imam

Imam, (arab. 'leder'), teknisk betegnelse i islamisk ret og teologi med forskellige betydninger. I den sunniislamiske tradition er imam ofte synonym med kalif og betegner den legitime leder af det islamiske samfund. Ordet benyttes desuden af sunnimuslimer om den person, der konkret leder den enkelte tidebøn, og i nyere tid også om den person, der i det daglige leder den enkelte moské. Endelig betegnes også en række store lærde som imamer, fx grundlæggerne af de fire sunnimuslimske retsskoler.

I den shiitiske tradition er imam alene blevet brugt om en række mandspersoner, der nedstammer fra Ali og Fatima, profeten Muhammeds fætter og datter, som ifølge shiaislam burde have ledet det islamiske samfund. Imamerne er i den shiitiske tradition defineret som ufejlbarlige. Shiaislam er opdelt i forskellige grene, der betegnes henholdsvis 5-, 7- og 12-imamlinjen efter antallet af imamer, man anerkender.

I shiismen overskygger imambegrebet således alt andet. Imamen, den (næsten) guddommelige profetefterkommer, er nærmest at sammenligne med paven. Tolvershiismen er statsreligion i Iran som det eneste land i den islamiske verden. Anvendelsen af ordet imam om Khomeini — han brugte det aldrig selv — er dog usikker. I den fjendtlige irakiske presse blev han hånende kaldt "den 13. imam". Se også zaiditer, de moderate shiiter med Zaid som den 5. og sidste imam, og ismailitter, de radikale med Ismail som den 7. og sidste imam, samt alawier, den ultrashiitiske sekt.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig