roman

Håndkoloreret kobberstik fra 1801 af James Gillray, som her satiriserer over kvindelige læseres gysen under læsning af M.G. ("Monk") Lewis' netop udkomne, gotiske skrækroman "Tales of Wonder". Privateje

.
Licens: Brukerspesifisert

En roman er en lang fiktionsfortælling. Det er den mest udbredte litterære genre i nyere tid. Romanens rummelige form har tilbud til både det avancerede publikum og til det brede, der søger timelang underholdning. Sådan har det været, så længe genren har eksisteret.

Faktaboks

Etymologi
Ordet roman kommer via tysk, af oldfransk romanz, af middelalderlatin romanice 'på romansk måde', dvs. 'på folkesprog'.

Begyndelsen

Den almindeligste opfattelse er, at genren stammer fra middelalderen eller fra renæssancen, og at den er en særlig frembringelse af det kristne Europa.

Ganske vist kan man pege på længere prosafortællinger fra den hellenistiske tid — saftige latinske som Lucius Apulejus' Det gyldne Æsel og Petronius' Satyricon eller romantiske græske som Longos' hyrdeidyl Dafnis og Chloe og Heliodors episk spændingsrige "love story" Charikleia og Theagenes; men de fik først deres plads og betydning i romanhistorien fra renæssancen.

Uden for en europæisk horisont fremkom allerede omkring 1000 e.v.t. den japanske hofdame Murasaki Shikibus meget omfangsrige Fortællingen om Genji, der som en hof- og elskovsroman nu kan forekomme som en forløber for Marcel Proust. Også inden for det kristne Europa kan nævnes fortællinger, således de islandske slægtssagaer, der i dag ofte betegnes som romaner, men næppe rigtig opfattedes som sådanne ved deres tilblivelse.

Navnet og til en vis grad begrebet roman stammer fra 1100-tallets Frankrig. Det betød først blot en tekst på folkesproget (modsat latin), dernæst mere specifikt visse arter af lange fiktionshistorier på vers af en anden slags end de ældre og samtidige heltedigte.

De vigtigste romanarter var dels de høviske ridder- og elskovsromaner som Tristan og Isolde, dels ridderromaner med en religiøs mystisk søgen i centrum, de såkaldte gralsromaner om Perceval (se gralmyten). Begge arter omplantedes på oldhøjtysk, således med Parzival (ca. 1210) af Wolfram von Eschenbach; senere også på prosa.

Karakteristisk for middelalderromaner er, at de bruger samme sagnagtige personkreds: kong Arthur og ridderne om det runde bord (se Arthurdigtning); geografien er ofte ubestemt, en verden af store farlige skove, skjulte borge, fortryllelser og farer. Slægtskabet med trylle- og fe-eventyr er iøjnefaldende.

På engelsk dækkes betydningsfeltet "roman" af to forskellige ord: romance for den mere eventyrlige og romantiske art, som kan, men ikke behøver at være på vers, og deroverfor den realistiske art under betegnelsen novel. Det er den førstnævnte, der findes i middelalderen, og som i forskellige versioner, herunder ofte som elsket underholdningslekture, lever helt op i nutiden, hvor lignende også træffes i filmens og tegneseriens verden.

Med renæssancen udviklede der sig blandt romangenrerne såvel forskellige fortsættelser af ridderromantikken som en ny type af realistisk roman, altså novel. Og i begge retninger fordrede man nu nye fiktioner, modsat den hidtidige genbrug af gammelkendte fiktionspersoner mv.

Til den romantiske side hører nye, succesrige ridderromaner som de spanske/portugisiske Amadísridderromaner, efterhånden også mere eller mindre primitive genfortællinger i prosa af de gamle, der med bogtrykkerkunstens udbredelse tjente som folkebøger gennem århundreder.

Men vigtigt er det især, at genren fremprovokerede den antiridderroman, der af nogle anses for den moderne romans gennembrud: Miguel de Cervantes Saavedras Don Quixote (1605-1615). Et moderne sidestykke til ridderromantikken kom imidlertid med 1600-tallets galant-heroiske romaner som Madeleine de Scudérys Artamène ou Le grand Cyrus i ti bind (1649-1653), hvor statskunst, tapperhed og erotiske forviklinger føres frem i mere eller mindre historiske kostumer og med svær retorisk bevæbning.

Men den romantiksøgende læser kunne også sukke over hyrderomanerne, der fra portugiseren Jorge de Montemayors Syv bøger om Diana (ca. 1559) til franskmanden Honoré d'Urfés Astrée (1607-1627) og videre frem bød på uendelige fortællende versioner af en af de populæreste fiktionsverdener, der også brugtes i andre genrer og tilmed havde traditioner tilbage til antikken.

Over for disse heroiske og pastorale romantyper stod imidlertid, fra midten af 1500-tallet og navnlig på spansk grund i det følgende århundrede, en udpræget realistisk genre, som trods mulig moraliseren ofte er komisk og kynisk: gavtyveromanen, den pikareske roman.

Disse livshistorier af fiktive småkriminelle eller lignende, der gennemrejser samfundet nedefra og måske, måske ikke når op til en højere eller mere frelst position, var et fundament for den realistiske roman helt op i vor tid og et hit fra og med 1600-tallet, fx med tyskeren Grimmelshausens Simplicissimus (1669), franskmanden Alain René Lesages Gil Blas (1715-1735) og ikke mindst som en hovedtradition i den engelske roman fra Henry Fielding til Charles Dickens og William M. Thackeray; siden også i USA.

1700-tallet – nye typer

1700-tallets nye eller dog stærkt voksende skud på romanens stamme var:

1) rejseromanen med Daniel Defoes Robinson Crusoe (1719) som fremragende eksempel og særlig type (se robinsonade); i øvrigt var der både ældre tradition og mange typer, således den fantastiske rejse som Ludvig Holbergs Niels Klim (1741 på latin).

Dernæst 2) brevromanen, en genre for subjektivitet, følsomhed, erotiske erfaringer og skuffelser, fx Samuel Richardsons Pamela (1740), Rousseaus La Nouvelle Héloïse (1761), Johann Wolfgang von Goethes Werther (1774) med efterfølgende "wertheriader" på mange sprog; nærliggende nok har brevromanen også tilbudt sig for kvindelige forfattere, således Frances Burney (1752-1840) med Evelina, or a Young Lady's Entrance Into the World (1778).

Kvinder havde også fat i pennen i en ganske anden slags roman: 3) den gotiske roman, dvs. en gyser, med truende seksuelle og andre overgreb, spøgelser og monstre, skumle slotte og deslige — ikke nødvendigvis historisk "gotiske" som i Horace Walpoles The Castle of Otranto (1764). Mary Shelleys Frankenstein (1818) er et mareridt om moderne videnskab. Den gotiske roman fik både i høj- og lavlitteraturen mange efterkommere i romantikken og senere i 1800- og 1900-tallet. Endelig fremkom sidst i 1700-tallet.

4) dannelsesromanen med især Goethes Wilhelm Meisters Lehrjahre (1795-1796) som mønster. Ligesom i den pikareske roman og flere andre romantyper er skabelonen her hovedpersonens biografi; det drejer sig særligt om, hvorledes hovedpersonen finder sin egen identitet og sin lod i tilværelsen i en balance mellem personlige aspirationer og samfundets begrænsende krav.

De kvindelige forfattere udformede særlige varianter af dannelsesromanen baseret på deres kønsbetingede livserfaringer: ægteskabsromanen (Jane Austens Pride and Prejudice, 1813, George Sands Jacques, 1834, Thomasine Gyllembourgs Ægtestand, 1835); guvernanteromanen (Charlotte Brontës Jane Eyre, 1847, Mathilde Fibigers Clara Raphael, 1851) og emancipationsromanen (George Sands Lélia, 1833, Emily Brontës Wuthering Heights, 1847).

Dannelsesromanen kan holdes sammen med beslægtede typer som: den pædagogiske roman (Johann Heinrich Pestalozzis Wie Gertrud ihre Kinder lehrt, 1801); kunstnerromanen (Madame de Staëls Corinne 1807, H.C. Andersens Improvisatoren 1835, Gottfried Kellers Der grüne Heinrich 1854/1855 og 1879/1880, D.H. Lawrences Sons and Lovers, 1913); og navnlig de mindre samfundsbekræftende, mere pessimistiske livshistorie-romaner, ofte ubarmhjertige desillusioneringsromaner som Gustave Flauberts L'Éducation sentimentale (1869) og talrige andre siden ca. 1860.

Alle de nævnte sammenfattes gerne under den bredere rubrik udviklingsroman og udgør en væsentlig gruppe af 1800- og 1900-tallets romaner. På dansk således et stort antal fra Meïr Aron Goldschmidts Hjemløs (1853-1857) til Martin Andersen Nexøs, Jacob Paludans, Knuth Beckers hovedværker — hyppigt med heltens navn som bogtitel.

1800-tallet – samfund og individ

Ved siden heraf, ikke sjældent kombineret med den individcentrerede udviklingsroman, påtog 1800-tallets romanforfattere sig at give pittoreske eller realistiske skildringer af samfundsforhold, eksotiske og/eller sociale miljøer.

En afgørende ny genre var her den historiske roman med forfattere som Walter Scott, B.S. Ingemann, J.P. Jacobsen — endnu i 1900-tallet i Skandinavien bl.a. Johannes V. Jensen, Sigrid Undset, Nis Petersen, Eyvind Johnson. Den historiske roman kunne hælde til den romantiske a la de gamle ridderromaner eller til den realistisk-deskriptive side, evt. forene dem, som Walter Scott gjorde.

I den realistiske retning fortsattes den direkte af romaner med samtids- eller nær fortidshandling med vægt på det tidsmæssigt repræsentative og miljøet: samfundsromanen, ikke sjældent som serie. Den blev udfoldet i Frankrig af Honoré de Balzac fra 1830'erne og efterlignet overalt i de følgende menneskealdre, ikke mindst under naturalismen (Émile Zola, Giovanni Verga, Henrik Pontoppidan).

Der er som nævnt alskens kombinationer mellem samfundsorienterede og individcentrerede romaner, de sidste gerne betragtet som psykologiske romaner inden for realismen og siden hen. Her kan det være nok at pege på den store russiske romantradition i 1800-tallet (Ivan Turgenev, Fjodor Dostojevskij, Lev Tolstoj), på nogle af århundredets betydelige kvindeforfattere som George Sand, George Eliot, Amalie Skram, og på en populær art som slægtsromanen (Émile Zola, Thomas Mann, John Galsworthy).

En arvtager af den gotiske roman blev i 1800-tallet først den spændende føljeton- eller knaldroman som Eugène Sues Les Mystères de Paris (1842-1843), Victor Hugos Les Misérables (1862), Vilhelm Bergsøes Fra Piazza del Popolo (1867).

Som udspaltninger herfra kan man betragte forbryderromanen, der undertiden er etisk og psykologisk dybdeborende: fra Fjodor Dostojevskijs Forbrydelse og straf/Raskolnikov (1865) til 1900-tallets hårdkogte amerikanere i bog og på film; samt den mere rent intelligensorienterede og indtil i dag meget populære detektivroman (efter Arthur Conan Doyles fortællinger og ofte på engelsk), evt. også agentroman (John le Carré). Se også krimi.

1900-tallet – varietet og rigdom

Billedet af romanens undertyper i 1900-tallet er overordentligt broget og righoldigt. Genren har ikke blot en enorm udbredelse; den nyder også kritisk højagtelse. Det sidste var ingenlunde tilfældet i 1700-tallet, da genrens adkomst til en plads inden for den poetiske eller skønne litteratur endnu var omstridt i kritikken.

Alligevel er det muligt, at det er 1700- og 1800-tallet, der vil stå som romangenrens store århundreder, hvor romanen kunne alt det, som komedien og tragedien før havde ydet, foruden meget nyt. I 1900-tallet er en del af romanens tilbud overgået til de nye kunstarter filmen og tv-serien.

1900-tallet byder i romanen på tradition, herunder traditionsspecialiseringer, såvel som på innovation — og som altid: på de genier, der modstår rubricering. Blandt dem den tysk-bøhmiske Franz Kafka med hans posthumt udgivne romaner Der Prozeß (trykt i 1925) og Das Schloß (trykt i 1926), der på én gang er dybt desorienterende og træffende for det moderne liv og samfund; og Marcel Proust med den vældige erindringsroman À la Recherche du temps perdu (1913-1927).

Set fra traditionens side er romaner på vers, der endnu spillede en rolle i 1800-tallet — som George Gordon Byrons Don Juan og Frederik Paludan-Müllers Adam Homo — næsten helt forsvundet. Men mange værker fortsætter 1800-tallets genretraditioner både i underholdningslitteraturen og i den seriøse litteratur. Det sidste gælder især den realistiske roman med så fornemme repræsentanter som Elsa Morante i Italien, Erik Aalbæk Jensen i Danmark.

Men dette betyder ikke, at den realistiske roman har ladet hånt om en række stilistiske og kompositoriske nyskabelser, bl.a. til gengivelsen af en persons "bevidsthedsstrøm" (fx William Faulkner) eller til at pointere samfundsskildring ved "kollektiv roman" (Hans Kirk) eller ved collager af emner og teksttyper, således hos John Dos Passos bl.a. avisudklip og digte i romantrilogien U.S.A. (1937).

En udforskning af de realistiske fortællemåders rammer kan ses i A.S. Byatts romaner efter 1978. En ganske realistisk roman kan være skrevet ud fra helt særlige, evt. bizarre spilleregler som af Georges Perec. 1900-tallets romanforfattere er i det hele taget gode til at forene det formentligt uforenelige, hos Halldór Laxness således den strenge episke sagastil med en hamsunsk ironi og lyrisme.

Modernisme

Mest iøjnefaldende i 1900-tallets romankunst er dog nok bruddene med den traditionelle realisme — enten de nu sker i form af mytelignende fortællinger (Johannes V. Jensens Den lange Rejse; J.R.R. Tolkiens Ringenes Herre), af science fiction og fantasy (Ursula K. Le Guin) eller af den latinamerikanske magiske realisme (Gabriel García Márquez).

Det var ikke mindst højmodernismen, med James Joyce og Virginia Woolf, der sprængte forestillingerne om, hvad en romanhandling og romanform nødvendigvis skulle være.

Hos James Joyce er den dristige sprogliggørelse af psykologiske processer og dagligdags trivialiteter lagt ind i mytiske mønstre og skiftende pastiche- og allusionsfyldte kapitler. Derved blev han i hvert fald en digter for digtere, en vejviser for såvel moderne som postmoderne romanforfattere. I meget forskellig stil har den følgende romankunst fremstillet det absurde, det groteske, det flertydige, således Svend Åge Madsen fra 1960'erne eller Poul Vad i Kattens anatomi (1978).

Hos postmodernister som amerikaneren Thomas Pynchon er indslag af science fiction, af moderne medieverden, naturvidenskabeligt, historisk og high tech-stof med til at danne meget karakteristiske og brogede romanverdener. Nogle af århundredets romaner tenderer mod det frodigt og gerne kaotisk svulmende, undertiden inspireret af den russiske litteraturteoretiker Mikhail Bakhtins fortolkning af den tidlige renæssanceforfatter François Rabelais, som hos nordmanden Kjartan Fløgstad (Det 7. klima, 1986).

Andre søger minimalistisk at inddampe fortællingen til punktroman som nordmanden Paal-Helge Haugen. Diametralt modsatte veje har man også gået i brug af fortællerinstansen: Den kan gemmes væk i tilsyneladende objektiv eller endda rent optisk beskrivelse, således ofte i den franske nouveau roman omkring 1960 (Alain Robbe-Grillet).

Eller den kan udbredes "gammeldags", reflekterende og filosofisk i essay-romanen, den tjekkiske Milan Kunderas betegnelse, der karakteriserer hans egne romaner siden ca. 1970 og til en vis grad hans favoritter fra mellemkrigstiden: østrigerne Hermann Broch og Robert Musil.

I tidligere tider har man kunnet mene, at romanen ikke blot var udpræget europæisk og nordamerikansk, men havde nationale rødder og en særskilt national karakter i de enkelte tilfælde. Det gælder ikke så sikkert i globaliseringens tidsalder. Emigrantdigtere og andre romanforfattere med multietnisk baggrund falder i øjnene.

Imperialisme, borgerkrig, raceforfølgelse er baggrund for, at også en række af romandigterne har været emigranter, evt. med tosprogede forfatterskaber: Joseph Conrad, Vladimir Nabokov, Isaac Bashevis Singer.

Og karakteristisk for den nyeste tid er måske det forhold, at en række af de betydeligste forfattere i britisk litteratur har fremmedartede navne og baggrunde og ofte skriver romaner som fascinerende og smertelige kulturelle smeltedigler: V.S. Naipaul, Salman Rushdie, Timothy Mo, Kazuo Ishiguro.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig