Armenerne hævder, at Karabakh en del af det middelalderlige Storarmenien, og at de første azerifolk først kom til området med de tyrkiske seldsjukkers erobring i slutningen af 1000-tallet. Beskyttet af Karabakhs høje bjerge bevarede armenske stammer herefter deres selvstændighed. Den aserbajdsjanske version hævder derimod, at Karabakh allerede fra omkring begyndelsen af vor tidsregning var en del af kongedømmet Albania, der ses som Aserbajdsjans første statsdannelse.
Ved Gulistanfreden i 1813 overdrog Persien Nagorno-Karabakh til Rusland, og i de følgende årtier opfordrede de russiske kejsere armeniere, der var på flugt fra osmannerne, til at bosætte sig i området. I 1923 fik Nagorno-Karabakh som led i bolsjevikkernes del og hersk-politik status som autonomt område i den aserbajdsjanske del af Den Transkaukasiske Sovjetrepublik, på trods af at den armenske del af befolkningen udgjorde næsten 95 procent. I forbindelse med perestrojka anmodede enklaven i 1988 om at blive tilsluttet Den Armenske SSR. Anmodningen blev afslået i såvel Baku som Moskva, og resultatet blev seks års krig; officielt mellem Nagorno-Karabakh og Aserbajdsjan, men reelt mellem Armenien og Aserbajdsjan.
Nagorno-Karabakh har ikke fælles grænse med Armenien, men i foråret 1992 tog væbnede karabakh-armeniere kontrol over byen Latjin i den smalle landstribe ind til Armenien, og hermed etableredes en direkte forbindelse mellem Nagorno-Karabakh og Armenien, Latjin-korridoren.
I 1994 forelå en våbenstilstandsaftale, og der er i SNG- og OSCE-regi blevet forhandlet om Nagorno-Karabakhs fremtidige status og om en armensk rømning af de besatte aserbajdsjanske områder. Ved senere krigshandlinger er andre dele af det vestlige Aserbajdsjan kommet under karabakh-armensk kontrol, og i 2006 var omkring én femtedel af Aserbajdsjans territorium besat af Armenien.
I 2020 udbrød halvanden måneds nye krigshandlinger, hvorved Aserbajdsjan ikke bare tilbageerobrede de områder, der omgiver Nagorno-Karakbakh, men også fik kontrol med den sydlige tredjedel af selve regionen. I december 2022 blokerede aserbajdsjanere Latjin-korridoren og afskar dermed Nagorno-Karabakhs armenske befolkning fra omverdenen uden adgang til forsyninger af basale fornødenheder udefra. Kort efter afholdelsen af republikken Artsakhs parlamentsvalg indledte Aserbajdsjan den 19. september 2023 en offensiv mod de udmattede armenere. En våbenhvile blev allerede dagen efter forhandlet på plads ved russisk mellemkomst. Aftalen var i realiteten en armensk overgivelse, hvor de armenske styrker nedlagde deres våben og forlod deres stillinger. Denne udvikling førte til en veritabel masseflugt vestpå mod selve Armenien og store demonstrationer i Jerevan mod, hvad der i brede kredse blev opfattet som præsident Nikol Pashinyans eftergivenhed.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.