Tristan og Isolde (heltene i en fortælling)

Tristan og Isolde, heltene i en middelalderlig fortælling om tragisk kærlighed, som har beskæftiget kunstnere og deres publikum i mere end 800 år.

Den unge Tristan bliver af sin onkel, kong Mark i Cornwall, sendt til Irland for at hente kongens brud, Isolde.

Brudens mor udstyrer hende med en kærlighedsdrik, som de to unge imidlertid kommer til at drikke på sejlturen, og med ét elsker de hinanden for evigt.

Tristan afleverer Isolde til onklen, der gifter sig med hende. Det skaber en hindring for de unges kærlighed, der dog ikke bliver mindre heraf. De to bliver ved med at mødes og skilles, indtil den ene fejlagtigt tror, den anden har svigtet, og tager sin død over det.

De ældste overleverede fragmenter af denne fortælling er bl.a. to franske fra ca. 1175 (Beroul, Thomas "von Britanje") og en tysk fra ca. 1210 (Gottfried von Strassburg). Bag dem kan man ane en ældre, måske keltisk urversion, som er forsøgt rekonstrueret af flere (Joseph Bédier (1864-1938), 1902-05, René Louis, 1972).

På middelaldervis rummer de ældste versioner kun få og modstridende psykologiske udlægninger. Det har stillet eftertidens digtere og filosoffer friere til at afgøre, hvad elskovsdrikken, forhindringerne og den sluttelige kærlighedsdød i grunden betyder.

Sagnet om Tristan og Isolde er blevet urbilledet på den passionerede kærlighed, der opstår tilfældigt (trylledrikken) og overvinder alle hindringer — eller eksisterer netop i kraft af hindringerne, med døden som den største.

Allerede 1226 blev fortællingen oversat til oldnordisk som den Tristrams saga, man en overgang mente var ophav til islændingesagaerne. Tristans og Isoldes historie blev et mønster for dele af trubadurlyrikken og for senere tiders "romantisk kærlighed".

Med Richard Wagners opera Tristan und Isolde, komponeret færdig til egen tekst 1859 og uropført 1865, skete en væsentlig videreførelse af sagnets levedygtighed. Operaens musik indledte bl.a. den opløsning af funktionsharmonikken, der blev gennemført i sin yderste konsekvens i 1900-t., bl.a. med udviklingen af tolvtoneteknikken.