Nagorno-Karabakh.

.

Nagorno-Karabakh er en region på 4400 km2 syd for Store Kaukasus med omstridt politisk status. Hovedbyen er Stepanakert. Området udgør officielt en autonom republik i Aserbajdsjan, men siden det fik sine nuværende grænser som enklave heri i 1923, har majoriteten af befolkningen været kristne armeniere; den betragtes derfor ofte som en armensk eksklave.

Faktaboks

Etymologi
Navnet er en afledning af russisk nagornyj 'bjerg-' og tyrkisk kara 'sort, mørk' og bağ 'frugthave'. Betegnelsen sigter til, at området kun udgør en del af den større region Karabakh, som både dækker både dele af Armenien og Aserbajdsjan.
Også kendt som

Artsakh (på armensk)

Internationalt anvendes den armenske betegnelse Artsakh hovedsagelig om den armenske udbryderrepublik som en politisk enhed, mens betegnelsen Nagorno-Karakakh refererer til området som region betragtet.

Befolkning

Før krigshandlingerne i 2023 havde Nagorno-Karabakh 120.000 indbyggere, hvilket var et fald på 18.000 siden 2006 og et fald på 68.000 siden 1989.

Ifølge den sidste sovjetiske folketælling i 1989 udgjorde armenierne 77 procent af den daværende befolkning på 188.000, mens 21 procent var muslimske azerier, og resten russere, hviderussere, ukrainere og andre. Under mange års borgerkrigslignende tilstande flygtede det meste af den azeriske befolkning flygtet, og oplysninger om folketal og etnisk sammensætning har været usikre. Armenierne bor primært i den nordvestlige del, hvor bjergene er udløbere af bjergkæden Lille Kaukasus. Azerierne bor især mod sydøst.

Mellem den 19. september og den 1. oktober 2023 har den demografiske sammensætning ændret sig drastisk, idet over 100.000 armeniere, altså næsten hele den armenske befolkningsgruppe, er flygtet til selve Armenien.

Natur og landskaber

Størstedelen af området ligger i Lille Kaukasus-massivet med Gjamysj (3724 m) som det højeste punkt i bjergkæden Murovdag mod nordvest. Mod øst skråner landskabet ned mod Kuradalen i Aserbajdsjan. Ca. én fjerdedel af arealet er dækket af frodige skove, og skråningerne afvandes af et tæt net af bifloder til Kura og Araks.

Erhverv og forsyning

Havebrug spiller en væsentlig rolle for økonomien. På solrige bjergskråninger dyrkes vin, og i forbjergene er der kunstvandet hvede-, byg-, tobaks- og bomuldsavl. Vigtigst i landbruget er dog kvægavl. Industrien er svagt udviklet med vin- og silkefremstilling, træindustri, mejeridrift og kobberudvinding. En række vandkraftværker står for elforsyningen, bl.a. Madagiz med Saranskojereservoiret på floden Terter mod nord.

Historie

Armenerne hævder, at Karabakh en del af det middelalderlige Storarmenien, og at de første azerifolk først kom til området med de tyrkiske seldsjukkers erobring i slutningen af 1000-tallet. Beskyttet af Karabakhs høje bjerge bevarede armenske stammer herefter deres selvstændighed. Den aserbajdsjanske version hævder derimod, at Karabakh allerede fra omkring begyndelsen af vor tidsregning var en del af kongedømmet Albania, der ses som Aserbajdsjans første statsdannelse.

Ved Gulistanfreden i 1813 overdrog Persien Nagorno-Karabakh til Rusland, og i de følgende årtier opfordrede de russiske kejsere armeniere, der var på flugt fra osmannerne, til at bosætte sig i området. I 1923 fik Nagorno-Karabakh som led i bolsjevikkernes del og hersk-politik status som autonomt område i den aserbajdsjanske del af Den Transkaukasiske Sovjetrepublik, på trods af at den armenske del af befolkningen udgjorde næsten 95 procent. I forbindelse med perestrojka anmodede enklaven i 1988 om at blive tilsluttet Den Armenske SSR. Anmodningen blev afslået i såvel Baku som Moskva, og resultatet blev seks års krig; officielt mellem Nagorno-Karabakh og Aserbajdsjan, men reelt mellem Armenien og Aserbajdsjan.

Nagorno-Karabakh har ikke fælles grænse med Armenien, men i foråret 1992 tog væbnede karabakh-armeniere kontrol over byen Latjin i den smalle landstribe ind til Armenien, og hermed etableredes en direkte forbindelse mellem Nagorno-Karabakh og Armenien, Latjin-korridoren.

I 1994 forelå en våbenstilstandsaftale, og der er i SNG- og OSCE-regi blevet forhandlet om Nagorno-Karabakhs fremtidige status og om en armensk rømning af de besatte aserbajdsjanske områder. Ved senere krigshandlinger er andre dele af det vestlige Aserbajdsjan kommet under karabakh-armensk kontrol, og i 2006 var omkring én femtedel af Aserbajdsjans territorium besat af Armenien.

I 2020 udbrød halvanden måneds nye krigshandlinger, hvorved Aserbajdsjan ikke bare tilbageerobrede de områder, der omgiver Nagorno-Karakbakh, men også fik kontrol med den sydlige tredjedel af selve regionen. I december 2022 blokerede aserbajdsjanere Latjin-korridoren og afskar dermed Nagorno-Karabakhs armenske befolkning fra omverdenen uden adgang til forsyninger af basale fornødenheder udefra. Kort efter afholdelsen af republikken Artsakhs parlamentsvalg indledte Aserbajdsjan den 19. september 2023 en offensiv mod de udmattede armenere. En våbenhvile blev allerede dagen efter forhandlet på plads ved russisk mellemkomst. Aftalen var i realiteten en armensk overgivelse, hvor de armenske styrker nedlagde deres våben og forlod deres stillinger. Denne udvikling førte til en veritabel masseflugt vestpå mod selve Armenien og store demonstrationer i Jerevan mod, hvad der i brede kredse blev opfattet som præsident Nikol Pashinyans eftergivenhed.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig