nyklassisk økonomisk teori

Artikelstart

Nyklassisk økonomisk teori er en makroøkonomisk teoriretning med oprindelse i 1970’erne, der havde sin største indflydelse i 1900-tallets sidste årtier, ikke mindst i USA. Nyklassikerne var i skarp opposition til den hidtidige fremherskende keynesianske tænkning. Modsat keynesianerne antog nyklassikerne, at markedsøkonomien generelt fungerede perfekt uden markedsfejl og trægheder i pristilpasningen. Mens dette udgangspunkt ikke har vundet blivende tilslutning blandt de fleste økonomer, har nyklassikerne indført flere andre vigtige metodiske nyskabelser, som senere blev overtaget af blandt andre de nykeynesianske økonomer og efterhånden er blevet en del af den økonomiske mainstreamtankegang. Det gælder ikke mindst princippet om rationelle forventninger.

Robert E. Lucas regnes ofte for den førende personlighed blandt nyklassikerne. Andre kendte nyklassiske økonomer er Robert Barro, Edward Prescott og Thomas Sargent.

Den nyklassiske teori bør ikke forveksles med den neoklassiske økonomiske teori, der er den teorihistoriske betegnelse for den økonomiske forskning, der var fremherskende i perioden fra ca. 1870 indtil den store depression i 1930’erne. Selvom forstavelsen ”neo-” betyder ”ny”, er der tale om to forskellige distinkte økonomiske traditioner.

Indhold

Det nyklassiske forskningsprogram blev oprindelig udstukket af Robert Lucas som et radikalt alternativ til den keynesianske tilgang, som var dominerende indenfor den makroøkonomiske tankegang i årtierne indtil 1970’erne. Den nyklassiske ambition var at forsøge at forklare konjunkturudviklingen med skiftende høj- og lavkonjunkturer som en række udefrakommende stød til kompetitive markeder med fuldt fleksible priser og lønninger. Det var i skarp modsætning til den keynesianske tilgang, der byggede på en træg pris- og løntilpasning som følge af imperfektioner på vare- og arbejdsmarkederne.

Nyklassikerne lagde stor vægt på, at den makroøkonomiske adfærd skulle forklares ud fra modeller, hvor de enkelte økonomiske aktører som husholdninger og virksomheder optrådte som rationelle og optimerende individer. En implikation heraf var, at aktørerne også antoges at have rationelle forventninger, dvs. at de udnyttede al tilgængelig information optimalt, når de skulle vurdere den fremtidige udvikling for at kunne træffe de bedst mulige beslutninger. Udnyttelsen af dette princip om rationel forventningsdannelse var nyt indenfor makroøkonomisk tænkning og var sammen med det generelle fokus på et udtrykkeligt mikroøkonomisk fundament for makroøkonomien væsentlige nyklassiske kendetegn. Nok så vigtigt antog nyklassikerne, at aktørerne handlede på markeder, hvor der ikke var nogen markedsfejl af betydning.

Ifølge nyklassisk tankegang fører denne tilgang til, at alle systematiske forsøg på at føre efterspørgselsregulerende stabiliseringspolitik vil blive forudset af de økonomiske aktører som følge af den rationelle forventningsdannelse. Derfor vil de øjeblikkelig ændre adfærd, og herved får indgrebet ingen effekt på den samlede aktivitet i økonomien. Eksempelvis vil en forventning om øget efterspørgsel lede til forventninger om højere priser. Dette vil få pris- og lønfastsættere til at øge priser og lønninger og dermed igangsætte en tilpasningsproces, som neutraliserer effekterne af den højere efterspørgsel.

De nyklassiske ideer blev først anvendt i udviklingen af en ny type økonomiske modeller, de såkaldte reale konjunkturmodeller (på engelsk real business cycle models, forkortet RBC-modeller), udviklet af bl.a. Edward Prescott. Det var computerbaserede numeriske modeller, der byggede på eksplicit optimerende aktører og forsøgte at forklare konjunkturbevægelser som disse aktørers rationelle reaktion på en række udbudsstød i form af udefrakommende teknologiske ændringer.

Betydning

Nyklassikernes kritik af den keynesianske tradition medførte en klar reaktion i form af den såkaldte nykeynesianske tankegang, der voksede frem i 1980’erne. Nykeynesianerne anerkendte, at det var naturligt at tage udgangspunkt i en mikrobaseret makroøkonomisk teori med optimerende aktører, og at rationelle forventninger var et relevant benchmark for aktørernes forventningsdannelse, men påpegede samtidig, at de nyklassiske reale konjunkturmodeller var ude af stand til at forklare mange empiriske kendsgerninger, og opbyggede en række alternative forklaringsmodeller, som inddrog forskellige markedsfejl, der eksempelvis kunne forklare, hvorfor løndannelsen kun langsomt tilpasser sig en ændret beskæftigelsessituation.

Nykeynesianerne overtog således en stor del af nyklassikernes metodiske redskaber, men forsynede dem med et andet indhold og nåede frem til meget anderledes konklusioner. Det er dermed også blevet klart, at de oprindelige opsigtsvækkende nyklassiske resultater om den økonomiske politiks magtesløshed ikke skyldtes antagelserne om optimering og rationel adfærd, herunder rationelle forventninger, som sådan, men snarere de nyklassiske antagelser om perfekt fungerende og fleksible markeder. Kombinationen, der vandt udbredelse i 1990’erne, af disse nyklassiske metodologiske nyskabelser med det nykeynesianske udgangspunkt i markedsfejl, der blandt andet fører til en træg pristilpasning, omtales sommetider som den ”nye neoklassiske syntese” parallelt med den oprindelige neoklassiske syntese fra 1950’erne, der kombinerede keynesianske med de tidligere neoklassiske teorier.

Nyklassikerne har også haft stor metodisk betydning indenfor udviklingen af computerbaserede økonomiske modeller. De nyklassiske reale konjunkturmodeller udnyttede i 1980’erne som de første udviklingen af computere med større beregningskraft til at skabe langt mere detaljerede modeller af økonomisk adfærd, end man tidligere havde anvendt. Disse modeller blev forløberne for de senere såkaldte stokastiske dynamiske generelle ligevægtsmodeller (ofte kaldt DSGE-modeller efter deres engelske forkortelse), der i dag er meget udbredte i blandt andet centralbanker verden over. De kombinerer RBC-modellernes oprindelige mikrobaserede optimerende udgangspunkt og rationelle forventninger med nykeynesianske forudsætninger om friktioner og markedsfejl, eksempelvis på arbejdsmarkedet og de finansielle markeder.

Læs mere i Den Store Danske

Litteratur

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig