd al-Rahman 3., lod sig i 929 hylde som kalif med henvisning til, at han som efterkommer af de umayyadiske kaliffer reelt var den legitime kalif.

Det umayyadiske kalifat i Córdoba eksisterede frem til 1031, men udviklede sig aldrig til en alvorlig politisk trussel mod det abbasidiske kalifat i Baghdad. Det gjorde derimod det fatimidiske kalifat, grundlagt i 909 i Nordafrika. En fatimidisk hær havde i 967 held til at erobre Egypten, hvor en ny regeringsby, al-Qahira, Cairo, blev opført. Byen stod færdig i 969, og de fatimidiske kaliffer residerede her frem til dynastiets fald i 1171. Fatimiderne havde i perioder også kontrollen over Syrien og var derfor en alvorlig militær og politisk trussel mod det abbasidiske kalifat i Baghdad. Det fatimidiske kalifat var baseret på en gren af shia-islam (ismailiya). Som imamer blev de fatimidiske kaliffer defineret som ufejlbarlige, og de havde en central og vigtig placering i udviklingen og formuleringen af fatimidisk dogmatik, teologi og ret, som generelt var langt større end de sunnimuslimske abbasidekaliffers.

Som politisk institution gik kalifatet til grunde, da mongolerne i 1258 dræbte den sidste abbasidiske kalif. En slægtning af abbasiderne blev af mamlukkerne indsat som kalif i Cairo, men de abbasidiske kaliffer i Cairo fik aldrig praktisk betydning. Nogle osmanniske sultaner betegnede sig også som kaliffer ligesom enkelte af de mogulske herskere i det nordlige Indien. Gennem de sidste årtier af 1800-t. gjorde de osmanniske sultaner et målrettet forsøg på at blive anerkendt som kaliffer af befolkningen i Osmannerriget og af de mindre, lokale muslimske dynastier i Centralasien og den øvrige muslimske verden. Jamal al-Din al-Afghani var en af de moderne muslimske intellektuelle, der formulerede panislamismen som en politisk ideologi, der kunne hjælpe den islamiske verden ud af det økonomiske, politiske og kulturelle pres fra den vestlige verden. Det tyrkiske parlament afsatte i 1924 den sidste osmanniske kalif og ophævede kalifatet. Gennem det følgende årti blev der gjort flere forsøg på at genskabe det, men ingen af disse bestræbelser bar frugt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig