Arthurdigtning

Arthurdigtning. Åbenbaringen af den hellige gral for ridderne af det runde bord, malet som miniature i et fransk håndskrift fra 1400-t. Begivenheden er højdepunktet i Arthurhoffets æra, men samtidig begyndelsen til dets undergang. Ridderne sværger her andagtsfuldt, at de vil vie deres liv til at søge efter gralens hemmelighed. For de fleste bliver løftet en traumatisk oplevelse, for nogle en dødbringende, og de samles aldrig mere fuldtalligt omkring det runde bord. I Richard Wagners opera Parsifal (1882) forekommer gralsafsløringen som en årligt tilbagevendende begivenhed på Gralsborgen, men dette ritual har ikke belæg i den oprindelige digtning.

.

Middelalder. Den perfekte ridder Galahad når efter lang tids søgen frem til Gralen, den kalk, som Jesu blod blev opsamlet i. I løbet af 1800-t. blev middelalderen mere og mere fremstillet som en heroisk og dybt religiøs tidsalder, og Gralshistorien blev tolket som middelalderens søgen efter sandheden. Den britiske kunstnergruppe prærafaelitterne søgte tilbage til middelalderens motivverden, og malemåden var præget af klare farver, enkelhed og stor omhu for detaljerne. Udsnit af gobelin udført efter forlæg af Edward Burne-Jones, 1895-96; Birmingham, City Museum and Art Gallery.

.

Arthurdigtning. Tegneseriekunstneren Harold Foster har i sin serie om Prins Valiant (1937) brugt Arthursagnet frit. Valiant opdrages som følgesvend til den tapre gralsridder sir Gawain til en fuldkommen ridder af det runde bord.

.

Arthurdigtning, digtning knyttet til sagnkongen Arthur og ridderne af det runde bord.

En historisk Arthur har muligvis ledet briternes forsvarskamp mod angelsakserne sidst i 400-t. Sagnet om Arthur udvidedes efterhånden med motiver fra eventyrog keltisk mytologi.

Spillemænd blandt briterne, der flygtede til Bretagne, kan have været med til at formidle historien internationalt, dog er der kun spredte vidnesbyrd, før Arthurdigtningen slog igennem som litteratur i 1100-t.

I waliseren Geoffrey of Monmouths Historia regum Britanniae (1135) optræder Arthur i en kongerække, der går tilbage til Troja. Hans sejrsgang ender i kampen mod den oprørske nevø, Mordred, og den sårede konge bæres til øen Avalon, hvorefter riget går i opløsning. Af de andre kendte skikkelser fra Arthurverdenen optræder bl.a. dronning Guenevere og troldmanden Merlin allerede her.

Værket oversattes til fransk (Waces Roman de Brut, 1155), hvori det runde bord nævnes for første gang, og til engelsk (Layamons Brut, ca. 1200). Sideløbende udvikledes romaner, hvori Arthurhoffet udgør baggrunden for den enkelte ridders præstationer.

Franskmanden Chrétien de Troyes skrev ca. 1160-90 om bl.a. Lancelots kærlighedsforhold til Guenevere (Le Chevalier de la Charrette) og Percevals søgen efter Den Hellige Gral (Le Conte du Graal).

Tristan og Isolde tilknyttes Arthurkredsen i prosaromanen Le Tristan en prose fra ca. 1230. Senere fulgte Arthurromaner på såvel tysk (fx Wolfram von Eschenbachs Parzifal, ca. 1210) som engelsk (fx Sir Gawain and the Green Knight, ca. 1360), og en rig Arthurdigtning skabtes efterhånden også i Spanien og Italien, i Holland og i Norden. Arthur var en af de såkaldte ni helte.

Længere værker omfattende begge traditionsled optrådte i Frankrig allerede i 1200-t. med højdepunkt i englænderen Thomas Malorys Morte Darthur fra 1460'erne, der tryktes af William Caxton i 1485 og dannede grundlaget for de fleste senere behandlinger af Arthurstoffet, fx Alfred TennysonsThe Idylls of the King (1859-88) og T.H. Whites (1906-64) The Once and Future King (1958).

Myten om kong Arthur siger (ligesom den om Holger Danske), at han vil vende tilbage for at redde sit land, hvis det skulle komme i nød igen. I mellemtiden lever skikkelsen videre i en strøm af nyere romaner, adskillige operaer, film, musicals og tegneserier, fx Harold R. Fosters Prins Valiant.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig