inflation - økonomisk proces

Inflationen i Danmark 1945-2019. Gennem årene har der været store forskelle i inflationsniveauet i Danmark. Efterkrigstiden blev indledt med høj inflation, men den blev relativt hurtigt bragt ned. Fra begyndelsen af 1960'erne steg inflationen og kulminerede med tocifrede inflationsrater i 1970'erne. En disinflationær politik i 1980'erne nedbragte inflationen, og i en årrække lå prisstigningstakten på omkring 2 procent om året. Siden 2013 har den årlige stigning i forbrugerpriserne normalt været lavere end 1 procent.

.

Inflation er en situation hvor det generelle prisniveau stiger vedvarende. Normalt bruges udtrykket om stigninger i de gennemsnitlige forbrugerpriser, typisk målt ved forbrugerprisindekset. Udtrykket kan også bruges om udviklingen i mere specifikke priser, f.eks. løninflation.

Faktaboks

etymologi:
Ordet inflation kommer af latin inflatio, af inflare 'oppuste', af in- og flare 'blæse'.

Historie

Inflation er et monetært fænomen, dvs. det er knyttet til økonomier der anvender penge. I en bytteøkonomi kan der ikke eksistere inflation.

Historisk har man kendt til inflation i mange lande og forskellige epoker, helt fra antikke riger som Romerriget.

Danmark og de fleste andre vestlige lande oplevede en periode med stigende inflation i 1960’erne og 1970’erne. I Danmark var den årlige inflation over 10 % i 1980-1982. Siden fandt der et generelt fald i inflationen (en disinflation) sted i 1980’erne. I 1990-2010 var de gennemsnitlige årlige prisstigninger i Danmark 2,1 %. Efter finanskrisen har inflationen været endnu lavere, og flere lande har oplevet en situation med et faldende prisniveau, kaldet deflation.

Nogle lande har historisk oplevet perioder med meget høj inflation, såkaldt hyperinflation. Det skete bl.a. for Tyskland i 1922-1923 og senest fra 2016 i Venezuela. Bremses sådanne tilfælde ikke, fører de i sidste ende til pengesystemets sammenbrud.

Årsager

Flere forskellige forhold kan påvirke inflationstakten i et land. Den samlede efterspørgsel på varemarkederne har stor betydning. Eksempelvis vil en højkonjunktur hvor den samlede efterspørgsel i økonomien overstiger det strukturelle produktionsniveau, normalt føre til højere inflation. En vigtig mekanisme er at den højere efterspørgsel vil formindske ledigheden, hvilket på arbejdsmarkedet efterhånden sætter sig i større lønstigninger. Disse lønstigninger vil af virksomhederne blive overvæltet i højere vareprisstigninger.

Det omvendte er tilfældet i en lavkonjunktur. Også påvirkninger af udbudsforholdene og dermed produktionsomkostningerne på varemarkedet vil påvirke prisstigningstakten. Et vigtigt eksempel var de kraftige olieprisstigninger under 1970’ernes oliekriser. De skabte det indtil da usete fænomen stagflation, hvor inflation og ledighed steg samtidig. En tredje vigtig faktor er befolkningens forventninger til det fremtidige inflationsniveau, der har en tendens til at blive selvopfyldende. En central del af pengepolitikken i vore dage er derfor at skabe stabile inflationsforventninger.

Den såkaldte forventningsudvidede Phillipskurve sammenfatter disse forskellige forhold i en enkel model og udgør et centralt element i de fleste moderne økonomiske fremstillinger der beskæftiger sig med ændringer i inflationsniveauet.

En anden tilgang har traditionelt understreget sammenhængen mellem inflation og ændringer i den pengemængde der cirkulerer i samfundet. Den økonomiske tankegang monetarismen har fremhævet, at en centralbank kan fastholde et stabilt inflationsniveau ved at styre pengemængden. Som følge heraf har flere centralbanker tidligere lagt afgørende vægt på at kontrollere pengemængdens udvikling. Det har imidlertid vist sig, at sammenhængen mellem inflation og pengemængde ikke er stabil nok til at være en velegnet pengepolitisk strategi. I stedet forsøger de fleste centralbanker i den vestlige verden derfor at styre inflationen ved at ændre deres renter i passende omfang og derved stabilisere efterspørgslen og aktivitetsniveauet omkring det niveau der fastholder det ønskede inflationsmål.

Konsekvenser

Inflation, især høje inflationstakter, har en række negative samfundsøkonomiske effekter. Den får personer til at bruge uforholdsmæssigt mange resurser på at skulle tage hensyn til de løbende prisændringer i deres økonomiske dispositioner. Høj inflation medfører ofte samtidig at inflationstakten vil svinge så den bliver sværere at forudsige. Det gør det sværere at gennemskue de relative priser og forstyrrer dermed markedsøkonomiens prissignaler så de fungerer mindre hensigtsmæssigt. Eksempelvis vanskeliggør varierende inflation fornuftige investerings- og opsparingsbeslutninger. Samtidig vil den typisk medføre at långivere vil kræve en risikopræmie der forøger realrenten og hæmmer investeringerne og dermed den økonomiske vækst. Uforudset inflation giver også anledning til en arbitrær omfordeling af formuer mellem långivere og låntagere.

Der er dog også fordele ved et inflationsniveau, der ikke er alt for lavt. Nominelle lønninger er ofte stive nedadtil. Derfor kan et positivt inflationsniveau gøre det lettere at skabe en påkrævet tilpasning af reallønnen og dermed gøre arbejdsmarkedet mere fleksibelt. Inflation af en vis størrelse formindsker også risikoen for at økonomien havner i en likviditetsfælde hvor pengepolitikken bliver ineffektiv. Endelig overdriver forbrugerprisindeks af forskellige tekniske årsager normalt den målte inflation lidt. Selv hvis man ønsker en reel inflation på nul, bør man derfor stræbe efter et vist positivt niveau for den officielt målte inflation.

Afvejningen af fordele og ulemper fører typisk til en anbefaling af et lavt, men positivt inflationsniveau. En række økonomer har anslået det optimale inflationsniveau til at ligge mellem 1 og 4 %.

Inflation og økonomisk politik i dag

I 1980’erne fik bekæmpelse af den høje inflation generelt større fokus i den økonomiske politik i verden. Samtidig steg forståelsen af betingelserne for at centralbankernes pengepolitik succesfuldt kunne begrænse inflationen. I 1990 indførte New Zealands centralbank som den første i verden et egentligt eksplicit inflationsmål som sin pengepolitiske strategi. Strategien har vist sig at være succesfuld, og i dag fører de fleste vestlige lande pengepolitik efter en inflationsmålsætning. Inflationen har generelt været lav og stabil i de vestlige lande de sidste årtier. Under finanskrisen medførte lavinflationspolitikken dog at den såkaldte likviditetsfælde nu blev et reelt problem, hvilket igen har ført til diskussion om det optimale inflationsniveau.

Litteratur

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig