Abd al-Rahman 3., Abd al-Rahman 3. Nasir, (arab. Nasir (li Din Allah) 'beskytter af Guds religion'), regent i det umayyadiske Spanien 912-61, hvor han som den første tog titlen kalif i 929. Da han kom til magten, var riget splittet pga. strid mellem rivaliserende araberstammer, konverterede muslimer og kristne. Abd al-Rahman genetablerede roen og forsvarede sit territorium mod kristne angreb nordfra og mod fatimiderne i Nordafrika, og hans flåde kontrollerede det vestlige Middelhav. Córdoba udviklede sig i denne periode til det førende kulturelle centrum i Europa.