neoklassisk økonomisk teori

Neoklassisk økonomisk teori, oprindelig anvendt om den økonomiske teori, der blev udviklet af den britiske økonom Alfred Marshall og skolen omkring ham i Cambridge i sidste halvdel af 1800-t. Siden 2. Verdenskrig er betegnelsen blevet anvendt mere og mere bredt, først som en fælles betegnelse for al marginalistisk økonomisk teori fra 1870 til 1930, senere som betegnelse for mere specielle teorier, udviklet langt senere, men baseret på samme marginalistiske grundantagelser. Ofte anvendes betegnelsen ret upræcist.

Klassiske økonomer som Adam Smith kunne ikke forklare, hvorfor vand var nyttigt, men billigt, mens diamanter var unyttige, men dyre. Omkring 1870 løste William Stanley Jevons (Storbritannien), Carl Menger (Østrig) og Léon Walras (Frankrig) samtidig og uafhængigt af hinanden problemet. Løsningen bestod i at erkende, at det var den ekstra (marginale) nytte og den ekstra (marginale) omkostning, som en ekstra enhed af en vare forårsagede, der afgjorde varens pris, og ikke den samlede nytte eller den samlede omkostning. Ordet marginal er inden for økonomi betegnelse for den første afledede i matematikken, og denne anvendelse af differentialregning var begyndelsen til matematiseringen af økonomisk teori, et vigtigt aspekt af neoklassisk økonomisk teori.

Andre aspekter var, at teorien tog udgangspunkt i det enkelte individs handlinger. Individet antages at handle rationelt, og den enkelte forbruger antages at have nytte af varerne. Forbruget vælges herefter, så nytten bliver så stor som mulig. Producenterne antages at gøre profitten så stor som mulig, men under givne priser. Priserne bestemmes herefter som ligevægtspriser, således at forbrug og produktion bliver lige store. Disse og andre aspekter af teorien var som hos klassiske økonomer, hvilket kan berettige betegnelsen neoklassisk.

Der var imidlertid store forskelle mellem de neoklassiske økonomer. Francis Edgeworth (Storbritannien) løste fundamentale problemer om, hvordan konkurrence fører til, at der på én vare er én pris, som er ens i alle handeler. Walras grundlagde generel ligevægtsteori, hvor teorien for de enkelte forbrugere og producenter er grundlag for en teori om hele samfundsøkonomien. Knut Wicksell (Sverige) udviklede kapitalteori. Marshall var en dominerende figur med detaljerede bidrag til studier af en lang række forskellige problemer, og i USA var de fremmeste bidragydere John Bates Clark og Irving Fisher.

De politiske implikationer af teorien er klare for dem, der tror, at teoriens antagelser stort set er opfyldte. Fuldkommen konkurrence vil resultere i, at producenterne producerer det, forbrugerne ønsker, og alle har frihed til at vælge inden for produktionsmulighederne og inden for deres budget. Politiske ønsker om at påvirke indkomstfordelingen kan opfyldes uden at gribe ind i priser og markeder ved en eller anden form for indkomstoverførsel. Disse standpunkter må så modificeres eller forkastes, når det erkendes, at der findes monopoler og prisaftaler, og at forurening og andre eksternaliteter uden politiske indgreb vil føre til uønskede resultater. Teorien har, i modstrid med hvad mange tror, ingen implikationer om ejendomsret til de producerende virksomheder. Det er fra teoriens synspunkt ligegyldigt, om den maksimale profit, som er resultatet af producenternes valg, går til aktieejere, arbejdere eller staten. Det afgørende er, at priserne tages som givne, og profitten gøres så stor som muligt.

Neoklassisk økonomisk teori var dominerende indtil krisen i 1930'erne. Det blev da umuligt at opretholde antagelsen om, at priser, herunder løn, fastsættes således, at der er ligevægt på vare- og arbejdsmarkedet. Dette resulterede i John Maynard Keynes' The General Theory of Employment, Interest and Money (1936).

Fra midten af 1950'erne til midten af 1970'erne talte mange økonomer, specielt Paul A. Samuelson, om den neoklassiske syntese. Man var enige om, at de økonomisk-politiske implikationer af Keynes' teori var, at hvis blot staten førte den rette finans- og pengepolitik, ville neoklassisk økonomisk teori alligevel kunne accepteres som en beskrivelse af virkeligheden.

Den første oliekrise i 1973 satte efter manges mening spørgsmålstegn ved denne syntese. Det viste sig, at inflation og arbejdsløshed kunne optræde samtidig. Kritikere som Milton Friedman og Robert E. Lucas mente, at dette stred mod den neoklassiske syntese.

Betegnelsen neoklassisk anvendes også om dele af økonomisk teori og om modeller, baseret på neoklassiske metoder og grundantagelser, fx har Robert M. Solow arbejdet med neoklassiske vækstmodeller.

Ikke alene den neoklassiske syntese, men også neoklassisk økonomisk teori har været hårdt angrebet og er ofte erklæret død. Hvis man imidlertid ser på den økonomiske teori, som eksisterer og udvikles i 1990'erne, er det mere bemærkelsesværdigt, i hvor høj grad teorien er baseret på og generaliserer resultater og metoder, som stammer fra neoklassisk teori. Se også makroøkonomi.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig