haiku

Haiku, japansk digt på kun 17 stavelser, fordelt på tre "linjer" af fem, syv og fem.

Mod slutningen af 1500-t. blev den første strofe, hokku, af den humoristiske kædedigtning, haikai no renga, udskilt som et selvstændigt digt.

I begyndelsen kaldtes digtformen blot haikai og var et rent vittighedsdigt baseret på ordspil og det billige grin.

Først med digteren Basho sidst i 1600-t. opnåede haikai en kunstnerisk status. Ved brug af symboler hentet fra de skiftende årstider og med sin sproglige elegance skabte Basho et enestående zenbuddhistisk haikai-univers.

Efter Basho dukkede flere epigoner op, og haikai blev mere intellektuelt og æstetisk orienteret. Med den romantiske Buson oplevede det kunstneriske haikai dog en kortvarig renæssance, men efterhånden som haikaidigtning blev populær i den brede befolkning, blev den flad og banal. En undtagelse var den frimodige Issa.

I 1890'erne blev haikai reformeret af Shiki som moderne digt i Busons ånd og fik betegnelsen haiku. Lige siden er haiku blevet fornyet, og det nyder i dag stor popularitet både i og uden for Japan.

Haiku har i de sidste ca. 50 år haft stor indflydelse på europæisk digtning. Det drejer sig både om formen: den lapidariske og pointerede trelinjer, og indholdet: de sansede naturscener og det kontrastfyldte, der bygger op til et eksistentielt glimt i læserens bevidsthed. Også optagetheden af østlig mystik, især zen (se zenbuddhisme), har inspireret til brug af haiku.

De europæiske digtere forholder sig ofte ret frit til at overholde de 17 stavelser. Blandt nordiske digtere med inspiration fra haiku kan nævnes norske Jan Erik Vold og de danske Hans-Jørgen Nielsen, Suzanne Brøgger og Pia Tafdrup. Fremhæves skal også danske Ivan Malinowskis digtsamling poetomatic (1965) og den svenske nobelpristager Tomas Tranströmers digtsamling Den stora gåtan (2004).