Nagorno-Karabakh

Nagorno-Karabakh.

.

Nagorno-Karabakh er en region syd for Store Kaukasus med omstridt politisk status. Regionens areal er 4400 km2 og havde i 2006 138.000 indbyggere. Nagorno-Karabakhs hovedby er Stepanakert. Området er officielt en autonom republik i Aserbajdsjan, men siden det fik sine nuværende grænser som enklave heri i 1923, har majoriteten af befolkningen været kristne armeniere; den betragtes derfor ofte som en armensk eksklave.

Faktaboks

Etymologi
Navnet er en afledning af russisk nagornyj 'bjerg-' og tyrkisk kara 'sort, mørk' og bahçe 'have'; armensk Artsakh.

Ifølge den sidste sovjetiske folketælling i 1989 udgjorde armenierne 77 procent af den daværende befolkning på 188.000, mens 21 procent var muslimske azerier, og resten russere, hviderussere, ukrainere og andre. Under mange års borgerkrigslignende tilstande er det meste af den azeriske befolkning flygtet, og oplysninger om folketal og etnisk sammensætning er usikre. Armenierne bor primært i den nordvestlige del, hvor bjergene er udløbere af bjergkæden Lille Kaukasus. Azerierne bor især mod sydøst.

Nagorno-Karabakh har ikke fælles grænse med Armenien, men i foråret 1992 tog væbnede karabakh-armeniere kontrol over byen Latjin i den smalle landstribe ind til Armenien, og hermed etableredes en direkte forbindelse mellem Nagorno-Karabakh og Armenien, Latjin-korridoren. Ved senere krigshandlinger er andre dele af det vestlige Aserbajdsjan kommet under karabakh-armensk kontrol, og i 2006 var omkring én femtedel af Aserbajdsjans territorium besat af Armenien.

Størstedelen af området ligger i Lille Kaukasus-massivet med Gjamysj (3724 m) som det højeste punkt i bjergkæden Murovdag mod nordvest. Mod øst skråner landskabet ned mod Kuradalen i Aserbajdsjan. Ca. én fjerdedel af arealet er dækket af frodige skove, og skråningerne afvandes af et tæt net af bifloder til Kura og Araks. Havebrug spiller en væsentlig rolle for økonomien. På solrige bjergskråninger dyrkes vin, og i forbjergene er der kunstvandet hvede-, byg-, tobaks- og bomuldsavl. Vigtigst i landbruget er dog kvægavl. Industrien er svagt udviklet med vin- og silkefremstilling, træindustri, mejeridrift og kobberudvinding. En række vandkraftværker står for elforsyningen, bl.a. Madagiz med Saranskojereservoiret på floden Terter mod nord.

Historie

Armenierne hævder, at Karabakh var en del af det middelalderlige Storarmenien, og at de første azerifolk først kom til området med de tyrkiske seldsjukkers erobring i slutningen af 1000-tallet. Beskyttet af Karabakhs høje bjerge bevarede armenske stammer herefter deres selvstændighed. Den aserbajdsjanske version hævder derimod, at Karabakh allerede fra omkring Kristi fødsel var en del af kongedømmet Albania, der ses som Aserbajdsjans første statsdannelse.

Ved Gulistanfreden i 1813 overdrog Persien Nagorno-Karabakh til Rusland, og i de følgende årtier opfordrede de russiske kejsere armeniere, der var på flugt fra osmannerne, til at bosætte sig i området. I 1923 fik Nagorno-Karabakh som led i bolsjevikkernes del og hersk-politik status som autonomt område i den aserbajdsjanske del af Den Transkaukasiske Sovjetrepublik, på trods af at den armenske del af befolkningen udgjorde næsten 95 procent. I forbindelse med perestrojka anmodede enklaven i 1988 om at blive tilsluttet Den Armenske SSR. Anmodningen blev afslået i såvel Baku som Moskva, og resultatet blev seks års krig; officielt mellem Nagorno-Karabakh og Aserbajdsjan, men reelt mellem Armenien og Aserbajdsjan. I 1994 forelå en våbenstilstandsaftale, og der er i SNG- og OSCE-regi blevet forhandlet om Nagorno-Karabakhs fremtidige status og om en armensk rømning af de besatte aserbajdsjanske områder. I begyndelsen af 2012 var problemet stadig ikke løst.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig