Grænseprodukt, marginalprodukt, inden for økonomi tilvækst i den producerede mængde af en vare som følge af én enheds forøgede indsats af en produktionsfaktor, fx en ekstra arbejdstime. Grænseproduktet af en faktor antages ofte at aftage med den samlede indsats af den pågældende faktor, når indsatsen af andre faktorer holdes uændret.

Hvis produktionen er karakteriseret ved konstant skalaafkast, dvs. at produktionen vokser proportionalt med indsatsen af samtlige produktionsfaktorer, og disse faktorer købes på et marked under fuldkommen konkurrence, vil valget af den billigst mulige kombination af produktionsfaktorer tilsige, at prisforholdet mellem dem skal svare til forholdet mellem deres grænseprodukter (også kaldet det marginale substitutionsforhold i produktionen). Denne tilpasning af inputkombination ses ofte udtrykt ved, at produktionsfaktorer aflønnes efter deres grænseprodukt. Hvis der er konstant skalaafkast, aflønnes faktorerne nøjagtig efter grænseprodukt, idet den samlede produktion da kan defineres som summen af faktorindsats gange faktorgrænseprodukt. I den situation er der således ikke grundlag for nogen ren profit.

Begrebet grænseprodukt og de tilknyttede begreber grænseomkostning og grænseindtægt blev indført i den økonomiske tænkning ved det såkaldte neoklassiske eller marginalistiske gennembrud omkring 1870. Foregangsmænd for denne retning var William Stanley Jevons, Léon Walras og Carl Menger.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig