shiisme

Shiisme er en gren af islam, der tæller ca. 10 procent af verdens muslimske befolkning. Shiismen opstod historisk i forbindelse med en diskussion om, hvem der kunne betragtes som den rette leder af det islamiske samfund efter Muhammeds død i 632.

Faktaboks

etymologi:
Ordet shiisme kommer af arabisk shiat (Ali), som betyder '(Alis) menighed' og -isme.
også kendt som:

shiaislam

Efter shiamuslimsk fortolkning burde Ali ibn Abi Talib, Muhammeds fætter, have været valgt til leder, og efter ham Alis efterkommere. Ali blev valgt til kalif, men først i 656, og det lykkedes aldrig nogen af hans arvinger at sikre sig ledelsen af hele det islamiske samfund.

Shiaislam betegner den legitime leder som imam; imamerne betragtes som ufejlbarlige og kan derfor foretage en korrekt fortolkning af Koranen. Shia-islam har også udviklet sin egen retstradition (jafaritter).

På grund af forskellige opfattelser gennem tiden af, hvem der i den givne situation skulle være imam, har shiismen delt sig i flere grupper: fem-imam-linjen (zaiditer), syv-imam-linjen (ismailitter) og tolv-imam-linjen, der er den største og den, som findes i Iran.

Iran er det eneste land, hvor shiismen er statsreligion. Ayatollah Khomeini gjorde den shiamuslimske politiske tradition til genstand for en radikal nyfortolkning, der siden blev indarbejdet i Irans grundlov.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig